
Slipsets farve
Marineblå slips er de nemmeste slips.
Sørg for, at en kulør i et flerfarvet slips matcher skjorten.
Var dig for røde slips.
Hold dig i det hele taget til tavse slips.

En butterfly giver et præg af optimisme og ungdom.
Kai Berg Madsen og Victor Skaarups Klæder skaber manden (1935) har mange fine anvisninger, der stadig gælder inden for klassisk herretøj, blandt andet når det kommer til slips, herunder farven.
Den rette farve er den rette farvenuance
Marineblå og mellemblå slips ER lettest til en klassisk blå eller grå habit med hvid eller lyseblå skjorte.
I og med slips har en naturlig glans og mætning som følge af silkens egenskaber skal man også passe på med at lade sig friste af spraglede, kulørte slips, medmindre man vil levere et statement. Et slips er så umiddelbart effektfuldt i en samlet påklædning, at man må forsøge at tæmme det. Det tavse slips er et godt slips.
Slips kan komme i mange kulører, men tænk over farvenuancen – at den er afdæmpet: Et slips i brændt orange er langt mere brugbart end et appelsinorange slips. Et flaskegrønt slips mere bevendt end et græsgrønt slips. En vinrødt slips nemmere et et postkasserødt slips.
Og, nej, en sløjfe behøver ikke at signalere distræt professor. Den kan også udtrykke ungdom og optimisme.
Slipset farve – en nøgle til velklædthed
Selve tekstsafsnittet fra Klæder skaber manden:
“Slips er et meget vanskeligt Emne. Størstedelen af de Forsyndelser, der begaaes mod Velklædtheden, skyldes Slipsene! Det er selvsagt umuligt at give en Anvisning paa, hvilke Slips man bør købe og hvilke man bør holde sig langt borte fra. Der er i Tusindvis af Mønstre og Farvesammensætninger. Det mest brugte er det lange Bindeslips (paa dette Omraade tiltrænges forøvrigt i højeste Grad en Fornyelse, idet den nuværende Form for Slips er saa upraktisk som vel mulig der slides daglig paa omtrent det samme lille Sted, nemlig hvor Knuden knyttes, mens hele den øvrige Del af Slipset er saa godt som ubrugt, naar det maa kasseres); gaar man med flerfarvet Slips til kulørt Skjorte, maa man sørge for, at Slipsets Grundtone passer til Skjortens. Lyse Slips er upraktiske, da de hurtigt bliver snavset til omkring Knuden. Der er ingen Tvivl om, at mørkeblaa Slips er de mest praktiske og mest anvendelige, idet de kan bæres til snart sagt alle Farver Tøj. Helt sorte Silkeslips ser godt ud til meget lyst Tøj (bruges meget af Amerikanerne), men virker kedeligt til mørkt Tøj.
Butterfly eller Sløjfe ses forholdsvis sjældent til daglig Tøj, men er løvrigt at anbefale hvis man kan binde det ordentligt! (En fast bundet Butterfly er „Snyderi” og Brud mod god Tone, selv om det sjældent opdages!). Prøv at tage en Butterfly paa — og De vil se, det giver Dem Præg af Optimisme og Ungdom.
Man maa aldrig gaa med samme Slips to Dage i Træk. Sæt om Aftenen en dertil indrettet Metalform op i Slipset, saa Krøllerne udglattes, og lad Formen sidde i, til den skal benyttes til et andet Slips. Paa den Maade forlænges Slipsets Levetid til det tre-firedobbelte. Man kan faa elektriske Slipspressere, der er dyre, og elastiske do., der ikke er saa dyre, men let sprænger Slipset eller i hvert Fald ødelægger dets Facon ved den stadige Pressen udefter. Bedst og billigst er den ovenfor omtalte Metalform.
Slips har ikke godt af at vaskes. Indlægget krymper og Slipsformen ødelægges. Naar man stryger Slips, skal der ligge et tykt Klæde mellem Strygejernet og Slipset, der skal vædes paa de krøllede Steder. Presser man for haardt, bliver Slipset blankt. Saa at sige alle Farver Slips kan bruges men vær forsigtig med Rødt (selv om New York’erne naturligvis har Ret, naar de siger: — Man kan jo godt være et Mandfolk, selv om man gaar med rødt Slips!). Til graat Tøj og hvid Skjorte kan et vinrødt Slips virke pænt.
Paa een Aarstid kan selv de stærkeste Mønstre og Farver tilgives — nemlig om Sommeren ved Stranden, vor intet Slips alligevel kan konkurrere med Solens straaler men hold Dem ellers til de nogenlunde tavse Slips!”

Det er altid godt og spændende med en genopfriskning og nye vinkler! 🙂
Kan du sige lidt om slipsets forarbejdning og materialevalg, navnlig ift. graden af formalitet? Jeg tænker, at fx et strikket slips må være mindre formelt i sit udgangspunkt end et “klassisk” glat silkeslips, men jeg kan ikke helt præcist placere shantung, grenadine osv.
Mvh Joakim
Alt andet lige er satin mest formelt, dernæst twillsilke, grenadine, shantung og strikket silke til sidst. Shantung har fx godt af tekstur i varen. Derfor oplagt til sportsjakke. Men dur også med en habit, hvor der sker lidt, flannel, herringbone, fx.
Farvenuance og evt. mønster spiller ind, det er klart. Jeg mener, at fx en mørkt, vinrødt grenadine eller sågar strikket silkeslips kan fungere som et aftenslips til hvid skjorte og mørkt jakkesæt.
Tak for uddybning, det giver god mening.
Ift. kombinationen med vinrødt grenadine så har jeg afprøvet den til et bryllup for nogle år siden (aften-delen). Det fungerede fint, og det var egentlig rart at “stå lidt ud” ift. alle satinslipsene, altså på de herrer hvor der overhovedet var slips om halsen …