Da Steve Jobs og Apple lancerede den turkisfarvede iMac i 1998, var Bill Gates ikke sen med en bemærkning.
“Det eneste, som Apple nu kan levere, er et førerskab i farver,” sagde han til en flok journalister og tilføjede i samme halvt arrogante halvt drillende tone:
“Det tror jeg ikke, vil tage os lang tid at indhente.”
Steve Jobs blev rasende.
“Det, vores konkurrenter tager fejl af, er, at de tror, de handler om mode, og om hvordan noget tager sig ud på overfladen. De siger: vi smækker lidt farve på den her computer, og så har vi også en,” sagde Steve Jobs til en journalist med klar adresse til Bill Gates.
Jeg kom i tanker om anekdoten fra Walter Isaacsons biografi om Steve Jobs, da jeg pløjede igennem en række tøj-, mode- og livsstilsblog. For problemet med mange af dem og i øvrigt også de glittede magasiner om såkaldt luksus er, at bagmændene tænker som Bill Gates. De ser reelt stil som pynt. De forstår ikke, at den gode stil har et indre, der ikke ses, men alligevel skal være i orden og derigennem umærkeligt understøtter det ydre. Derfor har de ingen problemer med at klæde sig i sammenklistret konfektion, så længe omgivelserne oplever den som cool. Det, der ikke ses, er ikke vigtigt for dem.
Men det er lige netop, hvad det er, hvis vi taler om ægte stil og god smag. Eller sagt med en anden anekdote fra biografien om Steve Jobs:
“Fra sin far havde Jobs lært, at et af særkenderne ved lidenskabeligt håndværk er at sørge for at selv de elementer, som forbliver skjulte, er udført smukt. Et af de mest ekstreme – og sigende – eksempler på anvendelsen af den filosofi kom, da han granskede det kredsløbskort, som skulle rumme chips og andre komponenter dybt inden i Macintosh. Ingen forbruger ville nogensinde se det. Men Jobs begyndte at kritisere det af æstetiske grunde. “Den del er virkelig køn,” sagde han. “Men se på de hukommelseschips. Det er hæsligt. Linjerne sidder for tæt sammen.”
En af de nye ingeniører afbrød og spurgte, hvorfor det betød noget. “Det eneste, der er vigtigt nu, er hvor godt det virker. Ingen kommer til at se kredsløbskortet.”
Reaktionen fra Jobs var typisk. “Jeg vil have, det skal være så smukt som muligt, uanset om det er inden i kabinettet. En fantastisk tømrer vil ikke bruge dårligt træ på bagsiden af et skab, selvom ingen kommer til at se det.””
Lad os hylde det smukke, som ingen ser, i 2012.
Foto: Stiljournalen, linning og gylp i et par skræddersyede bukser
Djævlen ligger som bekendt i detaljen, ligeså med skønheden. Folk har desværre sjældent for vane at tjekke ting som syninger, materiale m.m. De færreste ville nok heller altid ikke vide, hvad de skulle kigge efter (jeg selv inklusive).
Da jeg først læste overskriften, troede jeg i øvrigt, at artiklen ville handle om underklæder – et overset emne her på stiljournalen – hvor kun sokker har fået opmærksomhed. Men hvad man bære under buksen, og ikke mindst skjorten, kunne i min optik danne udgangspunkt for et interessant og informativt indlæg. Skal man gå med t-shirts, undetrøje, grå eller hvid under skjorten? Hvad kan der gøres ift. transparens, perspirants etc.? Her vil jeg i øvrigt gøre opmærksom på
http://makesaman.blogspot.com/2011/10/merino-undershirts.html, som jeg selv har haft fantastisk glæde af her i den kolde tid.
Hr. M
@ M: I udgangspunktet mener jeg, at en undertrøje under skjorten er overflødig. Skjorten er en undertrøje i sig selv og i øvrigt får undertrøjen skjorten til ligesom at klæbe/klunte til sig. Men vil gerne skrive et indlæg om undertrøjen – og underbuksen.
Hilsen
Torsten