Favoritlook fra årene der er gået

Kavalkadetid

Tid til en kavalkade: Nærværende tøjstile udtrykker, hvad jeg med mine stærkt traditionsloyale, men også småavantgardistiske øjne, ser som vellykket påklædning. Jeg forventer ikke, at du, kære læser, følger mig i tykt og tyndt, men håber, du som minimum inspireres på din sartoriale færd.

Loris Vestrucci

Loris Vestrucci er – var (han er i dag gået på pension) – rigtigt florentisk skrædderi med vidde, længde, fast indlæg og samtidig drapé samt en karakteristisk bue fra revers og ned gennem jakkens fronter, funderet i 1950’ernes herremode på de kanter. Snittet fremtræder harmonisk på min figur, synes jeg. Dermed også sagt, at snittet, silhuetten, er vigtig, særligt på flade, døde foto. I den bevægelige tredimensionelle virkelighed gælder i første omgang pasformen, det mekaniske forhold mellem mand og tøj.

Jeg har en del skrædderi fra Loris Vestrucci, som jeg stadig bruger, selv om noget af det er over 15 år gammelt. Ovenfor et jakkesæt af en meleret brun twistvare, som jeg kombinerer med en lysebrun skjorte, grønt grenadineslips og håndsyede brune Oxfordsko. I hånden en paraply med hickory-stok fra James Smith i London.

Endnu et jakkesæt fra Loris Vestrucci og nok en gang af en vintagevare, en Woodhouse 6-ply.

Mit eneste jakkesæt med vest fra Loris Vestrucci.

“Hvad vil du men den?” spurgte han, da jeg bestilte den.

Hans oplevelse var, at kunder flest ikke får brugt en vest.

Jeg vil sige, at faktisk konsekvent tager vesten på, hvis jeg trækker i det pågældende jakkesæt.

Underneden en flødefarvet skjorte, et stribet grenadineslips og sorte håndsyede Oxfordsko på fødderne.

Jeg fandt, at Loris Vestrucci var bedre til enradede jakker end toradede, men nærværende af hørlærred (W. Bill) er faldet fint ud, om end reverset sidder temmelig lavt efter dagens standarder. I alle tilfælde har jeg gået rigtigt meget med det, hvilket også hænger sammen med, at et tobaksbrunt hørsæt simpelthen har været meget anvendeligt for mig. Det rammer en sådan fin balance mellem formelt og uformelt i sommerhalvåret.

Jeg kombinerer nedtonet med en blå chambray-skjorte og et marineblå slips. Nederst marineblå strømper og made to order-tassel loafers.

Mit første jakkesæt fra Loris Vestrucci. Som typisk er, når man går til en skrædder første gang, er det lidt trangere end de efterfølgende, både jakke og bukser. Skrædderen vil så gerne bevise sit værd, og det kan resultere i en “overfitting”. Jeg vil dog sige, at sættet sidder glimrende på mig i dag – til dels takket være et vægttab!

Som det ses er stoffet en klassisk marineblå sildeben, fra Dugdale, husker jeg. Jeg kombinerer med lyseblå skjorte, stribet slips i råsilke og vinrøde loafers, som ideelt skulle have været tassel loafers, men det går nok.

Jeg småbøvlede længe og helt uforståeligt i dag med en jakke i en relativt lys Prince of Wales, også syet af Loris Vestrucci: Hvad skulle jeg sætte den sammen med?

Svaret var selvfølgelig et par lysegrå flannelsbukser, nærværende af en vintageflannel fra Fox.

Jeg kombinerer igen med en lyseblå skjorte og et ensfarvet marineblåt slips, der spejler den blå streg i jakken. Hvis jeg – man – er i ternet jakke, er første greb at tone andre komponenter ned. Det anbefaler jeg.

Volkmar Arnulf

Jeg plejer at sige, at Volkmar Arnulf pasformsmæssigt betragtet har syet mine bedste jakkesæt. Alt er så gennemtænkt i forhold til, at man skal kunne bevæge sig i jakken, og samtidig skal den være i fuldstændig i ro. Det kan hænge sammen med, at tyskerne har dyrket tilskæring længere og dybere end både englændere og italienere, i al fald hvis man betragter mængden af litteratur på området. Eller også handler det bare om Volkmar Arnulfs færdighed og ihærdighed. Jeg husker, jeg havde fem fittings til det første jakkesæt.

Skrædderi er dog ikke kun pasform, også silhuet. Og jeg skal indrømme, at Volkmar Arnulf, særligt nærværende første habit fra ham, har været krævende, fordi silhuetten med de opbyggede skuldre er så prægnant.

Jeg benytter her sættet med et pink grenadineslips og vinrøde Oxfordsko. I dag ville jeg nok have valgt en lyseblå skjorte i stedet for en hvid.

Min toradede smoking med sjalskrave er også fra Volkmar Arnulf. Den balancerer fuldstændigt perfekt på min krop. Skuldrene er mindre bøffede end på den brune habit, selve sjalskraven relativt smal. Jeg husker, jeg ville øge sjalskravens bredde, men Arnulf var meget tilbageholden.

Min nye skrædder

Som bekendt samarbejdede jeg nogle år med skrædderiet Guida. Jeg var ikke tilfreds, blandt andet på grund af for mange pasformsfejl, og nu samarbejder jeg i stedet med en selvstændig italiensk skrædder.

Nærværende blazer er fra den nye skrædders hånd. Jeg bad om mere længde, end hvad han umiddelbart ville vælge. Jeg har lært, at med min højde er det svært at få en for lang jakke. Til gengæld kan jakken hurtigt blive for kort.

Jeg kombinerer rock’n’roll med en midnatblåskjorte, et jakketørklæde og et par gamle Lee-jeans. Nederst – hold fast – glatte sorte Oxfordsko. Tøjstilen er påtænkt en tur i byen, ikke kontoret.

Den toradede jakke er tillige fra den nye skrædder. Man ser (hvis jeg ikke for inhabil til at fælde den dom), at jakken ikke bare passer brandgodt, men også har en præcis, svungen silhuet, der flatterer min figur.

Jeg kombinerer med et par skræddersyede fresco-bukser og tassel loafers made to order samt mellemblå skjorte og gråt slips.

Uformel i drivert

Jeg må også runde min drivert. Foruden et ønske om at tjene penge og har den været et (smånaivt) forsøg på at løfte smart casual, den efterhånden altomfattende dresscode, der desværre ser så trist og mislykket ud på de fleste.

Jeg synes, at jeg de seneste år er lykkedes med nogle gode kombinationer i jakken – som her, hvor driverten er syet af brunt loden, og jeg kombinerer den med en flaskegrøn cashmeretrøje, gul skjorte, blå skræddersyede bukser af denim og håndsyede brune wienersko fra Maftei.

Casentinoudgaven af driverten, i flaskegrøn, har jeg også brugt meget. Her med cashmeretrøje og grå flannelsbukser.

Jeg har også ladet en drivert sy af tung fløjl og dyrket det romantiske billede af farver og charmektørklæde i vores fælles erindring.

Slutteligt det ældste foto, over 15 år gammelt, mener jeg. Man skimter, at håret har en konsistent mørkeblond farve. Jeg husker, jeg tog en masse tweed og strik på, og satte mig ned ved havnen i Skovshoved, opstillede kameraet og tog en hurtig selfie.

Alt synes at synge, bortset fra de marineblå strømper stikker lidt ud. På den anden side kan de være netop den lille fejl, der gør påklædningen menneskelig og overbevisende?