Hver fugl synger med sit næb
Peter Lund Madsen er død. Jeg mødte ham for 15 år siden, da han havde holdt et foredrag på min daværende arbejdsplads – om hjernen, naturligvis.
Bagefter gik jeg over og talte med ham og takkede ham for underholdingen, for underholdende var det. I dag er det stadig hans trippende, energiske facon med skæve, skøre dias, der fløj af sted, jeg husker, altså formen. Indholdet, jo, det var noget med hjernen, og hvordan den fungerer hos dyr og mennesker. Men det var hans originale måde at være tilstede i lokalet, der betog mig.
Siden kontaktede Peter mig, og vi begyndte at tale om en bog om klassisk herretøj, som han havde fået øjnene op for. I 2014 blev det til bogen Den velklædte mand. Peter agerede model i bogen.
Den dag i dag ved jeg ikke med sikkerhed, hvorfor han ville deltage i et sådant bogprojekt om klassisk herretøj. Det er svært at se, hvad han kunne få ud af det. Tværtimod kunne det skabe forvirring om hans rolle i offentligheden, hvad det vist til dels også gjorde. Hans store publikum forstod ikke rigtigt det med jakke, skjorte og slips.
En forklaring på Peters engagement kunne være, han ville fremme en sag: Det civiliserede menneske må have en civiliseret dragt!
Peter havde således sager på sinde. Det mærkede man også i hans radioprogram på P1. Fælles for hans sager var, at de skabte orden og ordentlighed, hvad enten de handlede om menneskelige relationer eller klædeskabet. Fornuften, ikke bæstet, skulle sejre.
Måske ville han mig det bare godt. Det er også en mulighed. Jeg følte i selskab med ham, at han så noget i mig, ville hjælpe og ønskede mig det bedste. Man – jeg – fik selvtillid af at være i selskab med ham, hvad jeg over årene var adskillige gange, ofte over en kop kaffe på Frederiksberg, som Peter altid insisterede på at betale, nok også for at gengælde de tøjanvisninger pr. sms, jeg med mellemrum gav ham, hvis han skulle på tv.
Peter var der også, da jeg en dag skulle holde et oplæg om klassisk herretøj på Sorte Hest, teatret på Vesterbro i København, hvor hans Hjernekassen begyndte. Jeg var usikker på, hvordan jeg skulle gribe opgaven an, fordi det skulle foregå i en teatersal med publikum, hvor forventning om underholdning syntes betragtelig.
“Hver fugl synger med sit næb,” sagde Peter og mente tydeligvis talemåden i en opbyggelig, grundtvigiansk betydning, ikke den blaserte udgave.
“Det er noget af klogeste, der nogensinde er sagt,” fortsatte han.
I situationen fandt jeg hans bevingede ord noget mangelfulde. Jeg ledte efter håndtag, der kunne bringe mig sikkert igennem min aften på scenen. Og min optræden blev da heller ikke helt vellykket.
Siden har jeg indset, at Peter sagde det nøjagtigt, som det er: Andre kan ikke fortælle dig, hvem du er, og hvad du skal. Det kan du kun selv gøre, og kan du, vil du glæde omgivelserne, fordi de drømmer at mærke et andet menneske, en original.
Hvil i fred, kære Peter.
Skriv et svar