Der var et engelsk parlamentsmedlem, der harcelerede over typer, der går i tweed. De må være bondeknolde eller glemt, de ikke er godsejere, mente hun. Jeg er bange for, at synspunktet ikke er usædvanligt. Jeg oplever, at mange har svært ved at se tweed som det vidunderlige klædestof, det er, men i stedet er paralyseret af den sociale betydning, som de mener at kunne afkode i klædestoffet.
Den slags folk kunne have godt af et resocialiseringsophold hos W. Bill. Der i en kælder i det centrale London huser den gamle klædehandler hundredevis af tweedruller. Cheviot, Harris Tweed, Shetland Tweed, Donegal, Houndstooth, Glen Check. De ligger der alle i et væld farve- og mønsterkombinationer, som må bringe selv den mest forbenede socialanalytiker ud af fatning af bare forelskelse.
Jeg købte ikke noget, da jeg var der, for jeg har allerede alt for meget på lager. Jeg nøjedes med stof til drømmene …
W. Bill ejes af Smith Woolens og sammen med H. Lesser & Sons leverer de nok op mod 50 procent af det klædestof, de ærværdige skræddere på nærliggende Savile Row benytter. På trods af den markedsandel går forretningen vist ikke alt for godt. Lad os håbe, den hænger i. Vi bliver fattigere uden W. Bills tweed, hvad end parlamentsmedlemmer, socialanalytikere og konsorter mener om den sag.
Foto: Stiljournalen
Tweed er tweed er tweed
Jeg må skynde mig til London og gøre mit til, at de ikke må dreje nøglen om.
De er lidt svære at finde, men ligger på New Burligton St. – nummer 14, mener jeg. Det er Smith Woollens, der ligger på Dufour’s Place, jf. deres hjemmeside: http://www.wbill.co.uk/