Håndrandsyede sko fra Benjamin Klemann i Hamborg – del 1 af 3

Jeg har været på farten igen. Denne gang med sko for øje, sko af den allerbedste art. Jeg har således været i Hamborg hos Benjamin Klemann, Tysklands mest berømte håndskomager. Der har jeg har bestilt et par håndrandsyede sko efter mål.

Klemann, som er udlært i Tyskland hos den ifølge ham selv særdeles krævende Julius Harai, der har ungarske rødder, og i London hos topskomageren John Lobb (St. James’s), tilbyder faktisk kun sko på bestilling. Der er ikke noget ready-to-wear hos ham.

Under sit flerårige ophold i 1980’erne i London arbejdede Benjamin Klemann også for de andre store skomagere derovre, blandt andre Foster & Son og George Cleverley. Erfaring og uddannelse skorter den altså ikke på.

Det er ellers et rigtigt familieforetagende, Benjamin Klemann har. Sønnerne Lennert og Vincent samt fruen Magrit er alle indrullerede i gesjæften. Lennert, den ældste søn, der ligesom faderen har arbejdet nogle år i London (for Cleverley), står sammen med Vincent for grovarbejdet, blandt andet randsyning. Begge sønner er i dag uddannede skomagermestre og begge tog titlen som den bedste unge skomager i Tysland på hver deres årgang, glemmer Benjamin Klemann ikke at fortælle mig. Margrit udskærer og syr overlæderet. Selv tager Benjamin Klemann sig i dag hovedsageligt af bestillinger og at lave de trælæste, som et par sko skal bygges over.

Jeg har i tidens løb drøftet med flere, hvor meget bedre håndrandsyede sko efter mål er end de goodyear-syede sko i standardstørrelser fra fabrik. Jeg vender også spørgsmålet i Den velklædte mand. Sagen er, at det afhænger meget af føddernes form. Passer dine fødder dårligt i de færdiglavede modeller, der er på markedet, er der meget at hente ved at besøge håndskomageren. Er du så heldig at have en rigtig gennemsnitsfod, reduceres gevinsten betragteligt, medmindre du sætter pris på de ekstra gode materialer, som i reglen vil blive brugt til håndsyede sko, og den luksuriøse forarbejdning, som håndskomageren applicerer, foruden muligheden for at vælge særligt læder og helt egen skomodel.

Jeg er selv i den (heldige?) situation, at jeg har alt andet end gennemsnitsfødder. Jeg har noget at vinde ved at besøge håndskomageren. Mødet med Benjamin Klemann bekræftede det endnu engang. Problemet er, forklarede han, kombinationen af en meget bred forfod, meget høj vrist, dyb svang og en meget smal hæl. Geometrisk set giver det en usædvanlig kompakt fod, der står hjemløs i konfektionsstørrelser, som strammer over min forfod og vrist, og lader min hæl rasle bagtil.

Hvilket ikke betyder, at fødderne er nemme servicere hos håndskomageren. Det skulle bestemt være muligt at skabe et par velsiddende sko, kunne jeg forstå på Benjamin Klemann, og tak for det. Men de kompakte fødder gør hård modstand mod idealet om den slanke og elegante sko. Det er med andre ord en større stilistisk udfordring at forvandle mine bondemandsfødder til adelsmandsfødder.

Ellers begyndte Benjamin Klemann med at opmåle mine fødder på papir. Sammenlignet med operationen, jeg kender fra Warszawa, hvor jeg har fået syet mange par sko, fandt jeg Klemanns fremgangsmåde mere omhyggelig. Konkret noterede han flere mål, og desuden bad om et aftryk af foden.

Vi talte i den sammenhæng om fodscanninger, som nogle skomagere er begyndt at benytte. Dem gav han forventeligt ikke meget for. Scanningerne siger selvfølgelig noget om foden, men ikke ordentligt hvordan den er bygget, hvor meget væske der står i den, og hvordan den bevæger sig, informationer, som man kun kan indsamle, hvis man får lov til at mærke foden og se den bevæge sig.

Vi fik også lejlighed til drøfte det berømte russiske rensdyrlæder, som stammer fra det danske skib Caterina von Flensburg, der sank ud for Cornwall 1786. Klemann er en af angiveligt tre firmaer i verden, der har noget på lager, og som laver sko af det. Cleverley i London har mest, fortalte han.

Læderet kom op til overfladen i 1973, da engelske dykkere stødte på Caterina von Flensburg og siden fandt partier med de russiske huder. Prins Charles ejede formelt fundet, men lod klubben administrere salget af det. Og der var efterspørgsel, for læderet var uhyre velbevaret, fordi det havde ligget beskyttet i tykke lag af mudder, og på grund af en nu glemt og langsommelig garvningsproces, som man praktiserede i Rusland dengang.

Jeg havde læst et sted på nettet, hvad man som bekendt skal man passe på med, at det gamle russiske rensdyrlæder har det med at knække. Benjamin Klemann kunne forklare, at problemet kan være små revner i overfladen, men at de mest er af æstetisk art. Læderet er stærkt og vil holde ligeså længe og undgå revner som andet slidstærkt læder, hvis man sørger for at give rigeligt med nærende sværte, faktisk før hver brug. Læderets dramatiske og dybe nuancer er anden usædvanlig egenskab, som man skal have for øje. Nuanceskiftene giver uundgåeligt skoene et flamboyant strejf, hvad der jo kan være attraktivt, men ikke altid bevendt.

Efter samtale, opmåling og valg af læder – mere om det senere – hilste jeg på hustruen Magrit og sønnerne i værkstedet. Lennert, der som nævnt har været i London, fortalte, at det var en lille befrielse at komme tilbage til faderens værksted, fordi der er så meget mere og bedre værktøj der, end han havde til rådighed i London.

Ellers laves skoene på næsten identisk måde. Lennert fortalte, at de bruger en anelse større sting i randsyningen på faderens værksted. Det kan de tillade sig, da de i modsætning til de engelske skomagere har installeret en stykke ingeniørkunst af kompressionsmaskine, der effektivt efterklæber skoene. De er jo tyskere.

Ved siden af de klassiske sko laver de to sønner sneakers og – kunne man kalde dem – smart causal-lædersko. Elegante og gennemarbejdede så de ud, som de stod der på hylden, og hvis jeg skal have et par mere derfra, kunne valget sagtens falde på et par i den genre.

Nu skal der så ventes. Skoprøven, sådan en benytter Klemann, kan først ske i oktober. Og det færdige par først klar til afhentning i december.

Foto: Stiljournalen