Under fremmed flag
Til opklaring: Massimo Dutti er ikke italiensk. Spanieneren Armando Lasauca fandt på mærket og lancerede det i 1985. Få år senere købte spanske Inditex, verdens største tøjkonglomerat, der også ejer Zara, Massimo Dutti af Armando Lasauca.
Sådan er kapitalismen. Men det er stadig underligt med en tøjmærke, der signalerer italiensk proveniens, og så bare er en konstruktion helt igennem.
Til forsvar trækker Massimo Dutti på italiensk tøjstil og herretøj. Det er noget med lette tekstiler og nedtonede Armani-farvenuancer. Da jeg prøvede tøj i den nye butik på Østergade i København (Strøget), kom jeg også til at tænke på Brunello Cuccinelli. Massimo Dutti indikerer en beslægtet sofistikation, men til en sjovere pris end Brunello Cuccinelli og konsorter.
Butikken på Strøget er i flere etager. Man skal allerøverst op for at finde beklædningen til mænd, som ellers var kundegruppen, det hele startede med.
Da jeg var der i sidste uge, fandt jeg stort set kun uformelt sommertøj. Jeg kan se på deres hjemmeside, de også sælger mørke jakkesæt, men her i juli er det primært casual jakker, trøjer og bukser, som Massimo Dutti har valgt at udstille i deres nye danske butik.
Kortærmede trøjer og bukser
Jeg fandt de kortærmede trøjer og bukser, der så mest inspirerende ud, og tog dem med ind i prøverummet.
Jeg kunne godt lide strikdesignet med tværstriber, som en marineblå polotrøje med talje havde. Tekstilet føltes godt nok meget let, næsten skrøbeligt, men trøjen, der kostede 500 kr., fungerede vel.
Bedre end de korte hørbukser (700 kr.), syntes jeg. De var for smalle, lave i taljen og designet med en lidt underlig snorlukning. Så ville jeg hellere have dem, jeg så hos Arket.
Jeg kunne også godt lide en stormasket gråbeige polotrøje, jeg havde taget med ind i prøverummet. Brunello Cuccinelli tog 8.500 kr. for en sådan trøje, sidst jeg tjekkede. Hos Massimo Dutti stod trøjen i 500 kr. Jo, der vil være nogle små forskelle i garn, strik og forarbejdning og eventuelt i holdbarhed. Men en polotrøje er teknisk set ikke kompliceret beklædning, og mon ikke, at Massimo Dutti-eksemplaret kan gøre det for de fleste.
Jeg prøvede også et par bukser fra Massimo Dutti (900 kr.). De var nedtur: Smalle, lavtaljede, sjasket stof.
Jeg forstod på en ekspedient, at den form for for 2010’erne-bukser er deres gængse bukser. De har også andre og mere klassiske buksesnit, men de smalle bukser hænger i stort antal på bøjlen. På deres hjemmeside er det, som om bukserne med vidde er mere tilstede.
Jakker
Jeg prøvede en sommerjakke i hør, der med sine diskrete bredt placerede striber og semiforede konstruktion tillige sendte tankerne hen på Brunello Cuccinelli. I stedet for at betale 22.000 kr. kunne man dog nøjes med 2.200 kr. hos Massimo Dutti, så jeg.
Igen oplevede jeg dog denne skrøbelighed i beklædningen, som formentlig primært kommer af de lette tekstiler.
Forarbejdningen hjælper dog ikke.
Eksempelvis var en ruskindsjakke, jeg prøvede, råt afklippet ved sømmene, som derudover var ujævne.
Lynlåsen var også småbrutal, uraffineret.
Men jakken var 100 procent ruskind.
Til forskel fra eksemplaret jeg prøvede hos søstermærket Zara.
Pris 2.700 kr.
Fodtøj
Da jeg var på besøg i butikken på Strøget, så jeg kun sommerfodtøj. Jeg må indrømme, jeg ikke inspicerede det. Det så så uinspirerende og middelmådigt ud kvalitetsmæssigt, at jeg nøjedes med at tage ovenstående foto af det.
Konklusion
Jeg kunne lide de kortærmede sommertrøjer, jeg prøvede.
Resten af beklædningen, jeg stak i hos Massimo Dutti, oplevede jeg som middelmådigt tøj, man bestræbte sig på at præsentere som fint, nonchalant tøj. Tekstiler og forarbejdning kunne ikke helt understøtte de designmæssige signaler. Så kan jeg bedre lide fx Arket. De er ikke snobbede. Jeg tror også, at deres beklædning generelt sidder bedre på danskerens krop.
På den anden side har Massimo Dutti ikke nødvendigvis så langt igen til den finere italienske konfektion, der koster 10 gange mere. Og nyder man det der stilunivers af let smart casual-tøj, som de eksklusive italienske konfektionsmærker botaniserer og kolporterer, er spørgsmålet, om man ikke lige skulle tjekke, hvad Massimo Dutti har at byde på, før man stikker dybt i lommen for at erhverve beklædning fra et ægte italiensk tøjmærke.
Skriv et svar