
Semi-excentrisk britisk stil
Michael C. G. Iversen, du kender ham. Første gang jeg fotograferede ham til Den velklædte mand (Stiljournalen), poserede han i sportsjakke, fløjlsbukser og engelske lædersko. Michael C. G. Iversen havde også dengang, i 2011, en faible for den britiske udgave af klassisk herretøj, specielt et semi-excentrisk spor, som jo blandt andet Hertugen af Windsor har brolagt.
Skøn boligindretning
Jeg har længe vidst, at hans garderobe også var stærk inden for dragten og fænomenet slåbrok. Han havde blandt andet nævnt et eksemplar, han havde handlet hos New & Lingwood på Jermyn Street i London. For nylig talte vi om, jeg skulle se forbi ham og inspicere varerne.
Det blev en glædelig overraskelse at banke på hos Michael C. G. Iversen. Det viste sig, manden har et ligeså skarpt øje for boligindretning som for tøjgarderobe. Den højloftede lejlighed, som han og fruen deler, har en stærk, engelsk whisky-stemning over sig uden på nogen måde at være belæsset som et klunkehjem. Alt fra vældige loft-til-gulv-gardiner over chesterfield-møblement og blomstertapet til oliebejdsede gulve og orientalske tæpper er etableret med et asketisk, nordisk blik.
Michael C. G. Iversen i slåbrok






Fotografi: Torsten Grunwald