Et jakkesæt fra Volkmar Arnulf – del 1

En tysk skrædder, såmænd. Hvorfor ikke? Volkmar Arnulf er rundet af efterkrigstidens tyske skrædderi, der i teknisk kunnen rangerer som noget af det bedste, som verden endnu har set. Det er der i hvert fald folk, der har studeret den slags, der siger. Naturligvis er engelsk og italiensk skrædderi storartet, men andre lande kan også. Det glemmes engang imellem.

Volkmar Arnulf kom i lære som 14-årig i 1950. I 1962 bestod han mesterprøven og begyndte for sig selv. I 1965 flyttede han til Kurfürstendam i det centrale Berlin. Der blev han de næste 45 år, før han sidste år flyttede skrædderiet til lokaler i Potsdam 20 km uden for Berlin. Huslejen var blevet så vanvittig høj, at han sagde farvel og tak, fortæller han mig. Modsat skrædderne på Savile Row, der i fællesskab kan kæmpe for at bevare huslejen i ro, kunne Volkmar Arnulf – selv som Tysklands mest anerkendte herreskrædder – ikke ene mand stå imod storkapitalen.

Ved siden af skrædderiet har Volkmar Arnulf undervist i tilskæring, skrevet bøger om skrædderi og været oldermand i Berlins skrædderlav. Hans mest kendte kunde er tidligere kansler Helmut Kohl, og jeg skal gerne indrømme, at den oplysning har appelleret til mig. Jeg hører også til den forvoksede vægtklasse, og jeg tænkte, at den må Volkmar Arnulf have et godt tag på, når Helmut Kohl nu har frekventeret ham i flere årtier.

I Potsdam møder jeg en ældre, venlig og næsten genert mand. Han er flankeret af sin medhjælpende hustru, og i lokalet bagerst sidder tre af normalt fire ansatte og arbejder på jakker og habitter.

Jeg mærker straks, at han er lidt af en detaljerytter. Han gennemgår sirligt en mønstret tweedjakke, han har hængende, og forklarer, hvordan han minutiøst matcher mønstrene over det hele, selv hen over de paspolerede lommer, som jeg ved, kun få skræddere gør.

Sådan noget som match af mønstre garanterer ikke et vellykket skræddersyet jakkesæt i sig selv, men det fortæller noget om mentaliteten, en perfektionisme, gisner jeg. Perfektionisme er en helt central dyd hos en skrædder, og til gengæld farlig hos kunden, der benytter resultatet, hvis jeg skal sige det.

Vi taler længe om Berlins skrædderi og Murens betydning. Volkmar Arnulf beretter, at de tyske skræddere i Østberlin blev kollektiviseret, og niveauet dalede.

“Når du ikke har de eget, præsterer du ikke dit ypperste,” konkluderer han undervejs.

Ironisk nok slap DDR-ledelsen det østtyske skrædderi fri igen, da det kunne give østtyskerne en harmløs indivisualisering i tøjet, de drømte om. Så hen ad vejen kom skrædderiet i Øst op i niveau igen. Det forsvandt dog med et brag, da Muren faldt og østtyskerne forelskede sig hovedkuls i Coca Cola, designertøj og andre af Vestens fantastiske opfindelser.

I dag er der ikke mere end fem-seks herreskrædderier i hele Berlin, tænker jeg. Og Volkmar Arnulf synes at være den sidste af de store gamle.

Vi taler meget om hans fremgangsmåde.

“En førsteklasses skrædder må levere førsteklasses forarbejdning af alle detaljer,” siger Volkmar Arnulf.

“Og så må han kunne finde en linje til kunden, der tjener netop ham bedst,” fortsætter han.

“På den tykke mand vurderer jeg for eksempel, hvor og hvordan jeg kan fjerne stof,” uddyber han.

“Idet jeg laver mønstret, benytter jeg måske to-tre tænkemodeller for at nå det rette resultat,” fortsætter Volkmar Arnulf.

“Hvordan kan en computer gøre det?” spørger han retorisk.

Han har ingen fidus til made-to-measure, målkonfektion og andre industrielle påfund, der lover individuelle klæder og luksus.

“Det er ikke andet end et teater,” slår han fast, hvad jeg jo kun kan nikke til.

Efter en times tid finder jeg stoffet frem – det i midten, og heldigvis ser jeg, det glæder Volkmar Arnulf.

Jeg beskriver jakkesættets udformning i hovedtræk, og opmålingen går i gang foran et enormt spejl. Efter en usædvanlig grundig og betryggende opmåling, der inkluderer nogle tegninger, konfirmerer vi udformning, og “Alles klar”, for så vidt vi først lige er begyndt …

Foto: Stiljournalen