
Profetiske ord
“Du skal aldrig mere bestille andet end dobbeltradede jakker. Du er som skabt til dem,” sagde skjortemageren til mig.
Vi stod ved skrædderen, og jeg var til tredje prøve, den sidste prøve af et dobbeltradet jakkesæt.
Jeg fulgte ikke hans opfordring.
Men jeg har ikke glemt, hvad han sagde, og stille og roligt har jeg besindet mig på hans ord:
“Han havde ret. Jeg skal fra nu af kun bestille dobbeltradede jakker og jakkesæt!”
Det vigtigste
Jeg er dog ikke enig i, at toradede jakker kun er for bestemte staturer – de høje, som man eventuelt kan udlede af hans ord.
Humphrey Bogart på 173 cm så brandgodt ud i sine dobbeltradede jakker.
Jeg mener heller ikke, toradede jakker er forbudte for mænd med pondus, mave.
Men det er klart, at snittet må være godt.
Faktisk handler det meste om snittet.
Sidder jakken godt, harmonisk på den figur, man nu udgør, bliver designet sekundært, ikke så vigtigt igen, ligeså tekstilet. Man vil se godt ud ligegyldig hvad.
En dobbeltradet jakkes psykologi
Men man har også et temperament, det har man. Noget tøj hviler man bedre i end andet, alt efter hvordan man mentalt er skruet sammen.
I den sammenhæng kan man lege med en gammel freudiansk vinkel, der går på at ville vise eller at ville skjule, “display or modesty”, som den berømte engelske dragthistoriker James Laver anvender begrebsparret i en af sine bøger.
En dobbeltradet jakke tildækker mere end en enkeltradet jakke. Det ligger helt konkret i designet med overslaget af stof foran. Og det ligger konkret i, at vi – langt de fleste af os – ofte lader en enradet jakke stå åben.
En dobbeltradet jakke, derimod, forbliver lukket og beskytter og bevarer en aura af mystik om sig.
Kort sagt:
En enkeltradet jakke er display.
En dobbeltradet jakke er modesty.
Og jo ældre jeg bliver, jo mere kommer jeg overens med, at jeg temperamentsmæssigt kan lide skjulet, og desto mere hælder jeg mod dobbeltradede jakker.
Det må være konklusionen.
Ifølge Freud.

Jeg må give skjortemageren ret i at du er som skabt til dobbeltradet. Jeg selv deler højde med Bogart (præcis 173 cm), og går sjældent i dobbeltradet. For mig er der også noget praktisk over den enkeltradede jakke, da den ser elegant ud åben. Jeg kender godt de satorialister som også går i dobbeltradet om sommeren, men selv jeg må åbne min enkeltradede fresco jakke i 30 graders varme. Hvordan forholder du dig til den dobbeltradede jakke og sommervejr?
Hej Thomas. Sommer og dobbeltradet jakke er en varm kombination. Jeg ville selv gøre en dobbeltradet hørjakke, jeg har, om til enkenltradet, hvis jeg kunne. Men kan kompensere lidt med en uforet model og et relativt løst snit, men en enkeltradet er at foretrække. Det er også min konklusion.