Jørgen Nørgaards jeans

Bukseeksperiment med denim

Jeg havde vovet mig ud i et par skræddersyede jeans med dobbeltlæg, pressefolder og opslag, i det omfang man kan tale om jeans, når jeg designmæssigt afviger så meget fra det traditionelle jeansdesign. Kan være, man rettere skulle benævne dem benklæder af denim?

I alle tilfælde kom jeg i tanker om, at Niels Barfoed havde en historie i skjorteærmet om jeans og tøjmanden Jørgen Nørgaard, og jeg kontaktede Barfoed, og beredvilligt meddelte han, at han ville skrive den historie til mig og Den velklædte mands læsere.

Historien følger nu nedenfor.

Jørgen Nørgaard

Af Niels Barfoed

Jørgen Nørgaard, der havde Nørgaard på Strøget, og jeg blev gode venner. Det skete, da vi begge var fyrre. På en færge. Vi faldt i snak ved rælingen oppe på det øverste dæk. Det viste sig, vi begge skulle til den samme runde fødselsdag hos en fælles bekendt.

Vi talte om noget karakteristisk ved moden. Det var i 1971, og der var nok at snakke om.

Han var den professionelle, der havde omkalfatret sin fars noble forretning, “Sørgemagasinet”, for efterladte ægtemænd og -fruer og gjort adressen til byens hippeste modebutik. Kun for damer ganske vist.

Det, vi stod og grundede over, mens vi traverserede fjorden i middagssolen, var et herrespørgsmål, som vedgik blue jeans. Dem havde vi studeret, allerede fra de dukkede op på Marlon Brando og James Dean på biograflærredet. I begyndelsen sad de på motorcykelbander og middelklasseteenagere. Nu var det sådan nogle som os, der gik med dem.

Men – og her kom det store spørgsmål – skulle vi blive ved med at gå med dem som de forelå, kort sagt i form af nedløbsrør, som passer sig bedst i arbejderkvarteret eller kælderværtshuset?

“Hvad med …”

Jørgen stillede spørgsmålet forsigtigt og på en søgende facon, jeg sidenhen skulle opleve igen og igen.

“Hvad med … pressefolder?”

“Pressefolder?” sagde jeg.

“Skulle vi prøve?” sagde Jørgen.

Det gjorde vi.

Pressefolder kan man lave på to måder, den nemme og den mere besværlige. Man kan tage et ben, strække det ud på strygebrættet og samle det, sådan at de to sømme ligger oven på hinanden. Så har man noget at gå efter med jernet. Ingen problemer. Men ifører man sig et par nedløbsrør således presset, er det ikke sikkert foldens linje går ned foran midt på benet, men lidt til siden, og derfor ikke rammer skobåndets knude.

Den svære måde at presse på var den, der førte folden ned til midten af skoen, og den opnåede man ved at stryge buksebenet, sådan som det faldt af sig selv, når man lagde det på strygebrættet med let hånd. Så lagde sømmene sig netop ikke lige oven på hinanden, men mere eller mindre forskudt. Men bukserne iført falder folden til gengæld med sikkerhed rigtigt på skoen.

Mindre betydningsfuldt var det at overveje at lade benet slutte “skråt”, d.v.s. lægge det op, så det var lidt kortere foran end bagtil. Det kunne Jørgen godt lide. Det gav et kønt og tætsluttende forløb nederst mod skohælen.

Udvendige opslag – for nu at tage det hele med – kunne ikke komme på tale. Så var vi trods alt for langt væk fra blue jeans. Og for langt inde på de bonede gulve. Det kunne de blå bukser ikke holde til.

Færgen lagde til, og vi var blevet et bekendtskab rigere. Det er længe siden. 70’erne var så unge, at de knap nok var blevet 70’ere.

Pressefolder? I længden holdt de ikke. Vi bøjede os, dog ikke for nedløbsrørene. Herrebenene var tynde som tændstikker i dem. Det kunne vi lide. Bukserne blev stadig strøget. Man kan sagtens både stryge blue jeans og undlade at lave pressefolder i dem.