Klædt på til lejligheden

Klædt på til lejligheden eller ej

En vellykket påklædning kan med lidt velvilje reduceres til at være klædt til lejligheden, det vil sige at opfylde, hvad et møde af en art med andre mennersker normmæssigt fordrer af påklædning og tilbehør.

Sådan var det engang da. Nu om stunder er der en tendens til, som jeg beretter om i Stil består, at en personlig uniform benyttes på tværs af gøremål. Man bærer det samme tøj på arbejde, som man bærer, når man skal i byen eller til en barnedåb.

“I adskillige år kunne man være sikker på, at Bille August var iført cowboybukser, lyseblå skjorte, sorte sko og blazer, når man mødte ham. Han behøvede bare at udskifte skjorterne, når han fløj fra sted til sted i sin afslappede, internationale livsstil. Kun når han modtog Palmer eller Oscarstatuetten blev cowboybukserne nødtvungent udskiftet med en smoking,” som jeg læser i en portrætbog om filminstruktøren Bille August.

Mange af Den velklædte mands læsere giver sig dog ikke så let. Det ved jeg. De holder fast i, man bør være klædt til lejligheden.

Og i den forbindelse kan man komme på arbejde. For hvad hulen kræves der af påklædning og tilbehør til en given situation?

Som en anden guldgraver må man en gang imellem filtrere jord og sand igen og igen, før det helt rigtige tøj tindrer klart frem.

Kunsten at afkode en lejlighed

Jan Guillou har på udmærket vis indfanget, hvor svært det kan være at blive klædt korrekt til lejligheden, og hvor meget gefühl der kan kræves, hvis man går op i det:

“Spørgsmålet var, om han skulle tage den tyske uniform på til frokosten eller et hvidt jakkesæt af hørlærred. Det var ikke lige til at vide.

På den ene side var det søndag, hviledagen. Og han var ikke i tjeneste, men i byen pa ti dages Urlaub. Det talte for civil paklædning.

På den anden side holdt hr. overjernbanedirektøren særdeles strengt pa formerne og var lige så pedantisk pertentlig med alt andet som med sit store, røde overskæg, hvor ikke et hår lå forkert. Mon han nogensinde lagde uniformen?

Jo, han var kristen, stærkt kristen, så på hviledagen gjorde han. Ergo valgte Oscar det hvide jakkesæt og et sort slips, og hans lettelse var enorm, da han på slaget et indfandt sig i klubhusets førsteklasses restaurant og konstaterede, at overjernbanedirektør Dorffnagel var klædt nøjagtig ligesom han selv,” skriver Jan Guillou i sin bog Brobyggerne fra 2011.