Mekaniske ure – køb det rigtige

Taget ved næsen

Jeg har scrollet ure. Det gør jeg en gang imellem, men ikke tit. Ure tænder mig ikke, som tøj gør. Fortælling og brand fylder for meget i min optik. Ure minder om mærketøj. Ure bærer også deres navn tydeligt.

Folk taler godt nok om mekanikken underneden. Men tiltrækning handler allermest om urets historie og status. Jeg oplever, at det er realiteten.

Urindustrien er luret den. De bruger kæmpesummer på reklame og særegne salgsteknikker, hvor folk allernådigst kan komme på en venteliste for at erhverve sig et Rolex eller et Patek Phillippe.

For nogle år siden til en fest sad jeg ved siden af en erfaren urmand. Han fortalte, at et firma som Vacheron Constantin ganger med 20, det vil sige, at et ur, der sælges for 100.000 kr., har kostet 5.000 kr. at fremstille.

Jeg har det svært med en sådan menu af vindsteg og luftfrikadeller. Urindustrien forsøger at bilde omverdenen ind, at deres ur er ih-så-udsøgt og finmekanisk, og så er det bare fabrikata indhyllet i luksuskommunikation.

Det mekaniske urs deroute

For nylig blev jeg meget klogere på, hvordan og hvornår det gik galt. Jeg læste et essay af den engelske iværksætter og investor Paul Graham. Han har en omsiggribende faible for mekaniske ure, og han har analyseret det moderne armbåndsurs historie.

The Brand Age, kalder Paul Graham sit essay.

Mellem 1945 og 1970 konkurrerede de schweiziske urmærker på præcision og urkassens tykkelse, skriver Paul Graham. Det var en kamp mellem ingeniører, der udspillede sig.

Urets design var der ikke meget at rafle om. Uret havde en rund skive, to eller tre visere og eventuelt datovisning medsamt en urrem. Armbåndsuret design havde tilsyneladende fundet sin fuldkomne form.

Til gengæld arbejdede og sloges man på finmekanikken og drev urværkernes raffinement frem år for år.

Regimet krakelerede sidst i 1960’erne. Den kendte historie lyder, at det skyldtes Quartz-uret, der dukkede op i 1969.

Men der er andre to faktorer, der medskabte krisen, skriver Paul Graham. Dels fremstillede japanerne nu ligeså gode finmekaniske ure som schweizerne og til en væsentligt lavere pris, og dels kollapsede det monetære system Bretton-Woods i 1973, så at et schweizerur blev næsten tre gange så dyrt at købe for amerikanerne.

I alle fald var det længere nok at satse på præcision og at minimere urkassens tykkelse.

Rolex havde allerede forstået det, skriver Paul Graham. Sidst i 1950’er havde de opgivet meget af deres forskning i mekanik og deltagelse i ingeniørkonkurrencer. I stedet var urenes design og markedsføring begyndt at fylde mere.

Patek Phillippe havde ikke været helt så forudseende som Rolex, men var hurtige til at omstille sig og kom til at definere essensen af skiftet i den schweizistiske urindustri.

Det skete, da de i 1968 lancerede deres model Golden Ellipse. Som alle andre havde de hidtil fulgt vedtagne normer for et armbåndsurs udseende. Med Golden Ellipse bragte de urets udseende i fokus i stedet for dets ydeevne.

Patek Phillippe havde dermed opfundet konceptet for det mekaniske urs levedygtighed i ikke bare quartz-tiden, men også i den efterfølgende digitale tidsalder. Nu var det ikke længere bare urets indre, der kunne udtrykke og differentiere et urmærke. Designet blev et virkemiddel og et langt vigtigere virkemiddel, fordi urindustrien med designfriheden, skulle det vise sig, langt nemmere kunne skabe ikoniske modeller og kultivere dem salgs- og markedføringsmæssigt.

Ikke alle forstod genialiteten fra Patek Phillippes side. For eksempel fortsatte Omega den gamle ingeniørkonkurrence. De endte med at gå i betalingsstandsning i 1981.

Audemars Piguet fangede den til gengæld. I 1970 bad de den kendte designer Gérald Genta om at designe et ur. Resultatet blev Royal Oak, som de lancerede i 1972. Ikke bare urkassen havde fået sit helt eget udtryk, lænken havde Genta integreret i designet af uret.

Succesen var i de første år ikke overvældende, men en fiasko var uret heller ikke, og mærker som Audemars Piguet og Patek Phillippe fornemmede, de var på rette spor.

Patek Phillippe bad også Gérald Genta om at designe et ur, og i 1976 lancerede Patek Phillippe modellen Nautilus.

Som ingen andre modeller har Nautilus siden kommet til at definere The Brand Age, skriver Paul Graham. Urets karakteristiske design og historie er, hvad der tæller, mekanikken under overfladen spiller en birolle.

De stærkt designede mekaniske ure tiltalte 1980’ernes yuppier. De var dem, der så at sige godkendte konceptet og gav det videre til os i dag.

På godt og ondt, skriver Paul Graham. Det var godt, at den mekaniske urindustri overlevede, men sjælen er væk. Når design, herunder spidsfindige tekniske complications, har taget over fra den basale forbedring af urets mekanik, er der kun dekadencen tilbage.

Paul Grahams løsning er klar: Hvis du vil have et mekanisk ur, find et ur fra det finmekaniske urs guldalder mellem 1945 og 1970. Datidens ure armbåndsure var ærlig kvalitet.

Har han ret?

Siden jeg læste Paul Grahams essay for en måned siden, har jeg tænkt flere gange over det.

En indvending kunne lyde, at design også er kvalitet, ganske vist ikke så håndgribelig som finmekanik, men oplevelsesmæssigt. En stol er heller ikke bare en stol, man skal sidde bekvemt i. Designet har betydning for den stemning i et rum, som en stol skaber. Tøj er ikke bare tøj, der skal varme kroppen og kommunikere socialt. Der er også skønhed og forførelse på spil, fordi vi som mennesker har behov for den slags også. Problemet opstår først, hvis design på postmoderne vis får sit eget liv mere end mindre løsrevet fra funktionen.

Og det er så det, der er sket for nutidens mekaniske ure. Paul Graham har en pointe. Der lander jeg alligevel.

Paul Grahams favoritter

Ud for en betragtning om “mest mekanisk ur for pengene” anbefaler Paul Graham ure fra 1940’erne, 1950’erne og især 1960’erne fra firmaer som IWC, Omega og Longines. Dengang nåede den schweiziske urindustri topmålet af urværker ifølge ham.

Jeg er ikke urekspert og vil ikke disputere hans konkrete anbefalinger, men kan man følge hans essays pointer, bliver hans specifikke anbefalinger selvsagt interessante.

Et sted som Chrono24 er et godt sted at lede efter guldalderurene.