Kunstner i elegant tøj
Der var engang, da en kunstner gik op i sin påklædning. Frihedstrangen, som nødvendigvis må være stærk i en kunstner, førte ikke til ligegyldighed i tøjet for at provokere borgermandens regimente. I stedet tilførte kunstneren sin tøjstil flamboyante elementer her og der. Hatten havde lidt større skygge end normalt. Halskluden blev bundet lidt mere nonchalant og flagrende. Fløjl og farver blev omfavnet.
Kunstner i laser og pjalter
På et tidspunkt var det ikke længere tilstrækkeligt for en kunstner at bruge borgerskabets tøj på en anden måde. Han var ikke nok fri i den model. Borgerskabets tøj, først og fremmest jakkesættet, skulle nu helt fornægtes. Eller hvis kunstneren tog jakkesættet på, skulle det være en tarvelig, nedslidt omgang.
Kunstnerens kamp var således nået til opgør med det skønne, fordi det skønne også havde afsløret sig som værende en del af borgerskabets orden. For at udvide friheden, for at nå en dybere autenticitet, måtte kunstneren skifte til laser og pjalter.
Sådan kan man en smule karikeret opsummere den udøvende kunstners forhold til påklædning de sidste 200 år.
Modstandslommer
Til alt held har kunstnere med mellemrum gjort modstand. Frihedstrangen er så omfattende i disse mennesker, at den også bliver rettet mod kollegaen. Forlader kunstnere flest den skønne påklædning, vil nogle kunstnere uvægerligt holde fast i den. De vil ikke slås i hartkorn.
Portrætmaler Jonas Barlyng
Eller de identificerer sig bare med den gamle udøvende kunstner som landskabsmaleren og portrætmaleren og holder fast i forbindelsen gennem tøjet også. Jeg tror, jeg kan tillade mig at sige, at Jonas Barlyng tilhører denne lille gruppe af kunstnere.
Jonas Barlyng er portrætmaler. Du har tidligere mødt ham. Jakkesættet, det er ham. Som studentersanger begår han sig også i kjole og hvidt.
“Man må ikke være pjanket og pyntesyg,” siger Jonas Barlyng om sin sartoriale tilgang.
Nok skal der være sofistikation i det. Jonas Barlyng foretrækker skræddersyede jakkesæt. Men han har, som redaktøren, en vis ængstelse for, at kærligheden til den traditionelle engelske klædedragt ender i et kostumebal.
Peter Undén har syet Jonas Barlyngs dobbeltradede jakkesæt i fresco. Jonas Barlyngs randsyede oxford-sko er fra Carlos Santos. Skjorten er fra Troelstrup. Slips fra Drake’s og strømper fra Pantherella, begge dele købt hos Garodkin på Frederiksberg.
Foto: Torsten Grunwald
En meget velklædt kunstner MEN INGEN OPSLAG på buksen ?!
Barlyng er ikke til opslag, da de optisk kan reducere benlængde og højde, siger han. Det kan der evt. være noget om.
Med mit kendskab til de studerende ved Kunstakademiets Billedkunstskoler, og såmænd også de nyudklækkede kunstnere, er økonomien ikke ligefrem til en skræddersyet garderobe.
Det samme kan formentlig siges om hovedparten af studerende & nyuddannede på alle uddannelser. Men derfor behøver man jo ikke ligefrem ligne en bums.
Nydeligt antræk, Man kan jo dårligt andet end at blive lidt misundelige på det jakkesæt. Jeg ville dog nok have valgt nogle strømper i en farve, der lå længere fra buksernes. Bør man ikke generelt forsøge at undgå match mellem bukser og strømper, eller er det mere sko og strømper?
Der er lidt forskellige traditioner med strømperne. De fleste i Vogternes Råd vil sige, at det falder mest elegant ud, hvis strømperne ikke matcher skoene, men i stedet spiller med bukser eller evt. skjorte, slips eller lommetørklæde. Der er dog også dem, der mener, at strømper godt kan matche skoene. Historisk er der mange, der fast har brugt fx sorte sko og sorte strømper med deres blå eller grå habit.
Torsten skrev:”De fleste i Vogternes Råd vil sige, at…”
🙂
Sættet klæder herren godt. Olivenfarvede strømper havde været en anden mulighed, men ovenstående er lidt mere udsøgte. De har en interessant vævning hhv. et mønster og ser en anelse mørkere ud end habitstoffet.