Vi har været forbi det før, personlig stil. Nogle er født med den. Nogle ønsker den ikke, vil bare passe ind. Andre udvikler en personlig stil lidt efter lidt, idet de lærer en tøjgenre rigtigt godt at kende, fx klassisk tøj. Så begynder der at dukke små egensindige indfald op, ideer, som man prøver af. Det kan være usædvanlige farver, mønstre eller tilbehør, man ligesom tester, hvorved det personlige strejf begynder at træde frem.
Jeg ser den modne japanske mand ovenfor som et eksempel på sidstnævnte fænomen. Han har fat den grundlæggende figur af jakke, slips og skjorte, som han derpå broderer over. Han er tydeligvis særdeles trænet og omhyggelig. Kraven med de lange præcist skårne flipper er fortællende i den henseende, og det er svært heller ikke at mistænke ham for, at han har tænkt over forbindelsen mellem sine sneakers‘ hvide sålkant og den flødehvide jakke og hvide skjorte overfor.
Vi kan også roligt regne med, at det noget lange slips er helt bevidst. Brug af en sådan begynderfejl er en del af pointen, et forsøg på ikke at se alt for reguleret og perfekt ud, for det er med til at trække fra, når et stiludtryk i sidste ende skal overbevise.
Den glade og skæggede italiener leverer også personlig stil. På den ene side kan det være fristende at affeje ham og sige, han spiller op for kameraet, som så mange gør på Pitti Uomo-messen i Firenze, hvor fotoene er fra. På den anden siden kører han stilen stramt og minimalistisk i solaro-sæt og flipløs hvid skjorte. Han er givet en mand, der gennem erfaring, ikke bare ved fikse ideer, træffer personlige valg.
OK, hytteskoenes røde farvenuance er meget rødlig og er svær at fordøje. En anelse mørkere nuance til mig, tak.
Og et foto af Luca Rubinacci til sidst. Han behøver ingen introduktion her på sitet. Han er både blevet rost og dadlet i disse rammer. Personlig stil er det, han viser, men iblandet, uha, modetrick, som fx armbåndene.
Skriv et svar