“Ingen parfume, men fint hørlærred, masser af det, og vasket på landet,” yndede jakkesættes fader og geniet udi elegance George Bryan Brummell at sige, da han spankulerede rundt i Londons gader i begyndelsen af 1800-tallet.
Hørlærred har med andre ord en ærværdig plads i mandens garderobe. Det sprøde, ru og luftige klæde har man i årtier benyttet til sommerjakkesæt, skjorter, lommetørklæder og slips i den mere uformelle genre. Hørlærred kan ikke bære voldsom alvor, men forlanger leg og stemning. Og det må man naturligvis have engang imellem.
Så da Raffaele Muro, søn af Antonio Muro, viste mig nogle stribede klædeprøver i en dejlig stout, men samtidig blid hørlærred, slog jeg til og bestilte et parti slips hjem. Jeg så for mig, at de ville gå godt med lette jakkesæt og sportsjakker, gerne en blazer.
Jeg kan i øvrigt fortælle, at Raffaele bringer en sådan bestilling videre til sin bror Gennaro, der er tilskærer i det lille slipseværksted uden for Napoli. Han finder klæderullerne frem og tilskærer slipsestykkerne med skabelon, kridt og saks. Stykkerne går derefter videre en af syerskene, fx hans søster, der syr slipset fra start til slut. Hver enkelt syerske har altså 100 procent ejerskab til et slips og vurderer selv, hvilket indlæg og hvilken tråd, der er passende til netop det klædestof, hun har i hånden.
“Mine slips har hjerte,” har Raffaele flere gange sagt til mig, og den slags kan jo være lidt svært at kapere for en nordbo. Men jeg tror efterhånden, jeg ved, hvad han mener.
Stilfulde slips med en fantastisk charmerende baggrundshistorie. Desværre er de for lange til mig.