
Skrædderi til gaden
Jeg er optaget af at integrere skræddersyet tøj i den moderne garderobe. Håndværket kommer smukkest til udtryk i habitten, men folk skal også se, hvordan eksempelvis en skræddersyet tweedjakke kan bruges med noget så almindeligt som et par slidte jeans.
Det var en del af tanken bag nærværende lille stunt med min nysyede brune tweedjakke: At kombinere skrædderi med beklædning, der for mange er hverdagen, for at vise at det udmærket lader sig gøre.
En hjælpende hånd fra Robert

Jeg var også inspireret af intet mindre end just afdøde Robert Redford. Internettet cirkulerede i forbindelse med hans død dusinvis af foto af ham og specielt et foto fra en lufthavn, der synes at være en situation, hvor han fanges af en paparazzi, havde jeg i baghovedet. Jeg tænker specifikt på kombinationen af tweedjakke, tørklæde, jeans og loafers, han bærer på fotoet. Det hjælper på udtrykkets effekt, han er Robert Redford. Men jeg synes også, at komponenterne i sig selv fremstår som en helhed, selv om man normalt ikke ser dem sammen.
Så jeg ville også prøve tweedjakke, tørklæde, jeans og loafers. Brugen af blå skjorte kopierede jeg også.
De hvide strømper sprang jeg dog over. Mine blev lysegrå.
Detaljer
Jakken er syet af min besøgende skrædder i en relativt let, men robust vævet, tweed fra Harrison’s. Skjorten er i chambray (fintvævet denim). Jeansene er 20 år gamle, mærket Nudie. Skoene er håndsyede full strap loafers fra Maftei. Det vinrøde tørklæde er egen produktion.



Hej Torsten
Du har ikke foldet dine jeans op. Hvad mener du om “cuffed” på jeans ?
Det kommer an på de pågældende jeans. Dem, jeg her har på, ville blive for korte, hvis jeg smøgede dem op. Desuden er de fra før selvedge-manien og har ikke noget selvedge/ægkant at vise, og så giver det mindre mening at smøge op, eller?
Her er jeg i denimbukser med rigtige opslag: https://denvelklaedtemand.dk/2024/07/skraeddersyede-jeans.html
Sikke en flot jakke. Vil du anbefale et ensfarvet stof eller et stof med mønster for “workhorse” tweedjakke?
Jeg tror, de fleste vil finde en (nogenlunde) ensfarvet brun tweedjakke lettest at få i spil. Tern hører gerne med i tweedjakken, men de ensfarvede modeller har det med at føles mere bevendte i i al fald byen, vil jeg mene.