
Gordon Gekko i T-shirt
“Hvis jeg i dag skulle stå for tøj til en Master of The Universe, ville han få T-shirt, joggingbukser og sneakers på. Han ville ligne Mark Zuckerberg,” siger Alan Flusser.
Da han i midten af 1980’erne klædte Michael Douglas på til rollen som finansuhyret Gordon Gekko i filmen Wall Street, var stilen en ganske anden. Alan Flusser byggede en mægtig, skruppelløs mand ved hjælp af skræddersyede jakkesæt, skjorter med kontrastflip, seler, cigar og fine lædersko.
Gordon Gekkos fuck you-jakkesæt, som Alan Flusser skabte, var om noget et stilistisk udtryk, der var med til at kanonisere begrebet “power suit” i 1980’erne.

I 2021 er verden vendt om. Magten har dresset ned.
“Jakkesættet er blevet en kuriøsitet. Dem, der bruger det, bruger det til gengæld omhyggeligt og man kan mene, det aldrig været brugt bedre,” siger Alan Flusser.
Den evige jagt på komfort rummer en stor del af forklaringen på skiftet fra klassisk jakkesæt til hyperblødt tøj.
“Pandemien har kun acceleret udviklingen,” siger Alan Flusser.
“Til november vil det være to år siden, jeg sidst var i jakkesæt, skjorte og slips. Det var i forbindelse med receptionen af min bog om Ralph,” fortsætter Alan Flusser.
Uomgængelige bøger om klassisk herremode
Når Alan Flusser siger “Ralph”, er det Ralph Lauren, han tænker på. Ham har han kendt i mange år. I november 2019 udgav han en kolossal illustreret biografi om Ralph Lauren, “In His Own Fashion”, som han havde arbejdet med i 12 år.
Skriveriet har altid været en vigtig del af Alan Flussers virke. Han har udgivet tre uomgængelige bøger om klassisk herremode: Clothes and The Man (1985), Style and The Man (1996) og – allervigtigst – Dressing The Man (2002).
Tøjets mekanik
Til forskel fra G. Bruce Boyer og Bernhard Roetzel, hans to kolleger på Olympen, tager Alan Flusser også livtag med praktikken i at klæde sig med stil, “tøjets mekanik”, som han selv kalder den.
Tøjets mekanik er så klart mere krævende at formidle end indholdet af den klassiske garderobe, skal jeg hilse og sige. Jeg ved det fra arbejdet med min egen bog, Stil består, hvor jeg forsøger at tage handsken op fra Alan Flusser og sætte ord og billeder på de virkemidler, som den velklædte mand benytter sig af.
Apropos virkemidler sætter Alan Flusser tøjets snit over alt, i al fald inden for klassisk påklædning.
“De gode proportioner i tøjet er 75 pct. af den gode tøjstil. Den hviler ikke på kvaliteter, farver, designdetaljer, men snit. Tænk på smokingen. Hvem ser ikke godt ud i en velsiddende smoking? Og den er kun i sort og hvid,” siger Alan Flusser.
Farvebrug er dog slet ikke uvæsentligt for Flusser.
“Kvinder er meget bedre. De tager en skjorte på og ser i spejlet, hvordan farven står til deres lød.”
Han mener også, at farvebrug er blevet mere krævende.
“Nu om stunder bliver jakkesættet oftere brudt op i selvstændig jakke og bukser. Man dresser ned, men det bliver faktisk mere komplekst for den enkelte, fordi antallet af kombinationer forøges. Det hjælper ikke, at der er så få kendte forbilleder i dag. Du finder ingen Hollywood-stjerner som tidligere, du kan efterligne. De har en personlig assistent i dag og ved ikke noget om tøj selv,” siger den 76-årige herremodeekspert.
Tradition skal formes til den enkelte
For Flusser skal al påklædning stå til regnskab over den enkeltes statur og farver. Tøjets traditioner fylder meget hos ham, men de må bøjes, så de får den enkelte mand til at se bedst muligt ud.
Det handler om at matche skjortekraven til ansigtet, jakkereversets bredde til skulderbredden, jakkelængden til længdeforholdet mellem ben og overkrop, vælge tøjfarver, der spiller sammen med hårfarven med videre. Det er afgørende, at man selv prøver muligheder af.
“Du skal turde at begå skæverter. Den måde lærer du på. Det er det, Hollowood-stjener og celebrities ikke udsættes for i dag, fordi personlige assistenter opvarter dem. Det var anderledes med Fred Astaire, Cary Grant og den generation. De var meget mere involveret i deres eget tøj,” siger Alan Flusser.
Han maner også til tålmodighed.
“Hvis jeg gav en 25-årig mand 25.000 dollars til at købe tøj for, ville han være nødt til at smide det meste ud, inden var han fyldt 35. Hvis jeg så gav den 35-årig og nu mere erfarne mand 25.000 nye dollars til beklædning, ville han kunne beholde meget af den resten af sine dage,” siger Flusser.
Bryder reglerne
Til forskel fra G. Bruce Boyer og Bernhard Roetzel, der repræsenterer tøjstilen i deres bøger, klæder Flusser sig både mere flamboyant, casual og komplekst end den tøjstil, han mestendels fortæller om i sine bøger.
Det bringer os til aspektet “at bryde reglerne”. For Alan Flusser handler hin svære kunst om at blande forskellige tøjgenrer med flair.

“Alle store tøjstilister er miksere. De ved, hvordan man sammensætter tøj fra forskellige verdener. Derved kommer kommer de videre end en traditionel påklædning. Det er også en af måderne, som de personaliserer deres stil på. Det kan være en almindelig T-shirt sat sammen med en fin jakke og et silkekashmirtørklæde, bare for at give et eksempel,” siger Flusser.
Butikken Alan Flusser
Alan Flusser, der er født i 1945, solgte sin herretøjsforretning pr. årsskiftet 2020/21 til Jonathan Sigmon, som havde været hans højre hånd i butikken i flere år. Flusser har således sideløbende med sit virke som skribent og stilrådgiver haft sin egen butik med førsteklasses herretøj, både ready-to-wear, made-to-measure og skrædderi. Der har han hjulpet mange personligheder, for eksempel superlobbyisten Roger Stone, der for nylig var i vælten, med at skabe sig en tøjstil.
Den særlige sensibiltet
De fleste kan lære at klæde sig godt. Det er endda ikke særligt svært ifølge Flusser, hvis man blot fastholder interessen over tid.
Det er dog ganske få, når det kommer til stykket, der har en virkelig veludviklet sensibiltet for tøj, forstår jeg på ham.
“Hvis jeg ser en gang imellem ser en på gaden, der virkelig kan klæde sig, må jeg hen og tale ham. “Hvordan har du lært det?” spørger jeg. Det viser sig, han som regel har udviklet meget selv, og så har han haft en person, han har lært af,” siger Alan Flusser.


Ved du hvor de omhandlede bøger:
“Skriveriet har altid været en vigtig del af Alan Flussers virke. Han har udgivet tre uomgængelige bøger om klassisk herremode: Clothes and The Man (1985), Style and The Man (1996) og – allervigtigst – Dressing The Man (2002).”
Kan købes?
Hej Peter. Saxo og Amazon har dem, altså online. Jeg tror ikke, alm. boghandlere har dem på lager.
Dbh. Torsten
Da slapt at han også er røget i Corona-fælden og ikke har haft jakkesæt på i to år …. Hmmmm !
Ikke uenig, jeg forsøgte at overbevise ham om, at et klassisk Savile Row-jakkesæt kunne være en fornøjelse, men han mente ikke, det var komfortabelt nok