Når sammensætning af tøj er musik

Tilfældets musik, hed en bog, som den amerikanske forfatter Paul Auster skrev engang i 1980’erne.

Titlen er en af mine favorittitler. Tilfældets musik. Så enkel, så poetisk. Det er genialt, det der, som Svend Gehrs sagde om en Michael Laudrup-scoring.

Med hvad har tilfældets musik at gøre med tøj?

Alt, på sin vis. Den gode sammensætning af tøj følger sjældent direkte af den rationelle tanke. I stedet springer den frem som af sig selv. Pludselig ser man bare, at eksempelvis et jakkesæt flyder stilsikkert sammen med en bestemt skjorte, et bestemt slips, et bestemt lommetørklæde og et par bestemte sko.

De enkelte dele i nærværende sammensætning af tøj har jeg haft i flere år. Men det var først, da jeg i al hast pakkede tasken før en tur til Firenze i januar og greb til højre og venstre i garderoben, at tøjdelene mødte hinanden samtidig. Sært, hvis man betragter, hvor fint de hænger sammen.  Men tilfældets musik havde manglet. Den opstod nu, da jeg febrilsk pakkede.

Flet og forskel

Mere analytisk set kan jeg lide, hvordan røde og gule farver i slips og lommetørklæde fletter sig sammen. Jeg kan også lide harmonien i størrelsesforholdet mellem skjortens striber og de abstrakte, små figurer på slipset. De brune sko finder sammen med jakkesættets diskrete, brune striber.

Den mættede blå habitfarve fungerer som et sitrende lærred, der tilfører de andre farver mere energi.

De enkelte tøjdele i sammensætningen

Jakkesættet er italiensk skrædderi baseret på (fantastisk) engelsk vintage-stof. Den skræddersyede skjorte er fra Carmen, syet af Thomas Mason-stof. Slipset er made-to-measure fra Antonio Muro i Napoli. Lommetørklædet i bomuld og silke er fra Drake’s. Klemann i Hamborg har håndsyet skoene.

Fotografi: Torsten Grunwald

Stildetaljer i skræddersyede jakker

Hvis man går i detaljen med skræddersyede jakker, dukker forskellige begrebspar op, der har rod i engelske skrædderier. I stedet for at tale løst om italiensk, fransk, tysk eller engelsk snit vil det tit give mere præcision og mening at anskue skræddersyede jakker med følgende begrebspar.

Bryst – lean, swelled, drape

Jakkens brystparti, der strækker sig fra ærmegab til ærmegab, kan være magert, smygende sig til brystet, på engelsk: lean. Det brystparti er almindeligt i disse år, hvor snittet generelt er tætgående. En skrædder som Guida skærer og forarbejdler et magert eller “lean” brystparti, ligesom franske skræddere er store tilhængere af det.

I engelsk tradition er et brystparti, der bugner eller svulmer lidt op ud mod ærmet, udbredt. Mange Savile Row-skræddere benytter dette “swelled” brystparti.

For det tredje kan skræddere skabe et brystparti, der ikke blot svulmer, men tenderer til at drapere. Anderson & Sheppard er den mest kendte eksponent for den stil. Rubinacci er også på den vogn.

Skuldre – extended, straight, roped, vatterede, konkave

Jakkeskuldrenes forhold til skulderspidserne definerer tillige stilen. Mange skræddere lader jakkeskuldrene passere skulderspidserne med en-to cm længere. Man taler da om, at jakkeskuldrene er forlængede eller “extended”.

I den engelske tradition for skræddersyede jakkesæt, hvor officersuniformen rumler i baggrunden, vil skuldrene tit være retvinklede eller “straight”, det vil sige ikke bredere end personens skuldre. Men det afhænger forholdet mellem personens skulderbredde og hoftebredde. Mere om kropstyper og det rette tøj her.

I det klassiske Savile Row-skrædderi kan man også godt lide en skulder med en god rolou, eller “roping”, som englænderne malende siger. En skulder, der er “roped”, er ca. de modsatte af en napolitansk skjorteskulder. De franske skræddere som Camps de Luca og Cifonelli er også til roping samt en skulderlinje, der buer en smule konkavt opad.

Få skræddere vatterer deres jakkeskuldre nævneværdigt i vores dage. Af de skræddere, jeg har prøvet, har kun mine jakker fra Arnulf noget videre vat.

Skørt – flared, straight, slidser

Jakkens skørt er det stykke af jakken, der omkranser hofterne. Er skørtet “flared”, har det lidt svaj. Man ser typisk den stil på skræddersyede engelske jakker. Stilen stammer fra ridejakken, “the hacking jacket“.

Mere almindeligt i dag på skræddersyede jakker er det lige skørt, der smyger sig om hofterne. Man siger da, at skørtet er “straight”.

Slidser har betydning for, hvordan jakken bevæger sig, når man går. To dybe slidser skaber en elegance eller uro, alt efter temperament.

Savile Row-stilen

Set med ovenstående vokabularium vil den arketypiske Savile Row-jakke have et “swelled” brystparti, skuldre, der er “straight” og “roped”, og et “flared” skørt med dybe slidser. Traditionen med Anderson & Sheppard, Steven Hitchcock m. fl. er en undtagelse.

Pariserstilen

Skræddersyede jakker fra Paris vil have et “lean” brystparti, skuldre, der er “straight” og “roped”, og et “straight” skørt med mellemdybe slidser.

Italiensk stil

Italiensk tradition dækker over større variation. Et “lean” brystparti er udbredt i dag, om end nogle benytter let drapé og andre et bulnende brystparti. Skuldre er “extended”, tit med en blød overgang til ærmer (skjorteskuldre). Skørtet er i reglen “straight” med mellemdybe slidser. Guida er et eksempel på den vej.

Andre stilmæssige forhold

Jakkens generelle vidde i krop og ærmer samt jakkens længde og taljering er andre egenskaber, der skaber en jakkes stil. Revers bredde, højde og form spiller også ind, ligesom jakkefronternes åbning påvirker udtrykket.

Den rigtige jakkestil

Hvilke skræddersyede jakker, der er den rigtige stil, er det naturligvis ikke et entydigt svar på. Man kan have sine aversioner og affektioner. I sidste instans må man selv vælge.

Men spiller kropstypen ikke en rolle?

Jo, det kan man hævde – at eksempelvis en skrædder, der tør at bygge en skulder op, er en bedre løsning for en person med et svagt skulderparti end en skrædder, der begår en naturlig skulder.  Men gode skræddere – både i Italien, Frankrig, Spanien, London og Tyskland – har deres teknikker, der skal forædle en statur, der ikke fra naturens hånd er perfekt.

Så sats på den gode skrædder snarere end en stiltradition. Det vil jeg sige.

Fornemmelsen for scenen

Heldigvis har de fleste en basal fornemmelse for at være klædt til lejligheden.

Kører man fx på landet for at besøge familie eller indlogere sig i et sommerhus, har man forladt habitten til fordel for jeans eller chinos, og skjorten er uformel eller ligefrem erstattet med en t-shirt.

Og har man fx et særligt møde på arbejde, binder man slipset om morgenen og pudser skoene.

Fornemmelsen for lejligheden, scenen, er god, nødvendig.

Og underudviklet.

Jeg plejer at tænke på paraplyen som et idealeksempel på, hvordan det rette tøj eller rette tilbehør kan have en vidunderlig stilmæssig effekt.

Vær klædt til lejligheden i Bredgade

Man kan fx spankulere fremragende klædt ad Bredgade i København og dreje ned på Skt. Annæ Plads. For en gangs skyld er den skræddersyede tredelte habit med lommetørklæde i brystlommen på sin plads. De store, smukke bygninger i Frederiksstaden værner om den, understøtter den.

Men alt kan falde sammen på et sekund, hvis det begynder at dryppe.

Medmindre man kan slå en stor, flot paraply op, som parerer vandet og holder tøjet tørt. Da redder man ikke blot sig selv for et stilmæssigt sammenbrud, men multiplicerer den effekt, som man hidtil har frembragt ved at bare at have gået af sted i en velsiddende habit.

Timing er kort sagt guld, også i påklædningskunsten.

Overdressed – og alligevel ikke

Ellers er udfordringen i dag, hvis man er til jakkesæt, at man så nemt lander i en i situation, hvor man er overdressed.

Sådan kan det føles.

Realiteten er, at det ikke altid er andre menneskers påklædning, der bestemmer, hvad der er passende tøj til lejligheden. Flertallet har nok magt, men slet ikke altid ret.

Stedets historie, bygninger, møblement – alle de såkaldte artefakter – kan ligeså vel udgøre en klangbund for tøjet som andre menneskers tøj.

Selv om 100 turister i t-shirt og shorts trasker om på Amalienborg Slotsplads, er den enlige mand i den veldrejede habit stadig den person, der er klædt rigtigt på til lejligheden, til stedet. At turisterne er en majoritet, hjælper dem ikke.

Fotografi: Torsten Grunwald