Forskellige men ens
Jeg har udvidet garderoben med et par trøjer.
Dels vendte jeg tilbage til Hansen Garments og købte en tværstribet, simpel fransk sømandstrøje i en bomuld og et snit, der behagede mig. Mærket er Orcival.
Dels handlede jeg en cashmeretrøje hos William Lockie, da jeg tidligere på sommeren var i Skotland.
Fælles er en flødehvid, knækket farvetone.
Og sådan skal det være: Hvidt herretøj skal i de fleste tilfælde være flødehvidt, elfenbenshvidt, ecruhvidt.
Det ville fremstå overkorrekt, hvis cashmeretrøjen, hørskjorten, silkeskjorten eller panamahatten var kridhvide. Teknisk set ville det også kræve en hård proces, hvor man blegede fibrene, før man spandt dem. Når tøjet er flødehvidt, er det derimod fremstillet i pagt med fibrenes naturlige kulør.
Ok, en kridhvid bomuldsskjorte kan man ikke sætte en finger på. Det kridhvide brystlommetørklæde – i bomuld – er også upåklageligt.
Derudover skal det hvide sommertøj være knækket hvidt.
En rigtig kaptajn
Det var en erkendelse, som jeg halvbevidst altid har styret efter, men som blev vasket funklende klar for mig, da jeg testede mine to nye trøjer i strandkanten.
På hver sin måde fulgte de to sommertrøjer den ecruhvide tradition.
Og den skal man respektere, hvis man vil være en rigtig kaptajn på herretøjets hav.
Nydelige og dejlige trøjer på billederne.
Men billederne viser også problemet med sandaler af læder i den danske sommer ved strand og vand – man må i bare tær. Mine Teva sandaler kan klare (salt)vand og sand, de bliver ikke rigtigt våde og kan rystes eller skyldes rene ved hjemkomst. Jeg behøver derfor ikke tage sandalerne af ved en tur i strandkanten.
Godt set – de måtte af. Lædersandaler fungerer ikke i sand. Sko er egentligt kun marginalt bedre. Teva, jo, praktiske. Bare tæer bedst, vil jeg sige.