“Godt signal”
Jeg så, at Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen, forleden klippede snoren over til en ny Louis Vuitton-butik i København. Det undrede mig. Hvorfor fejrer chefen for en organisation, der taler små- og mellemstore danske virksomheders sag, at en et globalt fransk modekonglomerat rykker ind på en af byens mest navnkundige adresser? Hvordan gavner det hans medlemmer?
Da jeg nærlæste billedteksten, kunne jeg forstå, at det handlede om, at den nye Louis Vuitton-butik “var godt for den fysiske handel”, og at det sender et “godt signal at et af verdens stærkeste brands åbner en meget flot butik i Danmark.”
Jeg var ikke overbevist. Begivenheden måtte have rod i vennetjenester, tænkte jeg mistroisk.
Det fik nu være. Politisk ageren er ikke mit gebet.
Til gengæld havde Brian Mikkelsens stunt antændt min nysgerrighed efter at besøge Louis Vuittons butik og undersøge indholdet. Tøjbutikkers indhold er mit gebet. Det ved jeg noget om.
Og i snevejr drog jeg til Amagertorv, hvor Louis Vuitton nu lyser i mægtige Højbrohus.
En fremmed verden
Jeg vil give Brian Mikkelsen, at Louis Vuittons butik faktisk er flot, sjælløs, men bestemt meget flot. Alt er gennemtænkt og afstemt. Den gullige belysning er blød i overgangen, ikke hård som i mindrebemidlede butikker. Polerede messinglister glimter og hvisker om soliditet, personalet åbner døren for en, og butikken er ikke proppet med varer, men heller ikke tom. Man kan overskue, betragte, røre.
Herreafdelingen ligger til venstre, når man er trådt ind i butikken. Jeg blev mødt af mannequin i forfinede cargobukser, tyksålede sneakers, catalinajakke, stribet blå skjorte med broderet krave med et smalt stribet slips hængende under sig. Posituren var hvilende i hoften med en lille taske i højre hånd. Udtrykket fremstod alt i alt casual og bling’ende med et feminint strejf.
En særdeles sød og venlig ung kvinde spurgte, om hun kunne hjælpe, og jeg forklarede, jeg gerne ville se på jakkesæt eller bare blazere. Jeg havde spejdet omkring, men ikke kunne få øje på noget. Hun forklarede, at de i butikken ikke har, hvad man finder online, men et udvalg. De havde dog lidt blazere, og hun ville kigge på deres lager.
Det viste sig, at de kun havde en lille størrelse hjemme i en blazer. For princippets skyld tog jeg den på, men også for at føle den, og jeg kunne egentlig godt lide den følelse, “bedre end Pradas“, tænkte jeg. Men til 20.000 kr. kunne jeg dårligt kalde jakken for et fund.
Væsentligt bedre oplevelse var det at prøve en catalinajakke i et kameluldsagtigt uldstof til 25.000 kr. Designet med den store krave kunne jeg lide.
I samme ombæring afskrækkede jakken, fordi Louis Vuitton hæmningsløst havde foret jakken med deres logomønster.
“Hvordan kan sådan været attraktivt? Det er da for primitivt!” tænker jeg, når jeg møder den form for design.
Men der er penge i det. Det må der jo være. Mange moderne mennesker tiltrækkes. Det kan man konkludere.
Den overtydelige brug af logomønster går igen på meget tilbehør. Jeg ville flove mig, hvis jeg skulle gå rundt og reklamere for et globalt modefirma og selv betale for det.
Medmindre jeg brugte beklædningen ironisk. Jeg kan forstå på ungdommen, at de undertiden bruger tydeligt logomarkeret tøj for sjov, ironisk. Men det er givetvis noget, de har handlet brugt. Louis Vuitton i Højbrohus frekventeres ikke af unge ironikere, så vidt jeg kunne bedømme.
Sammenfatning
Louis Vuitton er antropologisk set en spændende butik, men tøjmæssigt forekommer den mig stort set irrelevant. Varerne er for dyre, og jeg kan ikke se, hvordan de kan komme fornuftigt i spil og forskønne person og gadebillede. Realiteten er, at Louis Vuitton repræsenterer alt det værste ved den moderne tøjbranche og den såkaldte luksusmode, hvor standardprodukter sælges som ædle kunstværker ved hjælp af blandt andet en flot butik.
Dansk Erhverv med direktør Brian Mikkelsen i spidsen er ligeglad, for butikken er “sender et godt signal”.
Jeg ser kun en advarselslampe.
Brian Mikkelsen!!!
Der på en eller anden uforklarlig måde fik stillingen i Dansk Erhverv ved, at ” Erhvervet” smed en velfungerende direktør ud.
Brian Mikkelsen, der – for dem, der kan huske tilbage – bedst er kendt for ved bla. i sin tid som justitsminister at at besvare enhver kritik ved at svare: “Der er allerede taget skridt til….” uden, at de spørgende journalister spurgte om, hvornår skridtet var taget.
Helt enig i dine “politiske kommentar”, og Catalina-jakken er for kort. Har aldrig forstået at være reklamesøjle for egne penge, men det demonstrerer jo et økonomisk overskud til at købe ustyrligt dyrt tøj.
I gamle dage – hvornår det så var -betalte firmaer penge for at få reklame. Nu betaler kunderne penge for at få lov til at reklamere. 🙁
Kan huske i 80’erne: Da kunne folk købe krokodiller, som de så kunne sy på bl.a. deres T-shirts købt for en slik i det lokale supermarked. Hæ, hæ.
Ikke imponeret. Bling! …og logoer overalt. Statsautoriseret garanti for accept i visse kredse.
Nå, jeg har alligevel ikke råd til at være 😉
En blazer til den omtalte pris kan også fås hos Den Velkædte Mands ferme italienske herreskrædder — har selv en på vej.