Der er håndfuld gode bøger om klassisk herremode, og jeg har altid været særligt begejstret for Bernhard Roetzels En rigtig gentleman. Jeg synes, den er det værk, der bedst formidler det vidunderlige univers, som snurrer om jakkesættet. Billedesiden er suveræn, og selvom man kan være uenig hr. Roetzel her og der, er indholdsdelen også fortræffelig.
Derfor er det med stor fornøjelse, at jeg bringer et solointerview med den tyske stilekspert.
Hvordan ser du forskellen mellem italiensk og engelsk stil?
I Italien har herretøj det formål at få mænd til at se elegante og attraktive ud. I England skal klædedragten få mænd til at ligne aristokrater eller “old money”. Englænderne er ret ligeglade med, hvor sexede de ser ud. De ved, at mange kvinder ikke er særligt tiltrukket mænd, der er meget smukke eller velklædte.
Englænderne vil hellere bære et jakkesæt, der er en smule lurvet, og som de har arvet af deres bedstefar (eller købt i genbrugsen), mens italienerne bare er supersmarte. Italienerne tager deres stil meget alvorligt, og de mangler ofte evnen til at grine ad sig selv. De ser storartede ud, men er ofte en kende kedeligt selskab.
Generelt har italienerne det med at følge en mode mere end englænderne. Jeg husker, dengang Woolrichs parka var ny. Alle i Italien bar den, og den var virkelig som en uniform, og jeg kunne ikke holde synet ud efter et par dage.
Englænderne er mere tøvende med at kopiere nye look. Engelsk stil drejer sig om det klassiske, og det eneste, de tilsætter, er den berømte “twist”.
Hvad vil de sige at klæde sig med stil?
Normalt er stil noget, du erhverver dig mere end fødes med. Derfor bør alle stilfulde mennesker være meget ydmyge, fordi de 99 procent af tiden ikke har opfundet det, de bærer (det inkluderer mig selv).
Stil handler meget om at kopiere og efterligne. Det minder om at lære spille et instrument. Jeg spiller selv guitar og har tilbragt mange år med at prøve at lyde som en anden. Tit vil du begynde at lyde eller se ud som dig selv i det øjeblik, du opdager, at du ikke kommer længere ved at kopiere. Eller når du opdager, at al den tid du bruger på at studere andre, ikke gør dig selv til en mester.
Så at klæde sig med stil, er en blanding af at kopiere og få det bedste ud af sine evner.
Hvad inspirerer din egen måde at klæde dig på?
Da jeg var 21, prøvede jeg at se fuldstændig ud som de englændere, jeg beundrede. Nogle var tv-karakterer som John Steed og Siegfried Farnon. Andre var ofte rigtige mennesker, som jeg havde set på gaden eller i bøger.
Så begyndte jeg at opdage Ivy League-look’et. Senere kom jeg i berøring med italiensk stil, som også påvirkede mig.
Nu prøver jeg ikke længere at ligne en englænder eller amerikaner eller italiener. Jeg er den, jeg er, og behøver ikke at skjule det faktum ved at klæde mig som en Sloane Ranger eller som en, der lever i Napoli.
Stilfulde tyske mænd har svært ved at acceptere, at de trods alt er tyskere, selvom vi spiser pasta hele tiden. Min skrædder er engelsk, mine sko laves stadig i Northampton og mine skjorter hovedsageligt fra Schweiz, for så vidt jeg blander alt mere frit i dag.
På en måde er min stil meget kedelig, fordi jeg bærer det samme i lang tid. Til sommerbrug har jeg båret den samme mundering i 20 år bestående af khakibukser, skjorte, engelsk saddellæderbælte med messingspænde, ruskindssko og en pullover med v-udskæring. Der er ikke noget bedre en khakibukser om sommeren. Selvfølgelig bærer jeg engang imellem pink eller røde eller grønne bukser, men khakifarvede bukser er nu de bedste.
Hvad inspirerer mig? Klæderne, jeg støder på. Og mine egne fornemmelser. Jeg husker, jeg oplevede sidste efterår, at camel er en fantastisk farve, og nu ser jeg den i alle kollektioner.
Hvordan ser du jakkesættets fremtid?
Kun Gud kender fremtiden, men jeg tror ikke, at jakkesættet kan erstattes. Dresscode’en vil sikkert forandre sig, men jeg tror, jakkesættet vil være med os, til vi når verdens ende.
Hvis du ser på en bil fra 1920’erne, så er den smuk, men klart forældet. Jakkesættet, der blev skabt i samme årti, er stadig ungt. Jeg kommer igen til at tænke på guitarer. Se på The Telecaster eller The Les Paul. De er begge de definitive kropsguitarer, men den, der ikke ved det, vil ikke vide, at de begge kom til verden i de tidlige 1950’ere.
Nogle ting kan ikke forbedres. Især hvis form og funktion er i perfekt harmoni.
Foto: Franca Wrage
Rigtigt godt interview af en mand der har lavet en rigtig god bog. Som jeg dog føler er lidt en begynder bog 🙂 (ikke at der er noget i vejen med det)
Tak for at bringe et godt interview.
Jeg kendte ikke manden, men interviewet har imidlertid medført at jeg lige har bestilt et pat af hans engelsksprogede titler fra Amazon (UK
Jeg kendte heller ikke Roetzel, men jeg kaster mig nu ud i hans bog. For et par måneder siden kendte jeg heller ikke Grunwalds Stiljournal (og slips), men hvis bogen – bare nogenlunde – matcher sidstnævnte kendskab, er jeg meget tilfreds.
Kan man i øvrigt få et par tips til Paris? Den i en kommentar omtalte “Posh Schuhe” i Berlin kan anbefales.