Van Gogh i en verden af skam
Malerier kan blive så almindelige, vi ikke længere ser dem. Van Gogh er i fare for at lande i den lejr. Vi har fx gengivet hans malerier Solsikker og Stjernenatten så mange gange, at vi nu kun bemærker deres kendthed, ikke malerier selv, når de passerer forbi.
Sådan kan vi blaserte konkludere, hvis det ikke var for det forjættende faktum, at Van Goghs malerier hver gang ryster de kulturelle koder af sig og springer rene og skære frem for os, blot vi giver dem en ekstra chance.
Det gjorde jeg selv forleden dag, da jeg besøgte kunstmuseet Arkens udstilling om den store, gale maler fra Nederlandene, der berygtet skar sit ene øre af.
Inden vi dyrker myten om det grænseløse geni, skal vi forbi, at Vincent van Gogh var en from mand. Jesus Kristus var størst for ham, og så kom naturen. Tilbage var at leve så oprigtigt som muligt i endeløs virkelighed af skam.
“Hvad er jeg i de fleste menneskers øjne? Et nul eller en særling eller en ubehagelig person – en, der ikke hører til i samfundet og aldrig kommer til det, kort sagt, lidt lavere end de laveste. Nuvel … så vil jeg gerne vise i mine værker, hvad der gemmer sig i hjertet på en særling og et nul som mig,” skrev Vincent van Gogh i et af sine breve til sin bror, Theo, muligvis ikke uden en bitte smule selvfølelse, men i grunden fra den fortabtes position.
Intens stræben uden et konkret mål
Hvad der gemte sig i hjertet på særlingen Van Gogh, ved vi ikke med sikkerhed, og han gjorde det næppe selv.
Vi kunne prøve med drømmen om det sublime. Hans kunst passer på den. Hans malerier modstår enhver politisk, religiøs eller tydelig tidslig kategorisering. Van Gogh var så besat af det oprigtige, at vi på ingen måde kan fange ham i en tarvelig, verdslig positionering. Der kom kun de inderlige natur- og menneskeskildringer fra ham, som de nu voksede frem og fandt form på lærredet.
Det følger, at Van Gogh i sit virke ikke arbejdede med konkrete mål, som vi moderne karrieremennesker er så optagede af.
“… det almindelige spørgsmål lyder: “Hvad er dit mål? Hvad stræber du efter?” – jamen, jeg gør det, jeg må gøre – hvordan? Det ved jeg ikke på forhånd – gør du, der stiller mig det selvgode spørgsmål: Hvad er dit mål? Hvad stræber du efter? Så siger folk til en: “Du har ikke nogen rygrad, hvis du ikke har noget mål min din tilværelse, ikke stræber efter noget.” Mit svar: Jeg har ikke sagt noget om, jeg ikke havde et mål, ikke stræbte efter noget; jeg sagde, jeg synes, det er tegn på ulidelig selvgodhed, hvis man vil tvinge nogen til at definere det, der er udefinerbart,” skrev Van Gogh i et brev til Theo, broren.
Rusen
Van Goghs malemetode vidner også om det ubrydelige bånd med det oprigtige og videre til det sublime. Han var så meget på, hvis han malede, at han kørte sig selv ind i en rus som en anden åndemaner. Arbejdet med et maleri stoppede først, når han fysisk segnede om.
Utroligt nok lærte Van Gogh først sent at male og langt hen ad vejen ved at øve sig for sig selv. Hele hans oeuvre blev tilmed skabt på bare 10 år, før han nedbrudt skød sig selv i maven som 37-årig og døde to dage efter.
Hvilket på sin egen højdramatiske måde minder os om, vi skal tage vare på dem, der ikke passer ind.
Glædelig jul.
Van Goghs malerier er på Arken til 20. januar 2019. Udstillingens katalog er værd at erhverve sig. Jeg har haft god gavn af det til ovenstående fremstilling.
Det hedder Holland på Dansk.
Alt for få malerier på udstillingen.
Det hedder Holland, Nederland eller Nederlandene på dansk. Det er et valg, at de fleste danskere kalder det Holland, men taler man med herboende nederlændere, så er de bestemt ikke tilfredse med det.