Opstaldning
Jeg købte de første randsyede sko sidst i 1990’erne, da jeg læste i Århus. Siden er det blevet til lidt flere. Jeg ved ikke nøjagtigt, hvor mange randsyede sko jeg har været igennem, for jeg har i tidens løb skilt mig af med flere eksemplarer. Men i dag har jeg 31 par opstaldet, hvoraf de 28 er håndsyede efter mål. De resterende tre er målkonfektionerede, det vil sige maskin/goodyear-syet med modificeret bredde og vristhøjde.
Min erfaring har ført til nogle overvejelser om, hvilke herresko der dur, og hvilke der ikke gør. Det er ikke sikkert, at mine konklusioner gælder for dig og din stil. Men jeg forestiller mig, at det alligevel vil være interessant at høre på en erfaren skomand.
Modeller
En af mine store erkendelser, som er kommet sent, er, at jeg næsten ikke bruger traditionelle derbysko, det vil sige uformelle herresko med åben snøre, som fx golfsko (brogues) og split-toes. I stedet svinger jeg mellem formelle Oxfordsko, som jeg benytter med et jakkesæt, og loafers, som jeg benytter med en sportsjakke eller trøje og i nogle tilfælde et jakkesæt.
Så i dag har jeg adskillige derbysko i brune nuancer, der står og samler støv.
Når jeg benytter en derbymodel med åben snøre, er det nogle særligt uformelle udgaver med flad gummisål, som min skomager har fremstillet til mig.
Hvad angår støvler, er de påfaldende fraværende i min stald. Men stilistisk foretrækker jeg simpelthen sko. Det skyldes blandt andet, at jeg bedre kan lide det samspil, som bukserne har med sko end støvler. Der er jo fx ingen strømper at skue, hvis man er i støvler.
Farver
Lædersko er nemmest at få brugt, hvis de er sorte eller (mørke)brune og dernæst i cognac eller oxblood. Alle andre farvenuancer komplicerer påklædningen. Et par mørkeblå, tofarvede eller hvide herresko har uden for diskussion deres berettigelse inden for klassisk herretøj. Men de kræver, man er almindeligt bekvem med en høj cigarføring i sin tøjstil. Hvis man mestendels er diskret anlagt, bliver de et hyr og ender med at passe sig selv på skohylden. Sådan ser det ud for mig.
Læder
Jeg er blevet forsigtig med andet læder end boxcalf. Jeg har prøvet sko i shell cordovan, scotch grain og ruskind, men der en grund til, at boxcalf er det typiske valg til den traditionelle herresko: Det fungerer, det er behageligt, det holder, det stikker ikke ud. Fx har ruskind det med at ældes på en lidt kedelig måde, synes jeg.
Mit syn på skolæderet er dog nok en meget individuel, grænsende til idiosynkratisk position. Jeg kender velklædte herrer, der fx sværger til shell cordovan – fra loafers til støvler.
Håndsyede vs goodyear
Slutteligt er der det store spørgsmål om håndsyede sko efter mål vs goodyearsyede sko i standardstørrelser.
Virkeligheden er, at halvdelen af mænd i dag kun vil mærke en beskeden pasformsforbedring ved at bestille et par håndsyede sko efter mål i stedet for goodyear-sko, de ha prøvet sig frem til. De mange goodyearmærker, fra det fine som Edward Green til det billige som Meermin, tilbyder så mange sko i dag i forskellige læstemæssig udformning, at en stor gruppe mænd med lidt ihærdighed kan finde sig et par, der passer rimeligt på fødderne, eventuelt med en lille udblokning eller polstring.
Er man mindre heldig med fødderne, som jeg selv, er der dog signifikant pasformsmæssig gevinst ved et par håndsyede sko, hvis ellers håndskomageren gør sit arbejde ordentligt. Det er også en virkelighed.
Og så er der håndværket. Håndsyede sko er syet i hånden. De tager 30-40 timer at frembringe. Et par goodyearsko fremstillet på en fabrik tager under en mandetime. (Sidstnævnte oplysning har jeg fra Jesper Ingevaldsson.)
Håndsyede sko konstrueres således fundamentalt anderledes. For eksempel randsyr skomageren genuint og stikker overlæder og rand fast til skoens indre bindsål. På fabrikken klæber man et lærredsbånd (gemband) på bindsåleden, som man maskinskyr overlæder og rand sammen med.
Hvis man gouterer den konstruktionmæssige forskel mellem værksted og fabrik samt håndskomagerens særegne fortolkning af en tradition, stiger håndsyede sko betragteligt i værdi. Er man til gengæld pragmatisk anlagt og ikke har oplevet videre problemer med sine fødder i standardstørrelser, kan man blive ved goodyearskoene. Valget minder om valget mellem et skræddersyet og et konfektioneret jakkesæt.
Morale
Summa summarum, hvordan ser min brug af klassiske herresko specfikt ud?
Hvis jeg bevæger fra bruttofotoet øverst til nettosituationen og de sko, jeg jævnligt bruger i dag, ender jeg på ovenstående 15 par, altså en halvering.
Man bemærker, at der på nettofotoet er:
- syv par Oxfordsko
- fem par loafers
- et par derbysko (fem er væk)
- farvenuancerne er sort, brun, cognac og oxblood
- 12 af parrene er i boxcalf
Jeg siger ikke, at ovenstående udvalg er det rigtige for alle klassisk sindede mænd. Moralen er snarere, at ikke alle klassiske skomodeller er lige brugbare. Det vil vise sig. Det har jeg erfaret. Man vil have favoritmodeller og hellere have varianter af sine favoritter end et bredt udvalg af klassiske modeller. Ellers begynder flere sko at samle støv.
Medmindre man aktivt nyder og bruger forskellige skomodeller. Så er situationen naturligvis en anden.
Skriv et svar