Ægte vs falsk nonchalance
Ham der opfører selvstændigt og er afslappet over for “det rigtige”, har den fineste smag. Inden for klassisk herretøj lurer den nyankomne hurtigt logikken.
“Nok skal man nøje følge traditionen, men man skal samtidig omgå den lidt nonchalant,” kan han konstatere.
Balancen mellem vellykket nonchalance og falsk er dog hårfin. Essensen er, at nonchalance skal fremstå naturlig, ikke påtaget. Det kræver sit, først og fremmest en dyb fortrolighed med klassisk herretøj. Man kender fænomenet fra musikkens verden. Virtuosen, der behersker sit instrument forfra og bagfra, kan improvisere med det, mens andre ender i cirkus, hvis de fraviger partituret. Boldspil i sportens verden er også rig på stjerner, der lader sig inspirere af øjeblikket og tryller detaljer frem, som ikke burde kunne lade sig gøre.
Som jeg ser det, skal man undgå at stræbe hårdt efter nonchalance for at lykkes med den. Man skal i stedet øve sig igen og igen på de faste, skolekorrekte former. Med tiden vokser en organisk, legende metode frem, der påvirker påklædningen her og der og fremkalder et ægte nonchalant udtryk.
Faldgruber
Jeg kom i tanker om nonchalancens håndværk, da vi i går havde skomager Maftei på besøg. En god herre påpegede i al venlighed, at den ene snip på min skjorteflip kravlede over reverset. Jeg så mig i spejlet og fandt øjeblikkeligt den lille uorden charmerende, ægte nonchalant. Om morgenen havde begge snipper ligget dydigt under reverset, men den ene ville det altså anderledes under dagens dont.
Nonchalancens lille tragedie er dens korte levetid. Er den virkningsfuld, kopieres den og bliver en norm blandt andre. Man ser det med slipsebrug. Forskudte, løse slipseblade er blevet så almindelige, at man ikke længere kan kalde stilen nonchalant. Den er bare standard. Så nonchalancen må igen og igen opfindes.
Den anden udfordring er arrogance. Ham der føler sig dygtigere og mere vidende og meget muligt er det, kan fristes til subtilt at tryne andre.
“Min slipseknude er løs, jeg mangler to knapper i skjorten og mine sko er beskidte, fordi jeg kan,” som den depraverede rigmandssøn eller kunstner, der skal fortælle alt og alle Sandheden, signalerer, idet han sejler ind i et selskab, hvor han antændes af den pænhed og høflighed, han ser.
Men charmen fordufter, hvis nonchalance bliver magtudøvelse eller provokation, en social handling. Den må drives af oprigtighed som jazzorkestrets lystvandringer for at virke – den må være en skær æstetisk handling.
Interessant indlæg!
Der står altid en ubehagelig em af postulat og forlorenhed om iscenesat skødesløshed. Personlig kan jeg slet ikke døje, når folk tror, at det er ”sprezzatura” at nøjes med at knappe kontraknappen i et dobbeltradet jakkesæt, så hele overfaldet blafrer for vinden. Jeg er heller ikke i nærheden af at være ven af den dårlige vane det er med vilje at plante slipset mellem overfaldet og den overdækkede yderside af en – trods alt – knappet, dobbeltradet jakke. Jeg henregner også den klassiske parvenuvane med de opknappede ærmeknaphuller til samme dårlige selskab, ikke mindst fordi der her er tale om en skidtvigtig tilskuestillelse af, at jakken er skræddersyet (eller dvs.: sådan var det engang, nu har alt ragelse jo åbne knaphuller). Og også en bandbulle herfra mod endnu en ”casual” kliché: bare ben i skoene, i særdeleshed til jakkesæt og i andre sammenhænge, hvor der bæres ”pæne” bukser med pressefold.
Kan man i øvrigt hævde, at fænomener som bukseopslag, manglende knapning af jakkens og vestens nederste knap og måske tilmed (habit)jakkens udvikling fra den åbne uniformsjakke, hvor krave og revers oprindelig har vendt indad, når det skulle være ”korrekt”, er eksempler på, hvorledes nonchalance undertiden passerer gennem en charmeforladt, postuleret imitationsfase for så alligevel at overleve og ende som tilladeligt eller sågar obligatorisk element i formelt korrekt, traditionsbevidst påklædning?
Pictor, det kan man, vil jeg mene. Der er løbende diverse nonchalante påfund og tilfældigheder, nogle af dem stiliseres en overgang som en mode, mens enkelte opnår en transhistorisk status, bliver “regler”, fx den nederste åbne knap i jakke og vest