Et smut til Pitti Uomo

Den var lidt i lukketid, da jeg ankom til Firenze torsdag middag. Pitti Uomo havde stået på siden tirsdag, og selvom den formelt skulle vare til fredag, var det, som om de store raketter var fyret af.

Folk virkede en smule trætte. Det regnede også. Styrtregnede. Og så alligevel var det masser at se på. Sådan en kæmpemesse for herremode er fyldt med mennesker, der går op i klædedragten. Flere med svingende talent, men også mange, der er virkeligt ferme.

Jeg mødte blandt andet de to Ricci-brødre, der driver mærket Sciamat og skræddersyer jakkesæt under navnet Valentino Ricci. De har tæft for stil. Se blot Nicola Ricci ovenfor i rødstribet bomuldsblazer, røde hørbukser og hvide broguesko. Det er ikke alle og enhver, der kan trække i en sådan mundering af fx snævre bukser, men han kan. Bingo.

Nicola Ricci, som jeg talte mest med, er en meget venlig og smilende mand. Han fortalte om deres karakteriske dråbeformede jakkelommer og om deres forkærlighed for minimal polstring og foring. Han viste mig en jakke, de havde syet af piqué-stof til poloskjorter, og intet andet.

Ricci-brødrene havde også medbragt deres søster. Festlig kvinde. Hun stak hovedet ud af et vindue, da Nicola Ricci poserede for Stiljournalens kamera, og hujede et og andet drillende til sin bror om, hvor flot han er. Deraf det vældige smil på det øverste foto.

Jeg mødte også Benjamin Simonnot-Godard, hvis lommetørklæder jeg jo sælger i Skandinavien. Han var superhektisk som altid. Det hjalp ikke just, at Frankrig samme aften tabte 2-0 til Mexico. Benjamin elsker fodbold og bandede og svovlede, da vi så kampen på en café. Ederne gik især ud over landstræneren Domenech.

“Nu skal vi heldigvis ikke se på Domenech mere!” lød hans udgangsreplik, da vi forlod cafeen ti minutter før tid, da Mexico havde scoret til 2-0.

Benjamin viste mig også butikken Tie Your Tie i Firenze. Et halvkikset navn i mine ører, men butikken er stilfuldt indrettet og ifølge Benjamin den mest succesfulde herretøjsbutik i Firenze.

Butikken havde placeret Simonnot-Godard-lommetørklæder i en slags kæmpebuket, og Benjamin bad mig besøge butikken, når den var åben, og tage et foto af buketten og sende det til ham.

Jeg kom aldrig forbi butikken, da den var åben og måtte i stedet nøjes med et vinduesskud af et blomstrende hvidt Simonnot-Godard-lommetørklæde i brystlommen på en jakke.

Mens jeg travede af sted ad Firenzes gader, passerede jeg et af byens få skrædderier. Det ligger Via Camillo Cavour. I gamle dage var der dusinvis af skrædderier i Firenze, men i dag er der ikke mange flere end i København, tror jeg.

Jeg stødte også ind i en ægte napolitansk slipsemager. Han fortalte om kunsten at tilvejebringe et slips (“Man ved ikke, hvordan slipset skal se ud, før man holder silken.”) og poserede tillige for Stiljournalens lense, mens hans jonglerede med et par af sine slips.

Centrum af Firenze er langt hen ad vejen ulidelig, hvis vi lige parkerer kulturskatten. Turister, flest fra USA og Japan, maser sig igennem de smalle gader, mens et hav af blinkende butikker forsøger at lokke dem indenfor.

Jeg kunne dog godt lide facaden af Louis Vuitton. Man må lade dem, at de forstår at skabe en dragende fortælling om sig selv.

Maden i Italien er selvfølgelig ikke til at slå. Ved et tilfælde endte jeg en aften på restauranten Perseus på Viale Don Minzoni, hvor de grillede lystigt og satte flæsket – lardo – til skue. Restaurant Perseus kan kort sagt anbefales, hvis man er på de kanter.

Foto: Stiljournalen