
At rydde op i en rodebutik
Markedet for genbrugstøj er stort og bliver kun større. Det læser man på internettet. Det fornemmer man.
Men genbrugsmarkedet fremstår også mere og mere rodet, hvis man forsøger at overskue alt fra Røde Kors-butikker over internationale platforme som Vinted, hvor private sælger til hinanden, til gadeboder i weekenden, tøjbyttedage og små kælderbutikker med nøje udvalgt beklædning.
Og skuffelsen er en trofast følgesvend. Browser man internet og tøjstativer, støder man igen og igen på tøj og tilbehør, der kunne være noget, hvis liiige det var nummeret mindre, eller hvis liiige skjortens flip var en smule større. Kompromiset bliver modus operandi på genbrugsmarkedet. Og er det nok, når det ikke behøver at være sådan, hvis man køber nyt?
Jeg kan ikke give et definitivt svar.
Men jeg finder det superspændende, hvis nogen kaster sig ud i kampen med genbrugsmonstret og mener, de kan tæmme det og lave forretning til glæde for kunder og dem selv.
Som Grade A vil. Det er en yngre genbrugsbutik, der for ganske nylig åbnede en fysisk butik på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg. Stilen er udogmatisk klassisk og preppy-præget, alle varerne er genbrug. Ejeren er Jesper Svarer Nissen, uddannet cand.scient.pol. og tidligere spindoktor for Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, men i dag altså et helt andet sted – i tøjbranchen.
Et secondhand-alternativ
Ambitionerne er solide. Da jeg besøgte butikken, talte Jesper Svarer Nielsen om at stå for fem procent af omsætningen af herregenbrugstøj i Europa, og hvor mange milliarder det ville kaste af sig.
I første omgang synes det dog handle om at overbevise primært danske mænd, der handler i Tøjexperten, Shaping New Tomorrow og deslige steder, at de for de samme penge kan handle en brugt gedign mærkevare fra fx Ralph Lauren eller Gant. Jeg noterede i den forbindelse, at Grade A typisk tager 400 kr. for en brugt skjorte fra de mærker.
Jakkerne, jeg så, lå på 600 kroner. Mærkerne var diverse, og flere gamle modeller.
Fleksibel indlevering
Grade A tager ikke ens brugte tøj i kommission, men køber det. Man skal derfor ikke regne med at få mere end 10 procent af den pris, Grade A sælger for. Men konceptet gør det nemt at komme af med sit gamle tøj. I kommission er der meget papirnusseri, og man får gevandterne i hovedet igen, hvis butikken ikke kan sælge dem.
Desuden tilbyder Grade A den særlige indleveringsform, at man simpelthen bare tømmer en garderobestang og indleverer alt på den, hvorefter Grade A udvælger, hvad de kan sælge, og derpå sender resten til en genbrugsfabrik i Jylland, der nedbryder tøjet og skaber nye tøjfibre af det. Sidstnævnte forsendelse får hverken ham, der indleverer eller Grade A penge ud af, men man bidrager til fornuftig genanvendelse af de gamle klæder i stedet for bare at smide tøjet i skraldespanden til en uvis skæbne forude.
Nemt at bytte
“Købt som beset”, er udbredt på genbrugsmarkedet og også her forsøger Grade A at skille sig ud. De tilbyder således som en normal butik fuld 14 dages returret. Det er en service, der især bliver en fordel online, hvor det er sværere at bedømme en vare, forklarede Jesper Svarer Nielsen.
Stilunivers
Tøjstilen hos Grade A flirter altså tydeligvis med det amerikanske preppy-univers, men er på ingen måde bogstavtro, jf. øverste foto af Jesper Svarer Nielsen. Jeg kom til at tænke den ligeledes småexcentriske japanske brug af Ivy League, ametora, og sigende var det, at Jesper Svarer Nielsen selv kom ind på den japanske preppy, som han udtrykte begejstring for.
Vintageslips lyste op hos Grade A. Der var adskillige muligheder fra Yves Saint Laurent, Gucci og muligvis også Hermes. Prisen lå i lejet 700-900 kr for de mærker.
Sammenfatning
Jeg fik et rigtigt godt indtryk af Grade A’s ejer, Jesper Svarer Nielsen. Han har et smittende humør og energi. Han synes også at have smag, hvilket for mig at se er forudsætning, hvis det skal blive til mere end en succesrig tøjbutik, også et relevant. Om Grade A har konceptet og bemandingen til at erobre Danmark og Europa, har jeg ingen anelse om. Men jeg kan lide ambitionen.
Samtidig må der være lang vej. Som andre genbrugsbutikker fremstår Grade A’s sortiment i dag sporadisk og lidt tilfældigt. Det kommer man ikke uden om. Man skal være fleksibel som kunde og klar på at vælge en stribet skjorte i stedet for en hvid eller en ternet blå blazer i stedet for en ensfarvet, og måske vil den ternede blazer være lidt stor i livet, og man skal så overveje, om det kan betale sig at få den syet ind …
I takt med sortimentet vokser kan den situation dog forbedres.
Og bare det at have en fysisk genbrugsbutik i Danmark, der har en faible for klassiske tøjvarer, er opløftende. Det bidrager til forståelsen og udbredelsen af stiluniverset.






Skriv et svar