G. Bruce Boyer – det koksgrå jakkesæts dage er talte

G. Bruce Boyer har ordet

Amerikaneren G. Bruce Boyer er ikke blot meget vidende og erfaren i skrædderi og klassisk herretøj. Han er også en lærd mand, der kan give sine betragtninger om knaphuller, knæstrømper mv. en historisk og kulturel dimension. Det er fx G. Bruce Boyer, der i 1980’erne introducerede ordet sprezzatura, en art diskret nonchalance, i herremodens vokabularium. Han fandt ordet i bogen Hofmanden, udgivet af Baldassare Castiglione i 1528.

Så da jeg baksede med en artikel til Børsen om den måde, vi bruger jakkesættet på i dag i forhold til tidligere, var det oplagt lige at tale med G. Bruce Boyer. Her er, hvad han svarede …

Du nævnte engang i magasinet The Rake, at “jakkesættet er sat fri af gamle bånd”. Kan du uddybe den bemærkning?

Historisk set er jakkesættet blevet frigjort fra traditionelle bånd i flere stadier over det sidste halve århundrede eller deromkring. Det første stadie betød lettere metervarer kendt som tropekamgarn og senere fjerlet stof og Super-stof i både kamgarn og kashmir. Derpå begyndte designere som Giorgio Armani i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne at dekonstruere jakken – fjerne polstring og indlæg – for at skabe et lettere, mere fleksibelt klædningsstykke. De to udviklinger resulterede i langt lettere tøj til varme dage. Omkring 1980 vejede et sommersæt i kamgarn cirka halvdelen af, hvad det havde vejet 50 år forinden. I dag ser vi fuldstændigt dekonstruerede jakker over det hele. Så jakkesættet er blevet sat fri helt bogstaveligt talt.

Men derudover er der sket noget de sidste 20 år som følge af det sociologiske fænomen “casual dress” og påvirkningen fra den italienske tøjindustri. De to faktorer har ført til, at skræddersyet tøj er blevet langt mere farverigt og meget mindre uniformt. Det tunge koksgrå jakkesæts dage er for længst talte, ligesåvel som reglen om mørke jakkesæt i forretningsverdenen. For mange mænd i dag er jakkesættet et valg, ikke et krav. Så jakkesættet er altså blevet frigjort psykologisk og sociloogisk fra sine tidligere bånd.

Hvad er særligt vigtigt ved klædningsstykker for den velklædte mand?

Klædningstykkets snit ligger altid den velklædte mand nærmest. Snit betyder pasform i relation til stil. Pasform er i sig selv et lidt meningsløst begreb, fordi vi ikke vil have, at tøjet skal følge vores kropsform nøjagtigt. Og da er det, at stil begynder at spille en rolle. En god skrædder kan “korrigere” vores figur en smule ved skjule vores fejl og fremhæve vores attraktive sider. Selv stoffet af den højeste kvalitet eller det dyreste stof kan ikke skjule et dårligt skåret klædningsstyke, mens en storartet skrædder kan udrette mirakler med selv billigt stof.

Hvilken relation har den velklædte mand til moden og tidsånden?

Der er en forskel mellem stil og mode. Mode er det, som kommer og går fra sæson til sæson. Den nægter at anerkende individet og er langt den dyreste måde at klæde sig på. Stil, derimod, er personligt kultiveret gennem selvigttagelse over mange år, og er måske mere optaget af kvalitet og smag end tidens luner og taler til de kvaliteter, som vi anser som individuelle af natur: personlighed, idiosynkrasier og frihed fra tvang. Ikke at inddrage den tid, man lever i, er at bære et kostume, men kun at inddrage, hvad andre bærer, er at blive en slave af konformitet. Den engelske 1700-talsdigter Alexander Pope sagde:

“Vær ikke den første, der bærer det nye / Ej heller den sidste, der lægger det gamle til side.”

Godt råd.

Hvordan skal lejligheden påvirke det at klæde sig?

Jeg tror på, at lejligheden, publikum og formålet med en begivenhed skal diktere vores klædedragt foruden vores tale og opførsel. Men jeg er bange for, at vi i dag har mistet enhver fornemmelse for lejligheden. Jeg ser mænd gå til bryllup, begravelse og andre traditionelle og særlige lejligheder bærende det samme, som de bærer til fodboldkampe og i supermarkedet: hyperdesignede sportssko, tshirt og cargobukser. Det fortæller mig, at der ikke er noget særligt for os. Vores dagligdag er en lang problemfri helhed. Ægteskabet har ingen særlig glæde og døden ingen ensomhed, og vi er fuldstændig fremmede for mystik og lejlighedens traditionsbårne humanisme. Alt er vores, og intet er særligt.

Hvordan vil du sammenligne Gary Cooper med Fred Astaire, Cary Grant, Hertugen af Windsor og Gianni Agnelli (Red. Nogle af herregarderobens helt store ikoner)?

Hovedforskellen mellem Gary Cooper på den ene side og Astaire, Grant, Windsor og Agnelli på den anden er, at Cooper kunne bære en langt et langt større udvalg af tøj med overbevisning. Forestil Astaire i cowboytøj eller Agnelli i en soldateruniform, eller Grant i ruskindsbukser. De mænd var alle storartede til formelt tøj – Astaire i mine øjne den største – men ingen kunne være casual eller i arbejdstøj på en effektv måde. Cooper rakte på tværs af et stort spektrum af genre. Han var født i Det vilde Vest og voksede op blandt cowboyer og indianere, men han havde også en formel edwardiansk engelsk uddannelse på en fin skole i England, boede i Rom fra tid til anden, og trak derhjemme gladeligt i cowboystøvler og jeans såvel som kjolesæt. Han bar jesussandaler og sydhavssarong og mexicanske festivalsskjorter og selvfølgelig sofistikerede jakkesæt fra Savile Row og Beverly Hills. Han var i den henseende den første fuldkomne internationale mand med en global fornemmelse for sin fremtoning.

Foto: Rose Callahan