The Man in the Gray Flannel Suit (Manden i gråt), hedder en amerikansk bog fra 1950’erne. Den er ikke venlig ved det grå flannelssæt, som får rollen som almindelighedens og meningsløshedens dragt. I dag er 1950’erne dog forne tider. Det grå flannelssæt er nu en sjældenhed og – om noget – et tegn på selvstændighed.
I fredags lykkedes det mig at få hele to eksemplarer af grå flannelsjakkesæt i kameraet og tilmed skræddersyede.
Øverst står Daniel i et nydeligt enradet sæt fra en italiensk skrædder. Han har tidligere vist sig på Stiljournalen i en grøn jagtjakke fra Peter Undén.
Nederst kommer Lars gående i et ligeledes velsyet, men stilistisk anderledes og mere rummeligt, flonelssæt fra Steven Hitchcock i London. Bemærk fx vidden af overærmerne og de afrundede skuldre, der er forlænget en smule ud over Lars’ skulderspidser.
Foto: Stiljournalen