
Dobbeltradet blazer er fashion
Jeg fornemmer det: En dobbeltradet blazer er på vej tilbage. Den er en del af modebranchens gryende kærlighed til dobbeltradede jakker som sådan.
Og ved du hvad: Hvis en dobbeltradet blazer ikke returnerer som “fashion item”, er det også aldeles ligegyldigt, for den svæver oven vandene, hvis man forstår at behandle den ordentligt.

Den skal først og fremmest passe i snittet, endelig ikke for stramt siddende, det ser uelegant ud. Knapperne er guld eller gul messing. Det handler jo om, en dobbeltradet blazer er søofficerenes gamle jakke. Uden gyldne knapper, mangler forbindelsen. En enkeltradet blazer er ikke det samme. Den kan have sølvfarvede knapper i stedet for.

De forskellige knapstillinger
Konfigurationen af knapper foran kan forvirre. Den basale løsning er nu ret enkel. Den består af seks synlige knapper, hvoraf de to i den øverste række sidder lidt mere spredt. Det er ligesom det design, der adskiller en dobbeltradet blå blazer fra en traditionel officersjakke. Den har knapperne siddende i to lige koloner.

Men man kan lege med konfigurationen af synlige knapper. Der kan være alt fra to til otte. Og de kan sidde forskelligt i relation til hinanden, som fotoene her viser.

Bukser til en dobbeltradet blå blazer

Fotoene viser også, at hvide og grå bukser er de rigueur med en toradet blå blazer. Den grå nuance kan svinge fra lysegrå til koksgrå, dog helst ikke en koksgrå nuance, der er mørkere end jakkens marineblå nuance. Man kan også benytte jeans, chinos og cavalry twill til sin jakke.

Hvor køber man en?

Jeg finder ikke meget på nettet af toradede blå blazere med gyldne knapper. Brooks Brothers har en, og så har jeg fundet ovenstående hos Harvie & Hudson på Jermyn Street. I København gætter jeg på, Troelstrup og Britannia kunne have nogle stykker på bøjlerne.
Skjorte, slips og sko til blå blazer
En blålig, eventuelt rødlig, skjorte er en god løsning med blå blazer. En rullekrave er også en mulighed. Et stribet regimentslips er også typisk tilbehør til blazeren, om end man også som Fred Astaire kan benytte en charmeklud.
Som fotoene viser, er der flere muligheder på skosiden. Brune eller sorte snøresko, monk-sko med spænder eller hyttesko.
Hvis man har spenderbukserne på, så har Drake’s også en meget flot model med nogle spændende detaljer: https://www.drakes.com/dk/navy-basketweave-wool-brass-button-blazer
Til den pris må det blive ved drømmen for mit vedkommende, men flot det er den da 🙂
Den ser fin ud, mere blød end den fra H&H. Drake’s kan noget