Eksempler på luvtekstiler
Mange føler sig tryggest ved tekstiler, der ikke har luv. Freudiansk set – hvis det blik given nogen mening – handler det om kontrol. Luv gør teksturen blød og får den til at changere. Luv gør beklædning løssluppen. Man mister kontrollen.
Velour er arkeeksemplet. Det er tilmed nervøst i vævningen.
Luv kommer dog tilsyne i tøj på temmelig forskellig vis. Nogle gange tænker man måske slet ikke over det.
Den riflede fløjl tilhører for eksempel kategorien. Ruskind gør også, om end vi er ovre i skind, ikke regulære tekstiler.
Melton til jakker og frakker, molskind til bukser og viyella og “brushed cotton” til skjorter er også luv’ede.
Og så er der flannel og visse typer af tweed som Shetlandstweed og Harris Tweed. De har også en blød, lodden overflade, fordi fibre får lov til at stikke ud af selve vævningen.
Med hensyn til flannel er der forskel på kardegarner (woollens) og kamgarner (worsteds). De sidste har en overfladisk luv, frembragt under efterbehandling. Den har det med at blive slidt væk med tiden. Kamgarnsflannel holder dog formen bedre end kardegarnsflannel, der kan være svære at lægge en pressefold i.
Til den uformelle vintergarderobe
I gamle dage havde man ikke problemer med at benytte flannel, Shetlandstweed med mere i sommermåneder. Man talte om “summer flannels” og “summer tweeds”. Den lunende luv lunede ikke mere, end at man stadig fandt behag i tekstilerne.
Stilistisk var luvtekstiler “un-dress”, det vil sige til uformel påklædning.
Flannelsbukser eksempelvis begyndte da også på cricket- og tennisbanen, før de blev populære i 1920’erne i dagligdagens og specielt weekendens garderobe.
I dag er verden en anden. Luvtekstiler tilhører vinterhalvåret, og trækker man i Shetlandstweed, viyellaskjorte og flannelbukser, vil man være pænt (og lidt rustikt) klædt på.
Kombinationer
Luvtekstiler – som Shetlandstweed og flannelsbukser – finder problemfrit hinanden. Men man kan sagtens kombinere med glatte, tætklippede tekstiler. For eksempel matcher en blå hopsack-blazer glimrende med flannelbukser, hvis de vægtmæssigt er i nogenlunde samme klasse.
Jeg oplever mest kontroltab omkring luv når det gælder bukser som jernbanefløjl og molskind. Jeg havde flaskegrønne fløjlsbukser der changerede meget efter lysforholdene, så jeg kunne blive usikker på min påklædning. De i forvejen rustikke molskindsbukser kunne danne ekstra fnuller og sommetider følt mig totalt forkert klædt på i disse overfor tjekkede kvinder.
Jeg er modsat artiklen omkring kardegarnsflannel og ruskind. De to materialer slår mig som pålidelige og noget jeg altid kan regne med at se godt ud i. Mellemgrå flannelsbukser fungerer stilsikkert på mit kontor. Mine mørkebrune ruskindssko med flere år på bagen er uden gangfolder og synlige skrammer. I kontrast, da jeg for nyligt skulle prøve en dyr Church’s loafers i glat læder, blev jeg nervøs mht. returen, for modsat ruskindsudgaven, kom der omgående permanente rynker i læderet.
Efter genlæsning trækker jeg i land med: “Jeg er modsat artiklen omkring..”, da jeg blot ønsker at nuancere det Freudianske syn lidt.