
Jordkontakt
Hvis man vil vide, om en mand er velklædt, skal man kigge ned, lyder et gammelt bonmot.
Sko er et kardinalpunkt inden for kunsten at klæde sig.
Det skyldes, at skoene er komponenten, der bærer os. De er jordkontakten, i fysisk og dermed også lidt i overført betydning. Man fristes til at tænke således.
Sko gør naturligvis ikke en velklædt mand i sig selv. Men fodtøj kan øjeblikkeligt spolere en ellers fin påklædning, hvis det er et dårligt match til påklædningen eller syner af dårlig kvalitet.
Det lette fodtøj
Jeg ved, at flere læsere er arge modstandere af sandaler. Jeg synes, det kommer an på modellen og stedet, man bruger dem. Jeg bryder mig ikke om at se åbne sandaler inde i byen. Men i udkanten af byen og i sommerlandet mener jeg, at gode lædersandaler med stropper kan blive noget nær en stilistisk genistreg.

Alternativet er lette loafers uden foring, for eksempel Belgian loafers.
Edward Green, som fast har en stand ved Pitti Uomo, havde placeret deres lette uforede loafers på første parket.
De fortalte også, at de var begyndt at lave deres modeller en anelse rundere og bredere i snuden som følge af ændret japansk efterspørgsel. En lidt brede og rundere skosnude følger naturligt med bukser med større fodvidde, vil jeg tilføje.
Danskere på Pitti Uomo
Mens jeg sådan gik og kiggede ned og op på Pitti Uomo i Firenze, rendte jeg ind i nogle danskere.
Brødrene Marfil så forbi. De to venlige og civiliserede unge mænd tager til Pitti Uomo som influencere og går i tøj fra samarbejdspartnere. De er ret gode, synes jeg. Bemærk også sandalerne.
Den ene dag var de dog i shorts, og det foto vil jeg undlade at bringe.
Michael, “Tintin Fellow”, havde jeg ikke mødt før. Han bor i England og har engelsk far. Men han er opvokset i Danmark med en dansk mor og taler flydende dansk. Han er en eminent gartner til daglig. På Pitti Uomo så jeg ham nonchalant klædt i en madrasjakke.
Alexander Deigaard og frue så jeg også. Dem kommer vi snart tilbage til. Vi kan dog kort konstatere flere loafers på fødderne.
Og Mr X med bedre halvdel mødte jeg tillige i Firenze. Han var i et jakkesæt fra sin skrædder, Steven Hitchcock, medsamt tassel loafers i ruskind. Alt andet lige er tassel loafers bedre med et jakkesæt end penny loafers.







Slips som bælte (Michael TinTin Fellow)? Jeg ville aldrig selv gøre det, men han slipper afsted med det, ligesom Fred Astaire kunne.
Det er rigtigt, en Fred Astaire-detalje!