Melodien der ikke er helt væk
Spørgsmålet er, hvor meget dresscode der overhovedet er tilbage. De tider, hvor en situation entydigt krævede en bestemt tøjstil, synes i mange tilfælde borte.
Jeg vil dog påstå, at man ofte endnu kan opfange en melodi om, hvad der er passende med den traditionelle herregarderobe som klangbund. Man skal lytte, anstrenge sig en smule, og så folder en guirlande af rigtige stilarter sig også ud.
Sankt Hans’ aften ved bålet
Man må have snøresko på fødderne, hvis man står ved Sankt Hans-bålet på stranden. Sandaler og loafers tager sand ind. Derudover bør tøjet være humørfyldt, ikke stift, som kommer man fra en havefest.
Det var én model.
En anden model er den alvorlige og mere formelle. Sankt Hans rummer også en vemodighed, fordi vi går mod kortere dage.
Smørrebrødsrestauranten
Jeg er med, at smørrebrødet er en folkelig tradition. Men man må af den grund endnu gøre lidt ud af sin påklædning. Jeg forstår ikke dem, der bare kan sidde der i T-shirt og sneaks. Hører de ikke melodien?
Roskilde Festival
Mode er i en forstand stil på Roskilde Festival. Et påfund, der sætter en ny tendens i tiden i relief, hyldes.
Men Roskilde Festival dyrker – i princippet – tillige forskellighed, og derfor er der også plads en velklædt mand, det vil sige en mand, der kun betragter moden på afstand og i stedet digter over en tradition, hvor et jakkesæt med skjorte og slips samt dertilhørende klassiske design, fx hawaiiskjorte, sejlersko og bermudashorts, er fundamentet.
Kunstmuseum
Altid bær en jakke på kunstmuseum. Det er ikke din egen dagligstue!
Jeg ville gerne gøre ovenstående slagord til et minimumsprincip, hvis man besøger et kunstmuseum.
Man kan også være i et jakkesæt med slips eller sløjfe. Hvorfor ikke? Museet er et af de få steder i Danmark i dag, hvor det føles helt legitimt at gøre noget ud af sin påklædning.
Byfesten i provinsen
Man kender den ultra uformelle tøjstil til byfesten i provinsen om sommeren.
Atter er der dog en en melodi, der giver passage til en finere påklædning. Ingen vil protestere, nogle vil glædes, fordi man tager traditionen alvorligt.
Hørhabitten med mørkt fodtøj og slips er oplagt.
En sommeraften i storbyen
Elegant, klassisk, men også lidt råt, dystert. Gå-i-byen-tøjet ligger i den balance, lidt afhængig af stedet, forstås. Fine restauranter kræver et mere strømlinet look. Men står man også på gaden og snakker, fungerer en lidt mere terrrændygtig stil bedre.
Morale
Situationer skaber klæder. Selv om der tit er flere løsninger, fanger nogle tøjstile melodien bedre end andre og ganges op i effekt. Det er ganske vist stadigvæk.
Kan godt følge redaktøren langt hen ad vejen og så dog alligevel ikke helt.
På stranden er sandaler rart; måske der kommer sand ind, men det kommer også let ud igen — det er selvfølgeligt åbne sandaler ikke blot sko med nogle åbne riller.
Har tit været på kunstmuseum i sommerlandet med korte bukser og kortærmet polo — her har jakken ikke altid været lige ved hånden og slet ikke pakket i en cykeltaske.
He, det er jo rigtigt, at sandet også forlader sandalerne igen, til forskel fra den lukkede sko.
Jeg ser, museet har flere muligheder, herunder sløjfe og slips. Men jeg noterer ikke mange sløjfer og slips. Det må jeg indrømme.
Det med tøj til lejligheden-selskaber/fester. Fik det ikke eller i hvertfald begyndelsen på slut omkring 68??
Jeg kan da huske, at i primo-ultimo 60’erne havde “vi” da næsten altid smoking på til lørdagsfesterne (fredags dittoer!! De fandtes ikke 🙂 ) Og smoking var da også meget normalt i Studenterforeningen på H.C. Andersens Boulevard.
Jeg tror, du har ret i, at 1968 er et meget præcist årstal for, hvornår man begyndte at ignorere lejlighedens melodi og fx smoking til private selskaber.