Et jakkesæt fra Volkmar Arnulf – Første prøve

Tur til Potsdam igen. Første prøve.

Volkmar Arnulf har udarbejdet et papirmønster, klippet stof og indlæg, og riet jakken sammen. Vi kan i fællesskab justere lommer, revers, fronters overslag, jakkens længde o.s.v. og deres forhold til hinanden. 

Ikke at vi ender med at flytte meget rundt på komponenterne. Men muligheden er der. Det er mest reverset og knapstillingen, vi drøfter. Måske skal reverset være lidt bredere, måske skal det have lidt runding? Skal jeg slankes, skal min tyngde understreges? Skal jakkesættet udstråle en vis gelassenhed, eller hellere kontrol og magt? Der er ingen generel sandhed. Det handler om, hvad vi vil accentuere i mit tilfælde.

Laver vi et lille overslag af jakkens fronter og sætter de to rader knapper foran tæt, arbejder sammenstillingen for et vertikalt og opadstræbende revers. Og omvendt vil et stort overslag og bred knapstilling skabe et mere diagonalt gående revers. 

Det skal ikke misforstås. Vi taler ikke om regler eller geometri, der maskinelt eksekveres. Det er en metodisk tilgang og nogle hypoteser, som prøves af, før vi bestemmer os, og jakkesættet låses fast i søm. Sådan oplever jeg det.

Da seancen er forbi, får jeg øje på en brun flannelsjakke med orange striber på en gine. Den ligner en velsyet toradet jakke med Volkmar Arnulfs vistnok signaturlukning i form af to synlige knapper i stedet for fire eller seks. Men den gemmer på mere. Og her tænker jeg ikke på det orange for, men slidserne der folder sig ud som en harmonika. Dem havde jeg ikke lige set i første omgang. Elegant og endnu et tegn på, at jeg har at gøre med en skrædder, der trods sin alder er både åben og nysgerrig. Han er ikke er af dem, der insisterer på at sætte sin stil igennem, færdig, slut.

Jeg optog en (meget) kort video under mit sidste besøg. Den finder du her:

Læs første indlæg om min tur til Volkmar Arnulf.