Man rødmer ikke i motordress

Klæder skaber folk. Eller også er det til tider modsat, som Henrik Ole Jensen, fotojournalist ved Herning Folkeblad og læser af Stiljournalen, skrev til mig forleden. Henrik Ole Jensen følger således det tv-program, der hedder Toppen af poppen. Der deltager musikeren Kasper Winding.

“Ser man isoleret på Windings klædedragt, ligner han vel mest en klovn, men i det øjeblik tøjet fremtræder på Winding, fremstår det pludselig tjekket. Et sjovt fænomen,” konstaterer Henrik Ole Jensen.

“Man siger, at klæder skaber folk. Men er det ikke nogle gange omvendt hos mennesker med en stærk karisma? Altså folk skaber klæder,” spørger Henrik Ole Jensen.

Jo, vil jeg svare. Karisma har temmelig lidt med tøj at gøre. Den sidder i ansigtet, øjnene, opførslen, begavelsen, manererne, stemmen, bevægelserne m.m., og har man den, karismaen, kan tøjet og alt andet, man er i berøring med, ligesom blive velsignet og få stråleglans. Et klovnekostume kan blive til cool stil. Folk kan skabe klæder.

Men jeg vil nu alligevel gerne forsvare den gamle vending klæder skaber folk, eller med Mark Twain:

“Klæder skaber folk. Nøgne mennesker har kun lidt eller ingen inflydelse i samfundet.”

Tøj har en selvstændig historie og symbolik, der – i varierende omfang – virker tilbage på den person, der tager det på. Vi bliver en smule et andet menneske, idet vi forlader Adamkostumet og træder ind i et velsiddende jakkesæt, en dejlig skjorte og lykkes med elegant slipsknude. Jakkesættet kan løfte os og skabe os og præparere os for dagen.