Har du nogensinde tænkt over, hvorfor moden skifter? Bare rolig, det er der rigtigt mange, der gør for dig. Desværre er de ikke altid lige vederkvægende at lytte til. Af uransaglige årsager kommer diverse kloge hoveder med nogle uhyre letbenede forklaringer på, hvorfor nederdelen bliver lang, eller hvorfor vi begynder at gå i sort.
Deres udgangspunkt er det populære, at moden spejler samfundet. Det lyder indlysende og er let at formidle: hårde finansielle tider gør os alvorlige, og vi griber efter det mørke klassiske tøj; maksimaltider betyder løse snit, farver og bling-bling.
Venner, husker ikke I ikke Luhmann og Bourdieu? Moden er ikke en ren refleks af samfundsøkonomien og de politiske spektakler. Moden har sin egen historie og logik, som konstant indvirker på det tøj, som designerne præsenterer, og som vi går i på gaden.
Hvis man vil forstå, hvorfor moden skifter, skal man altså ikke se på aktiekurser, men studere moden over de sidste 5, 10 eller 20 år. For designerne og folk på gaden forholder sig til tøj ved at sammenligne det med andet tøj, fx det de havde på sidste år, og måske det der var mode engang i 1990’erne. De er mentalt i tøjets verden, kort sagt.
Naturligvis påvirker økonomien moden. Den influerer mængden af kapital, der investeres i mode, og selve købekraften. Men økonomiens dårlige humør, giver ikke bare dårligt humør i modens udtryk. Der er nogle langt mere komplicerede årsagskæder i spil.
Et af mine yndlingseksempler er fra mandemoden: i 1930’erne var der smalhals i USA. Det var efter krakket i 1929, og alle mænd burde gå rundt og ligne bedemænd i sorte jakkesæt. Sådan var det bare ikke. 1930’erne var en fest. Farverige tweedjakker, slips og strikketrøjer blev voldsomt populære, og der skete en veritabel casualisering af mandens garderobe.
Omvendt i 1950’erne. Økonomien boomede i USA, men den amerikanske mand elskede det grå flannelsæt så meget, at Sloan Wilson kunne skrive en bestseller, der hed “The Man in the Gray Flannel Suit”.
Hvad sker der lige her? Jeg ved ikke det ikke – det kunne være interessant at dykke ned i, men jeg ved i hvert fald, at moden ikke er en slave af det politisk-økonomiske system. Den har et selvstændigt liv. Er der ikke snart en rigtig modeforsker, der gider at gå ud i pressen og slå dét fast?
Skriv et svar