Dårlig komfort
Det nytter ikke at nægte det. Komfort er én af de stærkeste kræfter i udviklingen af tøj. Producenterne arbejder hele tid med, hvordan deres beklædning kan blive “convenient”, herunder ikke mindst komfortabelt.
Man ser udviklingen i valg af tekstiler. I dag vælter tøjbranchen sig i strik, stretch og lycra. Selv beklædningsdele, som tidligere var naturgiven konfektion, for eksempel sportsjakker, jeans og chinos, har branchen taget under behandling og forvandlet til semielastisk tøj, til trikotage.
Også blandt dem, der fastholder gamle principper, bløder man bogstaveligt talt op. Det konstaterer man i deres uendelige mængde af “unconstructed” (eller “deconstructed”, som jeg engang læste!) sports- og habitjakker, som de har pelset for indlæg, så yderstoffet kun understøttes af en vlieseline tynd som bagepapir.
Jeg. Kan. Ikke. Lide. Det.
Hvorfor?
Elastisk tøj, hvad enten det er strik, stretch og lycra, holder ikke så længe som traditionelt vævede tekstiler. Derudover ser jeg udviklingen som en kompensation. Man magter ikke at skabe komfort i tøjet med god tilskæring, og møder derfor kundernes forventninger om god pasform med tekstiler, der elastisk tilpasser sig.
God komfort
Når jeg er har lutret mig, er det også på sin plads at omfavne det, der skal omfavnes. Elastisk tøj har sin funktion. Lycra-shortsene, når man sidder på racercyklen, er der faktisk fornuft i.
Og når det gælder T-shirts, sweatshirts og joggingbukser, må de naturligvis fremstilles af fleksibel bomuldsstrik. Ellers findes de ikke ikke, ligeså så lidt som en habitjakke findes, hvis den ikke har et afstivende indlæg.
Det, det bare gælder om, er at finde den veldesignede bomuldsstrik af gode fibre. For der er forskel. Det er der faktisk.
Jeg har selv et øje til nedenstående to mærker.
Merz b. Schwanen og Sunspel
God artikel. Mit største problem med “stretch” er det klør af helv.. til . Jeg får også udslæt, så komfort er der ikke meget af mine øjne.
Hvornår er det så lige, at man skal gå med bemeldte tøj? Jeg ser ingen stil over det, og man kan sagtens være pænt klædt på, selvom det skal være afslappet og komfortabelt. Hvis tøjet ikke er rart at have på, så vil jeg vove at påstå, at det er fordi det ikke sidder ordentligt.
Nuvel lycrashorts giver mening, hvis man skal cykle 40 km, men hvis man skal i haven og klippe grene eller grave køkkenhaven igennem behøver man bestemt ikke joggingbukser. Jeg selv ifører mig med største selvfølgelighed min haveuniform; en udtjent skjorte og ditto vest med et haveslips til! Jeg finder det konfortabelt og praktisk – lommerne i vesten kan bruges til alt muligt når man skal være handy 🙂
“Haveslips”, det er hermed i mit vokabularium 🙂
Det er klart en reaktion fra et tøjmarked der reagerer på at vi allesammen arbejder hjemme.
Selv om jeg tossenaivt troligt stryger skjorten om morgenen, og endda ofte formaster mig til at tage et slips på, inden jeg sætter mig ind i det lille værelse jeg har indrettet som kontor, må jeg erkende at jeg føler mig en smule dum.
For dagen starter og slutter ofte inden for de samme vægge, og computerens kamera benyttes sjældent under dagens onlinemøder, så hvad er fidusen egentlig med at have andet end det mest komfortable tøj på?
Her er jeg ganske sikker på at de fleste egentlig bare tager skjorten på hvis mødet er vigtigt, og modparten forventer det. Benklæderne er nok af den komfortable type, givetvis shorts herover sommeren.
For de fleste, der som jeg ikke har vigtige møder hvor dresscoden er stram, bliver skjorten nok i skabet, og det er det, modebranchen forsøger at kapitalisere på, er jeg sikker på.
Jeg havde et online møde, hvor en mand iført skjorte pludseligt rendte rundt i underbukser til alle de tilstedeværendes store overraskelse og “fornøjelse”. Stemningen blev løftet, men det er altså en uskik at sidde i joggingbukser til møder – også selvom folk ikke kan se det. Jeg ville heller ikke kunne tale i telefon nøgen!