Kan du lide klassisk britisk stil, må du engang imellem springe i en stribet skjorte. Men du bør gøre det med omtanke. Stribede skjorter er svære at balancere med slips. Du skal ikke blot matche farverne, men også mønstret.
I første omgang vil jeg foreslå, at du skruer ned for farvepaletten og holder dig til to eller højst tre farver. Når det gælder mønstret, er den afgørende huskeregel, at slipsets mønster skal være i en anden skala: en skjorte med tynde striber skal have et slips med tykke striber, og omvendt. Dog gælder reglen ikke, hvis slipset bærer et andet mønster end striber …
Her er rødstribet skjorte med en fin blå stribe, som indgår i et farvefællesskab med rødt paisley-slips med et blåhvidt mønster i samme skala. Paisley-slipset rangerer som “et sjovt slips på den sikre måde”. Du må til enhver tid foretrække et paisley-slips fremfor et slips med små grise, elefanter eller for den sags skyld nøgne damer.
Igen ser vi princippet om kontrol gennem farvekontrol. Skjortens dekandente lyselilla farve indgår i en harmonisk fællesskab med det mørkelilla slips. Samtidig brydes striberne på en naturlig måde, fordi de har forskellig størrelse. Havde striberne haft samme størrelse, ville kombinationen underligt nok have forvirret øjet.
Anonymous skriver
Jeg går næsten aldrig med slips. Hvem gør det? Men fed blog. Bliv ved med det.
vh janus
Peter Bay skriver
Næh, der har desværre krøbet sig en ide ind hos mangen en dansk mand, der tror, at hvis bare man har taget en skjorte på, så har man sit på det tørre. Slipset lader man hænge derhjemme, og i stedet skal vi andre belemres med at kunne se den øverste del af deres hvide t-shirt, der hvor der rettelig burde have været en slipseknude. Det er forfærdeligt at se på!
Anonymous skriver
Vedr. kombinationen striber/striber: se på youtube, 02:55
Så kan det vist ikke siges bedre.
Læg også mærke til manden med den blå skjorte og hvide manchetter samt krave- typisk amerikansk dårlig stil.