En oprigtig, lærd bog om skræddersyet tøj
Langt de fleste bøger, der udkommer om herretøj, er enten overfladiske eller inficeret af skjult reklame. Jeg plejer selv at bladre hastigt i dem, og så ryger de ind på hylden for at stå der, selv om der er nok så mange flotte foto i dem. Hvis teksten toner falsk – og det har jeg lidt øre for, gider jeg dem ikke.
Derfor må Swann Songs fejres. Den er skrevet af en mand, Réginald-Jérôme de Mans, som ved noget om herretøj, som kan skrive, og som ikke er viklet ind i kommercielle klæbebånd.
Jeg siger bevidst fejres, for Swann Songs er ikke for alle. Den er først og fremmest for ham, der kan lide skrædderi, håndværk og klassisk stil. Og som har en veneration for historiske, tabte tider. Samt kan klare sig med det skrevne ord (bogens fotoside er meget beskeden).
Jeg finder selv bogen bedst, når Réginald-Jérôme de Mans skriver om sine egne oplevelser med at bestille jakkesæt, skjorter og sko hos fine parisiske foretagender. Der er en finurlig spænding i teksten mellem Réginald-Jérôme de Mans hengivne forhold til en verden af i går, som håndsværkssyet tøj er, og så hans blik for, at han er til fals for en fantasi. Et skræddersyet jakkesæt er ikke en investering, men retteligt en last, som han belærer læseren og vist også sig selv. Han er også fuldt bevidst om, at bestilt tøj heller ikke altid bliver, som man havde ønsket, faktisk sjældent. Hans sentimentale sindelag holdes i ave af en understrøm af realisme.
Teksteksempler
Lad mig give et eksempel med et par oversatte tekstbidder fra kapitlet “The Artisan: Anthony Delos”:
“En sen eftermiddag for over ti år siden gik jeg en tur i de bakkede gader i det 18. arrondissement i Paris på udkig efter Cimetiere de Montmartre, et populært turistmål, sammen med den kvinde, som jeg senere skulle gifte mig med. Vi kom tilfældigt forbi en lille, hyggelig butik ved rue Lepic, hvis smukke, hængende skilt usædvanligt nok annoncerede en Bottier sur Mesure: En håndskomager. Vi famlede videre (og fandt til sidst kirkegården, der på charmerende vis var oversvømmet af katte), uden at jeg lagde særligt mærke til adressen eller navnet på facaden. Navnet, opdagede jeg senere, var Anthony Delos, et navn, der nu står på fem af mine fem fineste par sko og støvler, og som jeg mindes med glæde og, tør jeg sige det? Venskab, på trods af mange års afstand, kilometer og administrative forhindringer.
Den afdøde dandy-polemiker Tom Wolfe kaldte overbærende skræddersyet tøj for “den hemmelige last”, som er en last, der måske ligger i enhver antydning af pinlige, ensomme fornøjelser. Man kan aldrig helt formidle det ubeskrivelige, den følelse, man håber at opnå ved at se og modtage noget, som har forfulgt en mentalt i årevis, og som man har gennemgået i alle detaljer med et fokuseret og besat sind.
[…]
Skræddersyet tøj på den gammeldags manér er meget ritualiseret. For tre generationer siden besøgte mænd fra den øvre middelklasse og overklassen som det naturligste af alt skræddere og skomagere, der gjorde dem til stormuftier: nøgterne mørke jakkesæt, lyse skjorter og sorte sko. I dag betyder prisen og vanskeligheden ved at finde en god tøjhåndværker, at vi bevidst må lede efter og opsøge dem. De, der gør sig den ulejlighed, er ofte på udkig efter noget mere flamboyant end den gamle uniform. Ved det første besøg hos en tøjhåndværker, enten i hans eller hendes butik eller, netop som en hemmelig last, på et hemmeligt hotelværelse, hvor tøjhåndværkeren har indlogeret sig (som min tidligere affære med Poole), tages der mål, detaljer diskuteres, alt sammen med tanke på et objekt, der endnu ikke eksisterer uden for ens hoved. Uger eller måneder senere går man til en første prøvning, der som regel indebærer en løst sammensat udgave af ens tøj, for at teste det nedtegende mønster. Det kan være nødvendigt med flere tilpasninger, som man vender tilbage tomhændet fra, bortset fra visheden om, at ens beklædningsgenstand fortsat tager form. Så er der et sidste besøg for at kontrollere pasformen og afhente tøjet, hvis man er så heldig, man bor i nærheden, eller er der en pakke fra tusindvis af kilometer væk, som dukker op ved døren, med eller uden krav om et stort ekspeditions- og fortoldningsgebyr, et objekt, hvis pris man undgår at fortælle venner og familie om. De vil ikke forstå den tid, de tanker, den investering af sig selv, alt håbet om noget, der virkelig passer, som om det var en længe savnet del af ens person i stedet for noget, der er skabt af læder, stof og tråd. Det papirmønster eller den skulpturelle trælæst, som en håndværker har lavet med sine hænder, og som ikke blot har indfanget ens dimensioner, men også essensen – hvordan man læner sig, hvor ens fod er følsom – kan også ses som en magisk fetich, som findes frem, hver gang ceremonien begynder for at skabe en bedre version af en selv.”
Lidt for meget om gamle butikker
Réginald-Jérôme de Mans bruger også mange sider – lidt for mange – på at riste runer over hedengangne, ærværdige parisiske herretøjsforretninger som “Old England”, “Arny’s” og “Sulka”. Disse kapitler er i for sig grundigt og godt fortalt med lystige anekdoter her og der, men for langt de fleste læsere vil beretningerne nok forekomme esoteriske, medmindre man tilfældigvis selv har vintagevarer fra disse butikker eller nåede at besøge dem, før de lukkede.
Bogens styrke og relevans ligger således i de kapitler og afsnit, hvor Réginald-Jérôme de Mans skruer opleveren på og reflekterer over egne møder og bestillinger hos skræddere (Charvet, Camps de Luca og Marc Lauwers) og håndskomagere (Anthony Delos og Dimitri Gomez).
Opdigtet navn
“Réginald-Jérôme de Mans” er forøvrigt et opdigtet forfatternavn. Hvem der gemmer sig bagved, ved jeg ikke, bortset fra han er amerikaner, nok i 40’erne, og lejlighedsvis har skrevet online om klassisk herretøj.
Titlen “Swann Songs” henviser naturligvis til hovedpersonen Charles Swann i Marcel Prousts storværk På sporet af den tabte tid.
Du kan købe Swann Songs – Souvenirs of Paris Elegance (oktober, 2021) på Amazon.
Skriv et svar