Gode tegn
Han er udlært skrædder. Han har over 30 års erfaring med jakkesæt made to measure. Er Jamil Shabany og hans butik, Papilio, faktisk stedet i København, man skal gå hen, hvis man ønsker sig en målsyet habit?
Jeg har længe villet se nærmere på Papilio, som ligger halvgemt i Borgergade i det indre København. Jeg havde en samtale over telefonen for et par år side med ejeren, Jamil Shabany, og jeg noterede, at han var udlært skrædder. Det betyder noget. Hvis man forstår at fremstille mønstre til jakkesæt, har man et langt mere solidt grundlag for at sælge jakkesæt made to measure og jakkesæt i det hele taget. Man har indsigt på teknisk plan i de mekanismer, der er i spil, hvis prøvejakken eller -bukserne ikke sidder ordentligt på kunden, og hvad der skal ændres, for at resultatet arter sig.
Teknisk indsigt er dog ikke nok. Man skal også have smag og kunne samtale med kunden, kende sin leverandør, og man skal have en ambition om at levere et godt resultat hver gang.
Jeg så forbi Papilio i sidste uge for at få en bedre forståelse af disse forskellige aspekter.
Faktuelt
Jamil Shabany er fra en skrædderfamilie. Da han som ung kom til Danmark omkring 1990, var han allerede mere eller mindre udlært. Han tog den 2-årig beklædningsuddannelse i Ishøj på ni måneder og fik papirer på sine færdigheder. Bagefter arbejdede han blandt andet for Mimo Firouzan, før han startede for sig selv.
Prisen på et målsyet jakkesæt hos Papilio begynder på 10.000 kr. Jamil Shabany samarbejder med tre forskellige leverandører, to af dem i Tyskland og Frankrig, forstod jeg. Hans valg af leverandør hænger sammen med typen af jakkesæt, der skal fremstilles i de enkelte tilfælde. Jakkerne kan afstives med vlieseline eller lærredsdug. Jamil Shabany tilbyder blandt andet stof fra Holland & Sherry.
På adressen i Borgergade findes også et værksted, hvor han laver forandringer, dels i forbindelse med hans jakkesæt made to measure, dels for andre. Bindesbøl var eksempelvis forbi med tøj til forandring, da jeg var der.
Indtryk
Jeg talte med Jamil Shabany om svære kundefigurer og pasform, og jeg kunne høre, han ræsonnerede som en skrædder, ikke en salgsassistent. Han beskrev pasformsproblemer præcist, og hvordan man løste dem. Og uden at gøre væsen af sig. Den kunne jeg lide. Hans beskedenhed skabte troværdighed.
“Nu har jeg stort set besøgt alle de butikker i København, der sælger made to measure, og det er mit indtryk, du muligvis er den mest kompetente mand i branchen,” sagde jeg spontant.
“Nej, nej, nej, sådan noget går jeg ikke op i!” svarede Jamil Shabany, hvorved han uforvarende kun øgede det gode indtryk.
Jeg bed også mærke i, at han havde besøgt sine leverandører og talt med dem om forandring af mønstre, fx om hvor 1 cm skulle fortolkes. Det lyder måske indlysende, men er det ikke, og er man en af de sælgere af jakkesæt made to measure, der er helt på bølgelængde med sine leverandører, sælger man et bedre produkt til sine kunder.
Hvad med smagen?
Jeg tror, Jamil Shabany mest er til det lette stof og det stramme snit. I den henseende har man en opgave foran sig, hvis man ikke ønsker sig den stil. Jeg tror dog, at Jamil Shabany er fleksibel og lydhør. Han fremstod ikke som en mand, der vil pådutte kunden et regime. Og han har ingen grund til det. Han har kompetencen til at være fleksibel.
Jamil Shabany tilbyder i øvrigt skjorter efter mål, slips og lidt andet tilbehør.
Konklusion
Mit besøg hos Papilio bekræftede mit foregående indtryk af, at butikken meget vel leverer byens mest kompetente made to measure. Forudsætningen er til stede i form af ejeren Jamil Shabany og de europæiske leverandører, han samarbejder med.
Hvis nogen kunne finde på at aflægge en bestilling hos Papilio, ledsager jeg gerne med kamera og et par råd på sidelinjen undervejs. Det vil give os et endnu bedre grundlag for at vurdere kvaliteten af Papilio.





Skriv et svar