Den cremehvide hørhabit lå ligefor. Det er jo den, de benyttede i Skagen, og som adskillige film og tv-serier har pumpet med mytisk kraft. Men jeg takkede nej, gjorde jeg, for en lys lærredshabit er for upraktisk og opsigtsvækkende til mig. For resten var det slet ikke hørlærred, kunstnerne i Skagen lod deres hvide habitter sy af, men vadmel. Læs blot her.
I stedet valgte jeg den tobaksbrune hørlærred. Den har også har sin historie, der går på, at brun i de lysere nuancer er en sommerfarve. Men brunt hørlærred er mindre prægnant end det hvide. Til gengæld har jeg givet min tobaksbrune hørhabit et drej mod show ved at vælge påsatte lommer og toradet version.
Jakken har hverken videre indlæg eller for, da luftcirkulation og åndbarhed har topprioritet. Der er lidt for over skulderparti og i ærmerne, så jakken ikke binder, men ellers blot en mindre afstivning med et ekstra lag lærred i fronten. Man kalder forarbejdningen halvforet, eller eventuelt halvforet med selvforing.
De udeladte indlæg og lærredstoffets mindre presvillighed end uld betyder, at skrædderen har valgt to indsnit i siden i stedet for det sædvanlige ene, så han stadig kan give jakken facon. Jakken får dog lov at beholde en lidt blidere silhuet end uldjakken med indlæg.
Jeg skal vise hele sættet, når det er færdigt. Men der kan gå nogle måneder, muligvis et års tid … Seancen foregår i Italien.
Foto: Stiljournalen
PS Jeg har en artikel fra Pitti Uomo i dagens udgave af Børsen Weekend, hvis du kommer i nærheden af den.
Er ærmelængden tilpasset? For på billedet se de for mig ud til at være lidt for lange, hvis man også skal kunne se manchetten.
Ærmelængden er endnu ikke endeligt tilpasset, men både ærmer og bukser skal være et par centimeter længere på en lærredshabit, fordi de så at sige forkortes lidt, når lærredet krøller.
Kære Torsten,
Tak for endnu en fin artikel. Jeg er sikker på jeg taler på manges vegne, når jeg siger at de er til stor inspiration.
Din nye habit ser meget lovende ud, men jeg kunne ikke lade være med at tænke hvornår den kan bruges? Er den til at gå på arbejde i eller den mest til “show” som du siger?
Kære C, tak for de venlige ord.
Jeg kan fint benytte habitten på arbejde i sommerperioden og i weekenden til særlige arrangementer. Men det er mest teori. Det er altid spændende, hvordan det går i praksis. Jeg har ofte måttet erkende, at mit faktiske brugsmønster af tøj ikke har fulgt de forudgående forestillinger 🙂
VH Torsten
Flot ser det ud indtil videre. Jeg har en håndfuld meter i en lignende nuance, dog en smule mere gylden, fra the London Lounge. Jeg pønser også på toradet med påsatte lommer og uden for meget for, når tiden kommer, og så med kun fire knapper fortil der kan knappes både 2×2 og 2×1 alt efter humør. Jeg går ud fra at du med din højde tager de sædvanlige 6 knapper?
Aftalen med skrædderen er seks knapper, men vi er gået forbi hinanden et par gange, så lad os se 🙂
Jeg noterede, at den gode Michael Alden fra London Lounge har udvidet sit sortiment med lærred. Jeg har fundet mit hos Smith Woollens, et relativt tungt lærred på 380 gram meteren, som skrædderen er meget glad for, selvom han blev bange for, om han havde nok, da det krympede 30 cm ved forvasken!
Bedste hilsner
Torsten
Det ser lovende ud – det glæder mig at du gør det mere i dobbelradet, det klæder!
Men hvorfor halvfor – med påsatte lommer i en hørjakke,ville det normalt være kvartfor?
mvh X
X, vi kan kalde den kvartforet, hvis det får regnestykket til at gå op … på engelsk siger man buggy lined.
For den gode ordens skyld så er en Buggy Lining oprindeligt lavet i samme stof som jakken, men dette passer ikke nødvendigvis længere (og mine er alle lavet med Bemberg/silk) – Buggy linings kan imidletid være såvel 1/4, 1/2 som 3/4 lined!
mvh
X