På grænsen til dårlig smag
Der er dårlig smag over at lave et remake, en mangel på fantasi, ligesom hvis Hollywood genindspiller en film. De visuelle figurer i vores kollektive bevidsthed skal ikke bare genbruges, men også fornys. Det må vi forlange, hvis man har ambition om at skabe stil, for eksempel med tøj.
I dette tilfælde synes jeg dog, at gentagelsen fungerer ok, fordi jeg ikke har set nogen gøre det før, og kun de få er bekendte med forlægget – Hertugen af Windsors formidable brug af en hørhabit på Bahamas, hvor Churchill havde installeret ham som guvernør unden Anden Verdenskrig, så han ikke kom til at lave politisk ballade, hvad han havde en tendens til. Desuden gentager jeg ikke Hertugens tøjstil en-til-en. Min hørhabit er knækket i nuancen, ecruhvid, Hertugens er kridhvid og dobbeltradet. Hans slips er derudover rødhvidt i shepherd’s check og klarere i farven. Skoene er heller ikke de samme.
Men der er ingen tvivl, trods alt, jeg efterligner Hertugen med de remedier, jeg nu har til rådighed.
Workwear-skjorte
Det, jeg godt kan lide ved Hertugens kombination, er dels det moderne, dels harmonien. Den lyse hørhabit bliver, før man ved af det, et altmodisch påklædningsmæssigt værktøj, hvis man følger bogen. Hertugens sartoriale mestergreb – og vi skal huske, vi er i begyndelsen af 1940’erne – er, at han benytter et stykke workwear, som datidens lyseblå chambray-skjorte var, med jakkesættet. Dertil vælger han et mønstret rødt slips. De to primære farver i de anvendte valører balancerer hinanden intenst og præcist. Lommetørklædet er blåligt som skjorten og mønstret som slipset og understøtter derved harmonien. Jakkesættet udgør en hvid ramme.
Hertugen og Wallis har tydeligt koordineret deres tøj, næsten for påfaldende, men også humoristisk. De er så godt hjemme i påklædningskunsten, at de tør lege, også med det, man ikke må, for eksempel tydeligt at matche sin påklædning indbyrdes.
Tøjstilens enkelte dele
Jakkesættet, jeg har på, er skræddersyet, skjorten med Lapidus-manchetter ligeså, og mine cognacfarvede toe caps er håndsyede. Slipset af løs tussah-silke er efter mål fra egen butik.
Sjov remake – jeg opdagede faktisk først ikke, at det var hertugen på 2. Billede.
Hvordan undgår du “pyjamaslooket” i bukserne? “Leinen knittert edel”, som min svigermor siger, men de står jo (tæt på) knivskarpe.
Mvh Carsten
En vis vægt og hårdtspundne garnstrenge er nødvendige, hvis man vil undgå pyjamslook’et – og i tillæg må man mentalt acceptere, at hørlærred finder sine egne, lidt afvigende veje, ædelt og nobelt, som det er, jf. svigermor