Påbuddet er ofte et udmærket udgangspunkt for at skabe et udtryk, der bevæger. Et af de kendte eksempler er den danske Dogme-bevægelse i 1990’erne og 00’erne, der underkastede sig “10 kyskhedsløfter” ved produktion af en film.
Inden for den klassiske tøjstil, hvor jakkesættet, skjorten, slipset og læderskoene er de væsentlige komponenter, er påbuddet et uomgængeligt udgangspunkt. Uden normer, der respekteres, ingen klassisk tøjstil.
Moden, som vi kender den fra magasiner, internettet og gaden, har ganske vist også sine tøjnormer. Men de er ikke nær så robuste, og de er kortvarige. Moden opfordrer ligefrem til, at man forsøger at overskride modens normer og kommer videre. Mode forgår, mens klassisk stil består, for så vidt den klassiske stil selvfølgelig også udvikler sig. Jakkesættet og dets normer er trods alt ikke helt de samme i dag som for 50 år siden.
Normernes religiøse rolle i den klassiske tøjstil kan afstedkomme ophidsede diskussioner blandt lærde om normernes nøjagtige ordlyd og foragt for dem, der kludrer med jakkesættet. Jeg har selv en lidet flatterende vane med at finde uforvarende brud på normerne hos tv-værter, kulturpaver, debattører, kendte erhvervsfolk mv., der benytter jakkesættet og tilbehør.
Da er det dog, man ikke skal glemme, at normerne i den klassiske stil er der for at bringe en velklædt mand til verden. Overholdelsen af påbuddet er en forudsætning for skabelsen, ligesom vi jævnligt ser i kunsten.
Her følger et tilfældigt udpluk af 10 normer fra den klassiske tøjstils univers til inspiration og sikkert også stedvis irritation og forundring:
- En mørk habit kan ikke bæres uden et slips, og det gælder egentlig også for andre habitter.
- Man skal købe randsyede sko og altid i et afdæmpet design.
- T-shirts er komplet unødvendige i garderoben.
- Sorte habitter er kun for arkitekter og andre kreative hoveder, foruden afdøde engelske Labour-politikere
- En habitjakke må kun benyttes med de tilhørende habitbukser.
- Man skal bære hvid skjorte og sorte sko, hvis man bærer jakkesæt om aftenen.
- Man skal sky alt tøj med tydeligt logo på.
- Bukser skal have en høj talje.
- Jakken skal dække bagenden helt.
- Man skal klæde sig for sin egen fornøjelses skyld.
PS Indlægget er også bragt på min blog på Dagbladet Børsens hjemmeside. Følg bloggen her.
AFJ skriver
Sorte habitter er nu altså kun til bedemænd og begravelser.
Rene Bjørnskov skriver
Det er vel en påstand at den klassiske stil, som beskrevet her består. Går du ud på gaden, vil det være umådeligt få der overholder disse regler.
Anonymous skriver
Såfremt man bruger en t-shirt som undertrøje kan den vel finde plads i garderoben?
Mvh.
H
Torsten skriver
Undertrøje under skjorten, kan vi ikke komme uden om den? 🙂
OK, men hvis man bruger en sådan, er den ærmeløse version så ikke bedre?
AFJ skriver
Hvad skal der bruges undertrøje til under skjorten? Skjorten er jo i realiteten en undertrøje. Hvis det er for at dække en gennemsigtig skjorte, så bør man nok købe en anden skjorte…
Anonymous skriver
Jeg må ærligt indrømme at jeg aldrig har fprstået ideen med en undertrøje under skjorten. Den er ærmeløs og derfor vil armhulerne stadigvæk have kontakt med skjorten. Hvis man vil have helt dække, så er det t-shirten der er brugbar. Dén er til gengæld synlig igennem ærmerne på de fleste lyse skjorter, hvilket efter min mening er helt af vejen.
T-shirts har deres plads i min ‘aktive garderobe’ ikke i den pæne.
Mvh
M
Rene Bjørnskov skriver
Sorte habitter er også meget brugte på republikanernes konvent, se blot Paul Ryan og Marc Rubio.
Hattemand skriver
“Inden for den klassiske tøjstil, hvor jakkesættet, skjorten, slipset og læderskoene er de væsentlige komponenter […] Uden normer, der respekteres, ingen klassisk tøjstil.”
Hvor tabte du lige hatten?