Den mand, der fatter interesse for jakkesættet, vil først få at vide, at de enkelte tøjdele skal matche hinanden midt i deres forskellighed. Slipsets farver og mønstre skal tale sammen med skjortens farver og mønster. De blå strømper skal spejle det blå slips. Lommetørklædet i brystlommen skal reflektere farver i skjorten og slipset. Und so weiter.
Bedst som den nyankomne er salig i sin tro, vil Stiljournalen eller en anden Bastian forstyrre ham og fortælle, at nu må de enkelte tøjdele endelig ikke matche hinanden for meget. En sirligt orkestreret sammenhæng mellem komponenter er dårlig smag. Lad reklamefolket og deslige om den slags.
Men Stiljournalen & Co. glemmer, at det er ok at øve sig på at matche, at ramme den bløde kontrast. Efterhånden som man oplærer den færdighed, kan man forholde sig mere frit og spontant og skabe naturlige og stilfulde brud i påklædningen.
En ting ad gangen.
Foto: Stiljournalen, fra Herrenjournal anno 1971
Skriv et svar