For kulørte slips
Jeg har 5-6 slips i skuffen, flere år gamle, der stadig ser ud som næsten nye, fordi jeg højest har bundet dem en-to gange. Hvorfor? Fordi jeg ikke kan forlige mig med deres tydelighed, deres klarhed, som ved første øjekast charmerede. Slips må gerne stikke en smule ud, men ikke overdøve andre elementer i påklædningen. Og det oplever jeg, de pågældende slips gør. Jeg tiltrækkes af T.S. Eliots ord om sit slips, der var “rich”, god kvalitet, men stadig “modest”, beskedent, i udtrykket.
For kulørte strømper
Jeg har et par knaldrøde strømper og et par kongeblå i skuffen, der endnu ikke er vaskede. Jeg har et par gange taget dem på for at tage dem af igen nogle minutter senere, fordi jeg fandt, de gjorde for meget opmærksomme på sig selv. Til forskel fra slips er jeg ikke imod, at strømper er livlige. Jeg kan bare ikke selv bære dem. For mig er de blevet et fejlkøb.
Sko der ikke passer
Man skal kunne gå i sko dagen lang, uden at de generer. Ellers ender man med at springe dem over til fordel for dem, der er bekvemme fra morgen til aften. Det har betydet, at jeg har flere sko, der står ubrugte hen. To par er ready to wear, de andre er håndsyede efter mål – fra Kielman i Warszawa. De generer ikke direkte, men de er bare ikke særligt behagelige i sammenligning med mine håndsyede sko fra gamle Januszkiewicz, Klemann og Maftei. Regulære fejlkøb kan de måske knapt kaldes, men en slags lærepenge er de.
Koksgrå jakkesæt
Mine koksgrå jakkesæt kan heller ikke kaldes regulære fejlkøb. Men jeg går ikke meget med dem. Det kan jeg konstatere. Og de findes ikke på min ønskeseddel, som blå og brune habitter og jakker gør. Problemet er rent stilistisk. Koksgråt står ikke godt til min hud og hår. Enhver gnist slukkes. Det oplever jeg. Var jeg sorthåret eller havde mørkebrunt hår, ville situationen være en anden. Så mine deponerede koksgrå habitter skal ikke tjene som en generel advarsel mod dem, men en påmindelse om, at tradition ikke skal overtages ukritisk, men tilpasses til de farver, man selv har.
Stribede skjorter
Jeg har et utal af stribede skjorter hængende i garderoben. Alt for mange. Jeg går jo næsten kun i ensfarvede skjorter, mest lyseblå, derefter flødehvide og en gang i imellem fint blåstribede. De er nemmest med slips. Derudover bruger jeg meget ensfarvede kulørte skjorter – lyserøde, gule, orange, marineblå – som uformelle skjorter med en striktrøje. Jeg tror, de stribede skjorter har sneget sig ind som de overkulørte slips: De fristede ved deres friskhed og kækhed. Men de har afsløret sig som distanceblændere. Det må jeg erkende. Mange stribede skjorter ender som fejlkøb. I mit tilfælde.
Sjovt som dine fem punkter minder om mine egne.
Adskillige slips, der var flotte i sig selv i butikken, men ikke rigtigt sammen med noget
‘Sjove’ friske strømper som i praksis aldrig ser dagslys. Det er altid de mørkegrønne, mørkeblå eller mørkelilla, jeg vælger.
Et par Oxfords med dårlig pasform. Lærte mig ikke at købe Northampton-producenternes billigste grade.
Det grå jakkesæt, som endda faktisk næsten er det, hvor jeg er gladest for pasformen. Men farven driller. Jeg ligner et spøgelse i det habit (mere end i forvejen). Blå jakke med grå bukser er blevet min uniform.
De stribede skjorter. Tager tit en på, fordi ‘nu skal den bruges’. Men den kommer aldrig ud af soveværelset i sidste ende.
Så helt samme liste næsten: Dog med en tilføjelse – for meget og for dyrt italiensk strik der altid, altid går i stykker. Nu gør jeg det ikke igen. Tror jeg.