Med flagrende flipper

“Trods alle forsøg på at animere slipssalget ved reklamefif som håndmalede og selvlysende slips synes det dødsdømt. Det degenerede halstørklæde, som havde udviklet sig som blikfang til at aflede opmærksomheden fra ansigtet, hvis pokerudtryk nødigt skulle gennemskues, har fået et odiøst skær. Det fra et æstetisk synspunkt uheldige i et sådant farverigt og indviklet arrangement umiddelbart under ansigtet er åbenbart.”

Intellektuelle har altid haft det svært med slipset. Broby-Johansen, der her giver det et fur engang i 1960’erne, er ingen undtagelse. Han viderefører egentlig blot en tradition, som kan føres tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, da digteren Byron gjorde oprør mod datidens hvide kravat, og lod flipperne flyve frit.

I slutningen af 1990’erne vandt stilen frem i forretningsverdenen. Vinderne i den nye økonomi var kreative, og de kunne ikke lade sig snøre af et stykke silke om halsen, der – ifølge alle kloge mennesker – fortalte om hierarki og konformitet. Jakkesættet blev, slipset røg.

Nu sidder det oftere og oftere om halsen igen, og tak for det. For eksempel så jeg den ene dag Søren Pind på tv med velbundet slips, og det var påfaldende, hvor dårligt klædt den slipsløse DR2-interviewer så ud i selskab med ham.

Det kan nok lade sig gøre at gå i jakkesæt uden slips og stadig være elegant. Men det er faktisk svært, medmindre man er Lord Byron eller William Somerset Maugham med nedfaldskrave, jf. portrættet her.