Peter Lund Madsen ringede. Han havde set det her foto af ham Hertugen af Windsor iført et tredelt ternet jakkesæt. Var det mon noget for ham?
Den er i hvert fald en klassiker, sådan en lysegrå glenplaidhabit, kunne jeg svare, da han havde vist mig fotoet. Men den er ikke en aftenhabit. Heller ikke en traditionel arbejdshabit. En grå glenplaidhabit er en habit for sjov, en weekendhabit, og weekendhabitter er efterhånden en uddød figur i bybilledet.
Det er dog så heldigt, at du ikke bare er Peter Lund Madsen, men også Hjernemadsen, fortsatte jeg. Du kan bære lige, hvad der passer dig. Det er det, der forventes af dig. Det er dit privilegium i klædedragtens arena. Føler du stærkt for en tredelt grå plaidhabit, skal du vælge en tredelt grå glenplaidhabit …
Vi fik fat i en god metervare med en lyseblå overcheck, og processen hos herreskrædder Peter Undén begyndte. Den har jeg skrevet om her.
Siden fulgte en anden og tredje afsluttende prøve. Vi arbejdede med Hjernemadsens mønster undervejs. Jeg ville, at Peter Undén både slankede bukserne, ændrede ryggen og slidserne, og skar jakkens forstykker anderledes end tidligere, blandt andet for at give Hjernemadsen absolut kontrol over sættet. Jeg ønskede at undgå, at hans relativt spinkle statur på nogen måde kom til at drukne i tern og tøjdele.
Til min skræk dukkede Hjernemadsen, trods adskillige formaninger, op i en af sine skjorter med manchetter så store som tøndebånd, da vi Grundlovsdag skulle skyde foto af sættet. Effekten er graverende, selvom det sikkert kun er Stiljournalens læsere, der bemærker den: Skjortemanchetterne glider ned på hånden.
Det får være. Habitten må frem i lyset.
Læs mere om mit samarbejde med Peter Undén her.
Foto: Stiljournalen
Den sidder virkelig godt, især sammenlignet med Holger Drachmans sko … 🙂
Ha, ja må være ærlig at sige, at den havde jeg ikke set, højst ubevidst.
Jeg har i øvrigt postet et nyt indlæg på min Børsen-blog, en forarbejdet version af et tidligere indlæg på Stiljournalen:
http://borsen.dk/opinion/blogs/7402886/torsten-grunwald.html#note-1684
Jeg vil også lige bemærke, at sættet er i observationsfasen. Der er bla. et par små ting med bukser og revers, vi lige skal have til eftersyn.
Først til lykke til hr. Madsen.
Som jeg ser det, er dette sæt det klart bedste fra Undèns hånd, som har været vist på “Stiljournalen”. Derfor skal dette blot være en positiv lykønskning til ejermanden uden kommentarer.
Men… for det skal der jo være 😉 Allerede da jeg så de første billeder tænkte jeg, at de læg i bukserne var alt for dybe til Peter Lund Madsen. Efter at have set det færdige resultat, er jeg enig med mig selv! Det er smag og behag og har intet med Undèns færdigheder at gøre. Rådgiveren har jo bestemt det!
Nu er jeg ikke så begejstret for tredelte habitter. Som du også berører lidt, Torsten, så har vi spinkle mænd det med at drukne lidt i de mange klædestykker. Det er dog en rent personlig holdning.
Når det er sagt, så synes jeg det er en rigtig flot habit som Peter og Peter (og Torsten) har kreeret. Jeg er aldeles uenig med FBJ, og synes at den dybe læg og i det hele taget buksernes linje er meget flot. Nuvel, de hænger ikke i en stålsat, ret linje, og der kunne måske justeres lidt på balancen bagpå, men det store billede er bestemt ikke dårligt. Jakken har flot balance og jeg kan særligt godt lide reverset. Ærmerne ser lidt store ud, men det er muligvis de store manchetter på skjorten der skaber et optisk bedrag. Dem må du have fikset, hr. Madsen, ligesom det ville klæde dig med en krave der var lidt større og sad en tøddel højere.
Alt i alt et fint eksempel på hvordan dansk herreskrædderi, trods alt, stadig kan skabe flotte klæder. Se bare det flotte knaphul på billede #4.
Hej Torsten,
Indledningsvist: Tillykke til Peter med den flotte habit + Tak til dig for en yderst interessant blog.
Dette er måske at gå lidt ud af en tangent, men:
Du nævner det ikke er en aftenhabit; men en habit for sjov. Personligt har jeg et sæt i nogenlunde samme mønster, men bruger det dog aldrig sammen. Jeg kan snildt finde på at bruge det til middage, og for den sags skyld på job, men altså med fx et par navy benklæder til jakken; og fx en blazer til bukserne.
Så: Hvad er det der gør, at det er en “for sjov habit” – bliver det “for meget” med glenplaid fra top til tå; eller hvad er det?
Venlig hilsen, Piø
@ Piø: I dag er der mest plads den mørke habit, evt. den ensfarvede mellemlyse habit i det offentlige rum, foruden sportsjakker med separate benklæder. Habitter, der ikke følger den aktuelle norm, fx en tredelt lys glenplaid, bliver derfor hurtigt opfattet som dandificerede, mærkelige etc., selvom de er nok så klassiske.
Manchetter eller ej, jeg synes det er så flot!
Bare en redaktionel bemærkning: Jeg har afvist usædvanligt mange kommentarer – dvs. tre! – til posten her. Kritik er som nævnt flere gange mere end velkommen, men den må fremsættes på en måde, så jeg og andre læsere potentielt kan gå dialog med den. Had og sarkasme bør mao. bearbejdes en smule, før de slippes løs i kommentarfeltet 🙂
Om forladelse, men jeg finder, at resultatet ikke er så vellykket endda.
Den lette, sporty tern ville i dag fremtone mere ubesværet i en slankere profil, med et smallere revers og mindre betonede skuldre på jakken.
Bukserne kunne så med fordel også være smallere, og (sic!) være foruden opslag men simpelthen dække skoen med et skråt snit til at dække hælen.
Det er klart, at dette ville medføre et tab af reference af britisk valør, men som sættet tager sig ud, virker det lidt bedaget og pastiche. Med andre ord kostume.
Bedste feature: det smukke rul.
Modtager gerne repons.
Mvh.
mpc
@ MPC: Jeg forsøger at følge dig, men du løber fra mig. Den smalle stil (smalle bukser, smalt revers, ingen læg, intet opslag mv.), du efterlyser, er vældig moderne, indrømmet, men det får ikke en afvigelse til hverken at være bedaget eller resultere i et kostume, synes jeg. Tværtimod kunne det jo netop være et tegn på, at vi ikke har at gøre med et kostume.
VH Torsten
Kære Torsten
Har allerede fortrudt bemærkningen omkring “kostume”, idet den jo ikke rigtigt gør læseren klogere, men i virkeligheden blot peger fingre. Så se bort fra den.
Det, jeg mener, er, at sættet ikke er flatterende for Madsens figur (og dermed “bedaget” fordi det kommer til at ligne klædudtøj), idet han kommer til se for bred og for firkantet ud.
Det skyldes i følge mine øjne, at jakken er for bred, reverset er for bredt, at ærmerne er for brede, og at buksevidden er for bred. Derudover kan den valgte tern simpelthen ikke levere modspil til al den bredde så at sige.
Stoffet vil, tror jeg, gøre sig mere fordelagtigt i en smallere profil, som samtidigt – med al hvad jeg kan se på billederne – må understøtte Madsen på en mere flatterende vis.
Det var således ikke en tilkendegivelse i henseende til at være moderne (modeagtig) for en hver pris. Snarere at kombinationen af dette stof og en smallere profil til dén herre i højere grad burde være løsningen end den valgte.
Det er klart, at ovenstående er en opfattelse på baggrund af billeder på nettet, så et selvsyn kan meget vel falde ud til fordel for en helt anden bedømmelse.
vh.
mpc
@ MPC: Jeg har ikke meget fidus til det der med, at høje mænd må have høje opslag på bukserne, små mænd smalle revers etc., som du synes at forfølge. Det er fint nok at have de erfaringer i baghovedet, men der må altid herske et konkret skøn. Jeg kan i øvrigt ikke se, at sættet gør PLM bred. I forhold til hvem? Jakken, der har upolstrede skuldre, har form og talje, men står åben og flagrer på flere foto. Måske er det det, der snyder lidt.
@mpc
Se og sammenlign evt. en anden måde at gøre det på, som adressere såvel n o g l e af Deres som Torstens pointer – 3 delt glenplaid her på bloggen:
11. nov. 2011 Design versus håndværk
mvh X
Det eneste, jeg finder anledning til at studse over, er det polyester-blå foer, der i mine øjne antager lidt for meget karakter af den slags sjov og ballade, som folk får lavet hos en Hong Kong-skrædder alene fordi de kan.
Når det er sagt, så så jeg personligt gerne, at flere iførte sig klæder af denne kaliber, og derfor skal fra min side lyde både ros og udtryk for min begejstring.
Det ville kun være gavnligt for almenheden at se flere i denne slags tøj i gadebilledet.
Antallet af læg og ‘bredde’ i snittet vil uvægerligt være en smagssag, og jeg er overbevist om, at sættet kun vil blive smukkere af at blive anvendt og børstet.
FS
Ser rigtig godt ud og ser ud til Peter nyder det 😉