Sløjfens rolle og betydning
En butterfly, som jeg foretrækker at kalde en sløjfe, da en butterfly egentlig blot er en bestemt udgave af en sløjfe, er et særtilfælde, og har sådan set været det i årtier.
“Sløjfen er er en lidt excentrisk undtagelse,” skrev designeren og Savile Row-skrædderen Hardy Amies allerede i 1960’erne og fortsatte:
“Den er selvfølgelig forblevet en permanent del af aftenens selskabsdragt i enten sort silke eller hvid piqué. Om dagen bæres den som regel af individualister som Lord Boothby, ofte i en patineret eller prikket foulard. På mindre geniale personer kan den have en aggressiv fremtoning og vække en form for harme ved første møde med et nyt bekendtskab.”
Film og medier har flittigt brugt en sløjfe i forbindelse med karaktertegninger. Det har desværre ikke tjent sløjfen godt. Dens excentriske, skøre skær er kun vokset.
Men sløjfen er ikke umulig at bruge. Lad os se på et par traditioner.
Kombination med jakkesæt
Vi ved fra Flusser, at sløjfen som udgangspunkt skal have en vidde, der flugter med den ydre side af øjnene.
Jeg skriver som udgangspunkt, da sløjfen jo netop er individualistens remedium. Individualisten kan pr. definition finde på, forskyde, bryde vedtagne normer og eksempelvis binde en bred eller smal sløjfe.
En mere kontroversiel tradition er, at man helst kun binder en sløjfe, hvis man er i vest eller dobbeltradet jakke. Traditionen er kontroversiel, fordi så få har fulgt den. Man finder talrige eksempler på store tøjstjerner, eksempelvis Fred Astaire og Cary Grant, der har båret deres sløjfe med enradet habitjakke eller sportsjakke uden vest. Stilen var fremherskende i 1950’erne.
Men vil man gerne have sig “en regel” på området, kan man reservere sløjfen til vest og dobbeltradet jakke. Den stilistiske tanke er, at en dobbelradet jakke og vest dækker skjortebrystet bedre af, når nu langslipset ikke er der, men kun sløjfen.
Skriv et svar