
Fra kommunist til kapitalist
Flere læsere vil kende Prada som dette luksusfirma, der købte skomærket Church, vistnok degraderede kvaliteten og i al fald hævede prisen. Navnet Prada tænder en modvilje i disse læsere.
Jeg forstår dem. Internationale luksusfirmaer er heller ikke mig. Der er ingen sammenhæng mellem, hvad man betaler, og hvad man konkret får. Det er den paradoksale logik, der binder luksusfirmaerne sammen.
Sideløbende har jeg bemærket, at netop Prada kan få en ild til at blusse i storbykvinder. Der er noget ved designet og præsentationen, der forfører.
Eller også handler det om Miuccia Prada, kvinden, der sammen med sin mand, Patrizio Bertelli, skabte det moderne Prada. Hende identificerer man sig muligvis med.
I begyndelsen af 1970’erne hed hun Maria Bianchi, spillede pantomimeteater og var kommunist. Senere læste hun på universitetet og tog en p.hd. i statskundskab.
Derefter gled hun ind i familiefirmaet, Prada, hvis historie startede i 1913. Dengang handlede det om lædervarer. Maria Bianchi, der nu havde skiftet navn til Miuccia Prada, skulle dog snart sammen med Patrizio Bertelli forvandle det gamle firma. Hun omskabte taskekollektionen og lancerede kvindetøj i opposition til traditionelle perfekthedsidealer.
“Hver gang jeg er stødt på et borgerligt objekt, har jeg fået en lyst til at ødelægge det,” sagde hun for nylig til The New York Times.
I 1990’erne blev Prada til den mærkevare, det luksusbrand, man kender i dag. Og til forskel fra for eksempel Gucci, der ejes af franske Kering, er Prada forblevet på Miuccia Prada og Patrizio Bertellis hænder.
Pradas jakkesæt
Herretøjet kom til i 1993. Prada har således haft over 30 år til at øve sig på det. Har det ført til, at de kan sy et jakkesæt, der i det mindste kan et eller andet?
Det måtte jeg undersøge, og jeg gik ind i den historiske hjørnebutik, de har ved Storkespringvandet i København.
Jakkesæt var ingen steder at se. En ung mand forklarede på engelsk, de havde dem ovenpå, og vi tog en elevator op. Ej heller i det rum, vi trådte ind i, kunne jeg dog se et jakkesæt. Men den unge mand forsikrede mig, at de skam havde dem. Han ville blot høre, hvad jeg ville prøve, og han kom efter fem minutters venten tilbage med et sort jakkesæt i en regulær str. 54.
Jeg klemte mig i det, for det var nødvendigt, da det var smalt. Stirrende på spejlbilledet i prøverummet blev jeg underligt tilpas. Jeg kunne slet ikke genkende min egen figur, der fik et spinkelt, feminint udtryk i det tætsluttende, stumpende tøj.
Selve tøjet var ordinært i forarbejdning. Jeg bemærkede intet af det håndværk, jeg noterede hos nærliggende Zegna. Stoffet var dog trods alt af uld og mohair, det vil sige naturfibre.
Den unge mand forklarede efterfølgende, at de et par gange om året afholder en made to measure-event med besøg fra Italien. Han ville gerne invitere mig til den. Det var underforstået, at så kunne jeg erhverve mig et jakkesæt, der sad bedre på mig.
Men jeg var ikke interesseret. Jeg følte et ubehag ved hele situationen, denne dybest set kedsommelige verden af falsk luksus, og forlod butikken.
Sammenfatning
Jakkesættet, jeg prøvede, kostede 24.000 kr. Made to measure, forstod jeg, ville blive samme pris.
Men nej, jeg ser ingen grund til at slå til. Der er flere andre butikker i København, der kan tilbyde mere jakkesæt for en brøkdel af prisen.

Jeg kan dog ikke lade være med at imponeres af kvinden bag, Miuccia Prada, kommunisten, der har formået af malke den kapitalistiske markedsøkonomi med et stuur, stuur nummer. Det er vitterligt en mægtig bedrift.



Tak for en god lærerig artikel, interessant med baggrund historien også.