stiltip Archives - Den velklædte mand

Trøje og skjorte – brug dem rigtigt sammen

2. december 2019, af Torsten Grunwald

trøje og skjorte i efterårsfarver — *Tweedfrakke og fløjlsbukser med trøje og og skjorte.*

Skiftet til trøje og skjorte

“Trøje og skjorte er, hvad du bærer, når du ikke er i jakkesæt,” sagde den afdøde Savile Row-skrædder Hardy Amies i en af sine bøger.

Virkeligheden er som bekendt anderledes i dag, hvor jakkesættet for mange kun er noget, de bærer, hvis de skal bryllup, begravelse, julefrokost eller nytårsaften.

Men i den gode, gamle engelske tradition starter man i jakkesættet og dresser op eller ned derfra.

Når man dresser ned fra jakkesæt (og sportsjakke), hedder første stop trøje og skjorte, eller bare: pullover.

Det er således ikke hvilken som helst trøje, man dresser ned i. Det er en pullover, ikke en tung sweater eller en sweatshirt i bomuldsstrik. Pulloveren gled ind i herregarderoben med Hertugen af Windsor, dengang han i 1920’erne var Prins af Wales.

Der er basalt set to modeller af pullovere: med rund hals (crewneck) og med v-hals.

trøje og skjorte outfit til mænd — *Stribet kashmirtrøje fra A.P.C. med rund hals og orangebrun skjorte. Randsyede blucher-sko fra Tricker’s. Raw denim-jeans i 18 oz. fra japanske Shiroyama, set hos Brund.*

Rigtig og forkert brug af pullover

En pullover med rund hals er nemmest at have med at gøre. Man tager en skjorte på og lader kraven øverst stå åben. Trøjens runde hals holder krave og flip på plads. Man kan eventuelt lade skjortesnipperne stikke ud over trøjens hals, hvis man ikke er i jakke. Man lader skjortemanchetten titte en cm eller to ud under trøjens manchetter.

En pullover med (dyb) v-hals er dejligt distinkt, men sværere at bruge end en pullover med rund hals.Det vil sige, at den kræver traditionelt set, man går med charmeklud eller ascot og dækker halsen øverst af, når skjortekraven er åbnet. Og skjortekraven skal stå åben. Det er ikke meningen, man binder et slips, når man er i trøje og skjorte, medmindre man er på jagt. Slips med pullover er kikset gammeldags ifølge Hardy Amies. Man lader også skjortemanchetten titte en cm eller to ud under trøjens manchetter i v-hals.

God og dårlig kashmir

En fin pullover er en pullover i kashmir, gerne med garnstrenge, der er tvundne et par gange, så den har lidt slidstyrke og elasticitet. Kashmir skal være blød og behagelig. Men er den meget blød, er det et faresignal. En god kashmirtrøje vil typisk koste 2000 kr. eller mere og komme fra mærker som William Lockie, Filippo De Laurentiis, Luca Faloni eller Fioroni. Vil man ikke vil spendere så mange penge på en trøje, er det i reglen bedre at købe en trøje i god merinould i stedet for at vælge en kashmirversion til 1000 eller 1500 kr.

Overdressed og underdressed litterært set

18. november 2019, af Torsten Grunwald

overdressed underdressed ifølge Søren Ulrik Thomsen — *Søren Ulrik Thomsen fotograferet af Robin Skjoldborg. Foto: Gyldendal*

Balancen mellem overdressed og underdressed

Hvis man taler om, en person er “overdressed”, drejer det sig normalt om, at man for eksempel bærer jakke og slips, hvor andre er i jeans og åbenstående skjorte. Omvendt mener man, at en person er “underdressed”, hvis han for eksempel er i jeans og åbenstående skjorte, mens andre bærer jakke og slips.

Men der er også en anden vinkel på at være henholdsvis overdressed og underdressed, der forener deres vildveje. Det blev jeg opmærksom på, da jeg læste i Søren Ulrik Thomsens essaysamling “En hårnål klemt inde bag panelet: Noter fra eftertiden” (2016).

For sjusket

Søren Ulrik Thomsen skriver:

“I flyet sidder jeg ved siden af en kvabset, midaldrende mand med skællene dryssende fra nakken og åbenbart helt uden anelse om sin fremtræden sidder og smasker flymaden i sig, mens han spilder ned ad sin krøllede T-shirt [… Jeg] påmindes om, hvor vigtigt det er, at man med alderen bliver sig kroppens obskøne forfald bevidst og holder det nogenlunde stangen med grundige afvaskninger, tandtråd og nystrøgne skjorter. Forlener et unshaved look og omhyggelige huller i cowboybukserne den unge mand med en sexet nonchalance, virker skægstubbene og de forrevne bukseben hos den bare knap så unge pludselig en smule frastødende […] Hvad han ikke indser, er, at unge mennesker ligner marcipangrise, ligegyldigt hvad de tager på, og af samme grund har de skiftende ungdomskulturer med sorgløs opfindsomhed konstant kunnet kreere nye klude uden hensyn til det tamme begreb velklædthed: Men er en ung kvinde klædt i forårets vagabondmode lige til at spise, ligner en lidt ældre i samme outfit bare en bums.”

Søren Ulrik Thomsens uformelt klædte medpassager har fuldstændig mistet blikket og interessen for at præsentere sig, til trods hans krops forfald gør det ekstra vigtigt. Det private får lov at flyde – drysse! – frit i det offentlige rum.

For pillen

Resultatet kan paradoksalt nok være det samme, hvis man er stærkt optaget af at præsentere sig rigtigt. Både ham, der er underdressed, og ham, der er overdressed, belemrer det offentlige rum med det private.

Søren Ulrik Thomsen skriver videre:

“Til gengæld sad jeg på hjemrejsen ved siden af en anden midaldrende mand, hvis propre pillenhed var lige så påfaldende som den førstes sjuskede ligegyldighed: Hvert hovedhår lå parallelt med et andet i frisurens sirligt kæmmede mønster, ansigtshuden var svullen og let lyserød som efter talrige bade, et par sarte, lyse bukser med skarpe pressefolder og perfekte læg svævede i korrekt afstand over de sandfarvede sko, der så ud, som om de aldrig havde rørt jorden. I begge tilfælde fik medpassageren et alt for privat indblik, for når denne talkummerede pertentlighed virkede lige så forstemmende på mig som svineriet, skyldtes det (som min gamle ven Claus Carstensen påpegede, da jeg fortalte ham historien), at hvor den første mand helt savnede viden om sit anmasende kropslige forfald, udstillede den anden med sit overmåde kultiverede legeme en smertelig bevidshed om sin fysiologiske sårbarhed.”

Køb Søren Ulrik Thomsens essaysamling her.

Mere Søren Ulrik Thomsen

Søren Ulrik Thomsen om påklædning

En virkelighed uden smoking

3. oktober 2019, af Torsten Grunwald

Køb ind til din virkelighed – ikke dine drømme

Det siges, mange unge mænd starter ud med en smoking, når de får øjnene op for klassisk herremode.

“Man begynder da med det bedste, fedeste, ypperste,” synes ræsonnementet være.

Tilgangen kan i nogle sammenhænge være udmærket, for eksempel hvis man køber kaffe eller stole til matriklen. Man kan være ret sikker på, man kommer til at bruge de pågældende indkøbte varer.

Anderledes med tøj. Der er indbyrdes konkurrence tøjstykkerne i klædeskabet imellem. Vinderne er de stykker tøj, der passer ind i ens dagligdag og den tøjstil, man har det bedst i, når det kommer til stykket.

Derfor er det ikke altid lige smart at starte med en smoking, faktisk for de færreste. Jeg har en kammerat, der tit er til premiereforestillinger i London, og han er relativt ofte i smoking. Jeg mener også, at portrætmaler Jonas Barlyng jævnligt er i smoking, fordi han han er studentersanger. I almindelighed er der dog ikke meget behov for en smoking i dag.

I stedet for at købe tøj til sine drømme skal man købe tøj til sin virkelighed, kan moralen opsummeres.

Virkeligheden i Danmark befinder sig inden for en af følgende tre stilarter, hvis man er til klassisk betonet herremode. Kunsten er at behandle de tre stilarter raffineret hver især.

1. Pæn uformel tøjstil

strik look virkelighed til mænd — *Den nye kontoruniform? Tynd strik, skjorte og chinos eller jeans. Foto: Arket*

En stil bestående af skjorte og chinos med sneakers nederst eller mere formelle sko er særdeles udbredt i mange brancher i dag. Den er den nye kontoruniform, fristes jeg til at sige. Om vinteren top’er man med en striktrøje.

Forskellene inden for stilarten ligger i kvaliteter. Ham, der klar på at bruge penge på tøjstilen, sartorialisten, køber en kashmirtrøje i stedet for en merinotrøje fra Tøjeksperten. Hans jeans vil også være udsøgte, raw denim fra et specialmærke, for eksempel Hiut, ikke et uselvstændigt valg af jeans fra Hugo Boss. Og hans chinos vil være fra Anglo-Italian, snarere end drengerøvsmærket Shaping the New Tomorrow.

2. Semi-formel tøjstil med jakke

tweed look virkelighed — *Tweed, chambray-skjorte, strik og molskindsbukser. Den rustikke variant af semi-formel tøjstil i dag. Set hos Countrysports.*

Der er ikke andet end sportsjakken til forskel mellem en pæn uformel kontorstil og semi-formel tøjstil. Jakken er en tydelig markør, der kan flytte en tøjstil over i anden kategori.

Den semi-formelle tøjstil har to spor, dels det rustikke, engelske med tweed, fløjl, molskind og deslige, og dels et urbant spor, hvor en blå blazer eller anden let, selvstændig jakke er omdrejningspunktet.

Man kan også variere tøjstilen med en rullekravetrøje i stedet for en skjorte.

virkelighed sko til mænd — *Chukka-boots fra Sanders set hos Beige Habilleur.*

Igen gælder, at sartorialisten har spenderbukserne på, eller som minimum øjnene med sig. Tekstiler og forarbejdning er vigtige for ham. De formelt rigtige komponenter er ikke nok til forskel fra ham, der er tilfreds med, tøjstilen ligner. Sartorialisten vil vide det, hvis hans kraftige bukser er molskind, skjorten viyella og blazeren af hopsack.

3. Formel stil i jakkesæt

Jakkesættet, der engang var uformelt tøj, er i dag den formelle dragt. Man behøver ikke at bruge slips eller sløjfe til det, men en åbenstående skjorte bør undgås. Der skal en charmeklud eller en rullekrave ind og dække halsen. Igen, den sofistikerede dress’er ved det, amatøren bemærker ikke syndefaldet. Kvalitet er igen et nøgleord, hvis man vil beherske stilarten.

Derfor kasserer vi tøj

22. august 2019, af Torsten Grunwald

tøj garderobe jakker hertugen af windsor — *Styr på tøj. En trimmet garderobe ved Hertugen af Windsor. Foto: Ukendt*

Tøjspild

Vi har langt mere tøj, end vi bruger. I Danmark står det særligt grelt til. Vi har ikke engang brugt 1/3 af det tøj, vi har i garderoben, det seneste år.

Hvorfor holder vi op med at bruge en skjorte, en jakke, en trøje eller et par sko?

Den vigtige komfort

Undersøgelser viser, at pasform spiller en væsentlig rolle, og her må vi selvfølgelig sige oplevet pasform. Den går på at føle sig hjemme i et stykke tøj.

Jeg kan for eksempel se, jeg har det med at hoppe nogle ellers flotte, skræddersyede skjorter fra England over, fordi jeg oplever, at manchetterne er en kende stramme i sammenligning med andre skjorter i klædeskabet.

Den vedvarende adfærd er rationelt set tåbelig, fordi jeg nemt kunne flytte knapperne på manchetterne en halv cm, og så ville problemet være løst. Men mennesker er jo ikke nær så rationelle, som de prøver at bilde sig selv og omgivelserne ind.

Jeg oplever den samme semi-bevidste tilbøjelighed til at dyrke den bekvemme pasform, når jeg kommer til sko. De sko, der er en lise på foden, stikker jeg oftest fødderne i.

Mange af os kender også situationen, at et par bukser pludselig opleves lidt stramme i bukselinningen, hvorefter de får meget mere hvile på buksebøjlen.

Tøj må flattere

Når man taler om pasform eller snit, er der dog ikke kun spørgsmålet om komfort. Der er også en æstetisk side. Vi foretrækker tøj, der har et snit, som flatterer vores figur. Jeg kan eksempelvis se, at jeg har det med springe bukser over, der teknisk set sidder perfekt på mig, men stilmæssigt syner lidt smalle i benene for min smag.

Jeg kommer også til at tænke på forholdet mellem mit italienske skrædderi på den ene side og mit engelske og tyske (og danske) på den anden side. Mit italienske skrædderi bliver brugt lidt mere, fordi de lette, bløde italienske jakker glider mere friktionsløst ind i min dagligdag.

Farver og mønstre

Farver og mønstre påvirker også den brugsfrekvens, mit tøj udsættes for. Fire ud af fem dage går jeg i en ensfarvet skjorte i en lyseblå nuance eller en blåstribet skjorte, eventuelt med en diskret, rød stribe. Jeg har nogle fantastiske kulørte skjorter, som jeg da bruger, bare ikke tit.

Går vi med slips, er det sikkert i en blålig kulør fire ud af fem dage. Strømperne er langt de fleste dage marineblå.

Vi har således typisk en farvepalet, vi holder os til, og falder et stykke tøj uden for den, falder brugen drastisk, og tøjdelen risikerer at forsvinde dybere og dybere ind i klædeskabet.

Personligt har jeg det dog sådan, at jeg aldrig ville kassere et stykke tøj på grund af en svær farvenuance eller et krævende mønster.

Hvilket bringer os tilbage til, at den centrale måde at skabe en garderobe på, er at fylde den med tøj, vi føler os fysisk komfortable i, og, som vi oplever, snitmæssigt flatterer den figur, vi har.

Tøjregler – fem af slagsen fra egen skuffe

29. juli 2019, af Torsten Grunwald

Hvad personlige tøjregler er

Nu skriver jeg personlige tøjregler. De skal dog ikke forstås sådan, at jeg er ene om at følge dem. Med personlige tøjregler mener jeg, at i tilfælde hvor traditionen udstikker flere muligheder, vil jeg idiosynkratisk holde mig til en af dem.

1. Lang skjorte med slids i siden

Siden jeg bestilte et par skjorter for snart 20 år siden hos Burgos i Madrid, der var klippet lange og syet med en dyb slids i siden, har jeg foretrukket et skjortedesign med lang krop og slidser i siden forstærket med et lille spjæld. Mine skjorter fra Camiceria Carmen er eksempelvis designet således. Der er et altmodisch strejf over designet, der tiltaler mig. Den mere udbredte afrundede, slidseløse skjorteside, som ofte følger med en lidt kortere skjorte, og som gør det muligt at lade skjorten hænge løst, lader jeg andre om.

2. Oprulning af skjorteærmer

opsmøgede skjorteærmer mænd — *Oprullet ærme. Foto: DVM*

Man – jeg – ruller aldrig skjorteærmet over albuen. Man taber et stykke civilisation, hvis man fortsætter synes jeg. Og hvis skjorteærmet er så meget i vejen, hvorfor ikke bare skifte til t-shirt?

Sådan folder man skjorteærmer.

3. Pæne bukser skal have opslag

Jeg ser en treenighed mellem åbne læg i bukselinningen, pressefold og bukseopslag. De fandt sammen i starten af 1900-tallet og skabte jakkesættets primære buksedesign. Sådan ser jeg det, og derfor har jeg meget svært at slippe opslag (og læg og pressefold) i et par pæne bukser. Grove bukser i denim, molskind eller bedford cord er en anden historie. De skal hverken have åbne læg eller opslag. Molskind og bedford cord bør dog have en blød pressefold.

Da opsmøgede bukser kom til Danmark.

4. Hellere vise lidt skjortemanchet

En af den klassiske herremodes mest gennemheglede tøjregler lyder, man skal lade 1 til 1,5 cm af skjorteærmet titte frem af jakkeærmet, når armen hviler ned langs siden. Hvis jakkeærmet ellers ikke er for langt, foretrækker jeg, at man viser mindre skjortemanchet end anvist end mere, altså hellere 0 cm synlig skjortemanchet i stedet for 2 cm synlig skjortemanchet. Skjortemanchetten skal nok vise sig, idet man bevæger armen.

5. Hellere en lille slipseknude

I samme hjulspor foretrækker jeg klart, at slipseknuden ender til den lille side end til den store. Store slipseknuder kan ikke reddes. Små slipseknuder falder blot ud som et stilistisk valg. Jeg bryder mig anderledes sagt ikke om forvoksede “beebop-knuder”, som Niels Barfoed talte om.

Mere om tøjregler

Otte gamle regler jakkesæt og tilbehør

Japansk stil i klassisk herretøj

9. maj 2019, af Torsten Grunwald

japansk tøjstil til mænd — *Blå blazer på japansk ved Camoshita. Foto: Ukendt*

Anekdote om japansk stil og italiensk stil

Jeg holder meget af at fortælle en anekdote om en dygtig italiensk skjortemager, jeg kender. Skjortemageren har mange japanske kunder. Japanerne elsker som italienerne skrædderhåndværket. Men på en lidt anden vis. Mens italienerne kan acceptere det uperfekte, og næsten have en forkærlighed for det, hvis ellers helheden fungerer, kan japanerne være besatte af detaljen og ikke slippe den, før den er perfekt på millimeter.

I den gode skjortemagers tilfælde skete det, der kom en skjorte retur fra Japan fra en kunde der.

“Kunne den ærede skjortemager forkorte ærmerne med to millimeter?”

Kunden havde målt nøje efter, og to millimeter mindre var lige, hvad der manglede.

Skjortemageren gik hen til sin computer og skrev og printede et brev, hvor der stod, at nu havde han forkortet ærmerne med to millimeter. Han lagde brevet i pakken, som han derefter lukkede og returnede til Japan.

Et par uger senere ankom en skrivelse til skjortemageren, hvori den japanske kunde takkede mange gange for den udførte ændring. Skjorten var nu perfekt.

De seriøse lærlinge

Se, man kunne godt bruge anekdoten til at muntre sig over de autoritetstro og overdrevne detaljeorienterede japanere. Men jeg vil her bruge anekdoten som et eksempel på, hvor alvorligt japanerne tager Occidentens garderobe. De forsøger virkelig at leve sig ind i den. Og det kaster noget af sig, som vi, vesterlændige, kan lade os inspirere af.

Fire eksempler på brug af blå blazer

Jeg har fundet fire eksempler fra det hedengangne Men’s Ex, hvor de viser, hvordan de kan finde på at behandle en klassisk blå blazer med påsatte lommer. Det er sgu godt gjort, på samme tid dristigt og traditionsbevidst. Japansk stil.

japansk stil — *Stribet buttondown-skjorte, lyse khaki-farvede chinos, penny loafers, blå fedora og etui til laptop.*

japansk herremode blå blazer — *Skoleslips, lyseblå skjorte med skjorte med skjulte flipknapper, grå uldbukser og brune loafers.*

blå blazer herretøj — *Flødefarvet rullekrave, ternede grå uldbukser, chukka boots i ruskind.*

japansk herremode — *Græsgrøn striktrøje, chinos, flettet bælte og glatte, brune derby-sko.*

Mere om blå blazer

Den blå blazers venskaber

Tøj taler i tunger

6. maj 2019, af Torsten Grunwald

Tøj taler ikke normalt

En af mine helte, når det gælder klassisk herremode, G. Bruce Boyer, nævner med mellemrum, at “clothes talk”, tøj taler.

Jeg er ikke uenig med Boyer. Men jeg vil hellere sige: tøj taler i tunger. Den implicitte påstand hos Boyer om, at tøj kan være en slags erstatning for talesproget, og at vi kan meddele os klart til andre gennem det, tror jeg ikke rigtigt på.

En pivåben tekst

Hvorfor så pessimistisk?

Fordi tøj er en flertydig konfiguration. Man kan som betragter gøre med det, lidt som man vil. Tøj – en persons påklædning – er en råvare, en en urtehave af grøntsager, man kan plukke og tilberede på så mange måder og skabe så mange retter med.

Vi har at gøre med et åbent tegnsystem, hvis vi skal tale semiotisk. Koden er vag. Hvad udtrykkets egentlige indhold er, hensvæver. Slipset betyder for nogle mennesker, at bæreren nok er røvkedelig, for andre, at han har god stil og pondus.

Man kan også sige, at tidsånd, situation, kultur og gruppetilhørsforhold styrer, hvordan en person opfatter og kategoriserer eksempelvis et jakkesæt betydningsmæssigt. Tøjets tekst er pivåben for fortolkning og betragteren er til fals for ydre kræfter. For at få styr på, hvad han ser, støtter betragteren sig halvt bevidst til eksempelvis modebilledet eller tøjstilen blandt mennesker, han identificerer sig med og omgås.

Man må føre historien videre

Giver det så overhovedet mening at gøre noget ud af sit tøj, hvis oplevelse og dom afhænger af meget af øjnene, der ser?

Det synes jeg. Uden sammenligning i øvrigt ville Van Gogh ikke have malet et eneste relevant maleri, hvis det først skulle have været godkendt af en betragter på hans tid. Apple ville heller ikke have opfundet deres iPhone, hvis de skulle have lavet noget, som modtagerne – forbrugerne – gik og drømte om i 2007.

Pointen er, at ledetråden ikke er tidens omgivelser, men den særegne historie, man er en del af. Sådan er det inden for kunst og teknologi, og sådan er det inden for et mere ydmygt felt som påklædningskunsten.

“Hvis jeg har set længere, er det, fordi jeg stået på skuldrene af kæmper,” som Isaac Newton sagde.

Andre refleksioner over påklædning

Modstridende modestrømninger inden for jakkesæt

22. april 2019, af Torsten Grunwald

Modestrømininger i butik og skrædderi

Jeg hyldede prins Charles på Twitter. Han kan bære et jakkesæt bedre end nok så mange af dagens musikere, skuespillere og tv-akrobater. Han forstår at føje tilbehør til jakkesættet.

Som det sker på de såkaldte sociale medier, undrede en følger sig: Hvad er dog smart i de opsmøgede bukser, Charles har på? Er det ikke en håbløst gammeldags stil?

Jeg overvejede, om jeg skulle spørge, om han var vanvittig. Men tog mig i det.

“Opslag på habitbukser er ikke obligatoriske, og man kan have sin egen mening om dem. Men de er hovedreglen, hvis man bestiller (rigtige) skræddersyede jakkesæt. Det kan jeg garantere dig,” skrev jeg.

Twitter-herrens spørgsmål eller betragtning er dog helt legitim. Det må jeg indrømme. Når man træder ind i en butik i dag, er stort set alle habitbukser uden opslag og uden læg i bukselinningen. Og sådan har det faktisk set ud de sidste 20 år, siden Helmut Lang og Hedi Slimane gjorde op med 1990’ernes løse Bill Clinton-jakkesæt.

Men kun i det ene kanal, må jeg så sige. Modestrømninger har divergeret.

Selv om det skræddersyede jakkesæt har tilpasset sig den smalle stil en smule (endog skrædderne på Savile Row syr jakkesættet slankere i dag end i 1990’erne, specielt bukserne), er det stadig sådan, at fire ud af fem par solgte skræddersyede bukser i dag har opslag og små folder i bukselinningen. For det vil de fleste skrædderikunder have. De tiltrækkes af det klassiske snit, og habitbukser med opslag skinner som de mest klassiske habitbukser, hvis skrædderikunden skal sige det. Det kan 20 år med jeans-agtige habitbukser inden for ready-to-wear ikke ændre.

Bukseopslag er “den sartoriale måde,” som Francesco Guida siger til nye kunder i Købehavn, hvis de vægrer sig ved opslag på bukserne.

Smalt versus bredt revers

modestrømninger jakkesæt herremode — *Butiksmode: Kort slim-fit-jakke. Højt lukkepunkt. Relativt smalle revers. Bukserne klæbet på. Ingen læg i bukselinningen, intet opslag. Lav talje. Foto: Suitsupply*

Man ser også en anden divergens i modestrømninger, hvis man betragter jakken: I ready-to-wear blev jakkereverset få centimeter smalt for nogle år siden, nu en smule bredere. I skrædderiet har jakkerevers ikke mistet bredden de sidste par årtier, næsten tværtimod. Skrædderikunder kan ikke få reverset bredt nok, hvilket også har resulteret i, de har været uforstående over for den smalle mode inden for slips. De må have et slipseblad på minimum otte cm i bredden for at afbalancere jakkereversets bredde.

skræddersyet mode — *Moderne skræddersyet jakkesæt: Opslag på bukserne, relativt bredt revers og naturligt lukkepunkt på jakken. Smalt snit, men ikke slim-fit. Anders i skrædderi fra Guida.*

Skrædderikunderne tolererer heller ikke den ultrakorte jakkemode. Jakken skal dække bagenden, ikke stumpe.

Hvem har ret?

Hvad der er af relevante modestrømninger, afhænger af gruppetilhørsforholdet, kan man konkludere.

Jeg vil dog tillade mig at sige, at man mest bør lytte mest til skrædderikunden, hvis man insisterer på et generelt svar på spørgsmålet, om opslag er gammeldags, som min Twitter-kommentator gjorde. Skrædderikunden ved normalt bedst, når det gælder fortolkningen af jakkesættets normer. Han har mere på spil. Han investerer langt mere tid og penge i jakkesættet end de fleste, der køber et jakkesæt ready-to-wear (eller made-to-measure).

Så lange skal bukser være

27. februar 2019, af Torsten Grunwald

så lange skal bukserne være — En bukselængde til den korte side, som er almindelig syd på. Bemærk også buksernes høje talje. Den forlænger optisk benlængden og bidrager til et godt fald i bukserne. Herren, der hedder Alessandro Agazzi, har yderligere stukket trøjen inden for bukselinningen. Jakkesættet er en Donegal tweed fra De Petrillo. Firenze, januar 2019.

Hvor lange skal bukser være?

Spørgsmålet om, hvor lange bukser skal være, må være på top-3 over spørgsmål i klassisk herremode.

Det korte svar er, at der ikke er noget klart svar. Nogle traditionerne og moder skubber opad, andre nedad.

Så lange bukser skal være i Italien

Så lange skal bukser være — *Tilsvarende korte bukser med opslag. Hvilken flot, lang skræddersyet frakke med blanke knapper i øvrigt. Firenze, januar 2019.*

Siden 1980’erne har italienerne øvet stor indflydelse på klassiske buksers længde. Italienerne vil have bukserne til den korte side, så buksefoden – som regel med opslag – knap rører skoene. Det er i og forsig en hypertradtionel og rigtig tilgang. Da bukser fik opslag, lod man dem svæve over skoene.

Stumpebukser gør dog ikke altid en langbenet mand i det høje nord stor gavn.

Så lange bukser skal være i England

Han bør skele til den engelske tradition, som de praktiserer den på Savile Row. Derovre slår bukser et knæk på foden, når man står ret op og ned. Det skaber en ro, bare bukserne ikke knækker meget, at de slasker sammen nederst.

Så lange skal bukser være herreskræddere sammenlignet — Europæiske herreskræddere samlet. Fra venstre Edward Sexton, Richard Anderson, Lorenzo Ciffonelli, Antonio Panico, Antonio Liverano og John Hitchcock. Man ser tydeligt, de engelske herreskrædderes hang til længere bukser. Foto: The Rake

Man kan sige, den engelske buksefilosofi er, at buksernes længde primært skal understøtte manden i bevægelse snarere end ham, der står ret og og ned for at lade sig fotografere. Når man går, trækker bukserne op, og er de korte, bliver for korte, når man går, ifølge de engelske skræddere.

Tre løsninger

Medmindre man har særligt korte ben eller er lav, eller har meget lange ben, vil jeg anbefale et let knæk på skoene, ca. et sted mellem Italien og Savile Row.

Det gælder både bukser med opslag og bukser uden opslag.

Mere om hvor lange bukser skal være

En sammensætning af tøj der spiller

7. februar 2019, af Torsten Grunwald

sammensætning af tøj til mænd jakkesæt — *Sammensætning af tøj i blå, røde, brune og gule nuancer.*

Når sammensætning af tøj er musik

Tilfældets musik, hed en bog, som den amerikanske forfatter Paul Auster skrev engang i 1980’erne.

Titlen er en af mine favorittitler. Tilfældets musik. Så enkel, så poetisk. Det er genialt, det der, som Svend Gehrs sagde om en Michael Laudrup-scoring.

Med hvad har tilfældets musik at gøre med tøj?

Alt, på sin vis. Den gode sammensætning af tøj følger sjældent direkte af den rationelle tanke. I stedet springer den frem som af sig selv. Pludselig ser man bare, at eksempelvis et jakkesæt flyder stilsikkert sammen med en bestemt skjorte, et bestemt slips, et bestemt lommetørklæde og et par bestemte sko.

De enkelte dele i nærværende sammensætning af tøj har jeg haft i flere år. Men det var først, da jeg i al hast pakkede tasken før en tur til Firenze i januar og greb til højre og venstre i garderoben, at tøjdelene mødte hinanden samtidig. Sært, hvis man betragter, hvor fint de hænger sammen. Men tilfældets musik havde manglet. Den opstod nu, da jeg febrilsk pakkede.

Flet og forskel

sammensætning af tøj til mænd med jakkesæt — *Smæld på paletten, men mønstre og farver skaber balance i fællesskab.*

Mere analytisk set kan jeg lide, hvordan røde og gule farver i slips og lommetørklæde fletter sig sammen. Jeg kan også lide harmonien i størrelsesforholdet mellem skjortens striber og de abstrakte, små figurer på slipset. De brune sko finder sammen med jakkesættets diskrete, brune striber.

Den mættede blå habitfarve fungerer som et sitrende lærred, der tilfører de andre farver mere energi.

De enkelte tøjdele i sammensætningen

Jakkesættet er italiensk skrædderi baseret på (fantastisk) engelsk vintage-stof. Den skræddersyede skjorte er fra Carmen, syet af Thomas Mason-stof. Slipset er made-to-measure fra Antonio Muro i Napoli. Lommetørklædet i bomuld og silke er fra Drake’s. Klemann i Hamborg har håndsyet skoene.

Fotografi: Torsten Grunwald