Jeg var ikke i tvivl, da jeg mødte manden her på Ordrupgaard. Betænker man, at skoene umiskendeligt har den karamelfarve og flamboyante spidse tå, der er Berlutis varemærke, og at Berluti kom til verden i Paris i 1895, og at manden, som er foreviget, er franskmand, og at det skete i 1904, ja, så er konklusionen fristende: manden bærer Berluti.
Jeg får nok aldrig svar på min formodning, men muligheden er en fornøjelse i sig selv.
Lad os fortsætte med munderingen som helhed, for den rummer et par læringspunkter. Hvis nogen således tror, at brune sko til et mørkeblåt jakkesæt er en relativt ny og italiensk opfindelse, må de tro om igen. Den farvekombination har eksisteret ligeså længe, som den mørkeblå habit har eksisteret. Vores ven på maleriet er godt eksempel.
Berluti er ikke lige min stil- der er for meget ‘dandy’ over dem.
Ellers meget kønt billed- beviser at Munch kunne meget mere end blot ”Skriget”.
En rigtig god iagttagelse.
Jeg kan også godt lide den blå farve. Den er lidt varmere og blødere end det rene navyblue.
Eller er det bare fernissen, der er gulnet 😉
Hvis man overhovedet kan tale om virkelighedtro farver i tilfældet Munch, er mit bud (sammenlignet med andre stoffer, jeg har set fra den tid), at den (oprindelig) er navyblå, dog netop nuancen lysere, som du nævner. Det er, som om navyblå dengang var lidt lysere og mere “blå” end navyblå i dag.